Ponferrada til Santiago de Compostella lørdag
Den sidste etape i Vuelta Espagña, en enkeltstart, skal slutte i Santiago de Compostella.
Det bliver spændende at se hvordan det skal foregå med hundredevis af pilgrimme der ankommer på samme tid. For pilgrimme er hver dag også en enkeltstart.
Rytterne slutter på Praza do Obradoiro lige foran Catedral Santiago de Compostela. Katedralen er fra det 11. århundrede og den er målet for pilgrimme, der går til Spanien. Den er også målet for alle de spanske camino’er og Camino Portugues.
Bedre sent end aldrig. De sidste dage har jeg talt med mange spaniere, og nu har jeg fundet forklaringen på deres COVID-19 frygt.
Det er lov i Spanien at bære mundbind udenfor overalt, hvis man er indenfor en radius af to meter af andre personer. Det er der ingen der har fortalt os og det er da mærkeligt synes jeg. Men det er da en forklaring på det vi har set og oplevet.
Første nat i Santiago kunne jeg ikke få en seng centralt. Det er lørdag og mange ting sker her i byen. Sommerferien for spanierne slutter også i denne weekend, så det passer mig fint at være lidt i udkanten af byen. Det er sjovest at være i byen når man kender nogen og sandsynligheden for at jeg kender nogen er lille.
I stedet fik jeg min seng i herberget THostel lige efter åbningstid, først på eftermiddagen. Dejligt med et bad, det var også ved at være tid til det. Og så tøjet vasket.
Jeg skal spise mine piller tre gange dagligt og Ikke på tom mave. Så en hurtig frokost nede i opholdsrummet passede fint. Jeg har stadig det gode tørrede oksekød, flûte, ost og en flan tilbage. Det har jeg så ikke mere 🙂
Så var der stadig nogle timer til at ligge vandret. Det går meget bedre nu og det skal det helst blive ved med. I morgen søndag er sidste dag med medicin og det passer fint for så kan jeg gå lidt rundt i byen og finde et godt sted at stå, når rytterne kommer i mål. En spanier på værelset fortalte, at hvis man vil ind til pilgrims Bénédiction i katedralen, så er det enten klokken 7.30; 12 eller 19.30. Hvis man vil ind så er det nemmest om morgenen. Der er kun plads til 230 og hvis man skal være blandt dem skal man være der 6.45. Senere på dagen kan man nemt stå i kø i mere end to timer.
Det er fint med den tidlige, fordi jeg ikke laver noget her til aften og jeg skal skifte til et andet herberg lige ved Katedralen i rúa das Carretas. Herberget hedder Santiago KM.0 og i den anden ende af gaden får man sig Compostelle.
Middagsmad på en lokal restaurant. Efter bestilling af en sodavand fik jeg en hel stribe tapas. Først to og til sidst havde jeg fire forskellige. De tapas var alene en stor forret og da jeg endelig fik min rigtige aftensmad, kunne jeg ikke spise ret meget. Nn
Det var fint for jeg skulle bare være være mæt, så jeg kunne komme tilbage og læse i min bog inden jeg skulle sove. På vej tilbage var jeg i supermarkedet og købe vand og yoghurt til i morgen tidlig.
Ponferrada fredag
En fin start på dagen. Op klokken 7 sammen med de andre roomies. De andre er min gode ven spanieren Adrian, en franskmand og en italiener der er på cykel på caminoen.
Cyklisterne er et anderledes folkefærd på camino’en. De kører langt hver dag og derfor kommer de i bedste fald kun til at kende andre, der også cykler.
Ham her var lidt speciel. Da han kom i går, præsenterede han sig selv med et navn jeg har glemt og fortalte at han er italiener. Engelsk talte han ikke og så sagde han ikke mere til nogen af os. På den måde kommer man ikke til at kende mange pilgrimme.
Med indkøbene i går kunne jeg sætte mig ned i kantinen og spise en god morgenmad i fred og ro. Det er ikke så dårligt. Så pakkede jeg mine ting sammen og låste inde i mit skab. Mellem klokken 9 og 11 skal man være ude, så de kan gøre rent.
Det passer rigtig fint med en kop kaffe på min stam café. I dag kunne jeg nøjes med at sige café y croissant.
Som de andre dage er der travlt på café’erne tidligt om formiddagen og stedet er hyggeligt, fordi der ikke er andre pilgrimme. Hyggeligt fordi det er et sted de lokale vælger.
Efter to kopper kaffe skal jeg over og se markedet, der åbner i dag.
På vejen derover tager jeg de sidste billeder af Castillo de Los Templarios. Så er alle vinkler dækket, men det er flot og imponerende.
Tempelridderne beskyttede pilgrimme mod overfald og røveri. De oprettede også de første banker – altså længe inden Schweiz fandt på det – hvor pilgrimme kunne aflevere deres guld og penge i Ponferrada og få dem tilbage, når de kom til Jerusalem.
Broen her over río Sil, Puenta García Ojeda, har 50-års jubilæum den 12. september, derfor skal den pyntes og fejres i næste uge.
Markedet var endnu ikke åbnet, så jeg gik en tur rundt og så dem gøre klar.
Eric hilste pænt. Han sælger oste på markeder over det meste af Spanien. Det er en slags nomadeliv en stor del af året. Han har boet i Spanien i 20 år og taler selvfølgelig flydende spansk. I starten taler vi engelsk indtil jeg finder ud af han er fransk.
Så skifter vi til fransk. Han har aldrig selv gået på camino’en, men han besøger mange små byer med sin ostebod. Han fortæller om en sammenslutning , hvor de selv modner de oste de sælger. La Pasion del Sabor, Paladarqueso.
Passion for smagen er deres mål. Altså produkter lavet på den gammeldags måde uden tilsætning af sulfitter og andre kemikalier.Han fortæller at ostene modnes i en by, Noia, der ligger i en lille by helt ude ved Atlanterhavskysten.
I gamle dage ankom mange pilgrimme i både, fordi det til tider har været for risikabelt at rejse over land.Noia ligger omtrent 60 km sydøst for Fisterra. Byen ligger i læ men ved kysten helt ude ved Atlanterhavet går bølgerne højt om efteråret – helt op til 40 meter kan bølgerne blive. Surfer paradis formentlig. Ihvertfald fortæller han, at byen er flot og et besøg værd.
Ostene han forhandler er mestendels franske og italienske. Parmesan, Reblochon, Tomme, og så nogle blåskimmeloste. Han har også den schweiziske ost man bruger til Raclette.
Jeg smager først parmesan osten. Den er helt vildt god. Den er fra december 2017! Når osten modnes skal temperaturen svinge op og ned. Der skal også være fugtigt og det opnår de med den friske Atlanterhavs luft, der også indeholder salt.
Passionen for hans produkter kan man tydeligt både mærke, se og smage.
På markedet er der de ting man kan forvente. Mad, krydderier, sæber og duftlys, smykker og håndværksarbejder.
I den lille bod her må jeg have en lille ny pung til plastikkortene. Den jeg har med er lidt træt.
Hernede bruger man både sedler og mønter hele tiden, så den skal kunne tåle en del. Det er også en fin – og let – lille souvenir at tage med hjem. Det er rigtigt håndværksarbejde og til den pris fås det ikke bedre specielt ikke i Danmark. Priserne hernede er generelt meget lave og også lavere end i andre dele af Spanien.
Sådan en rød telefon har jeg også engang haft. Men jeg kan ikke huske hvornår det var. Telefonen her er i brug og tilsluttet telefonstikket. Det var lidt overraskende selv her i Spanien.
Frokost i kantinen. Der er rigeligt af gode ting at spise i køleskabet. Flûtes, tynde skiver okseskinke, ost, yoghurt og en flan.
Spanieren her er hospitaliero. Han er på forskellige herberger og hjælper til. Nu er han så kommet til Ponferrada og her skal han lave dukketeater i weekenden. Han kom for et par timer siden med to store indkøbsposer. Det er i stedet for en rygsæk. Det er ikke første gang jeg har set det.
Indkøbsposer kan bære vigtige ting og i hans var der også en flaske portvin. Det er uhøfligt at sige nej og også lidt kedeligt. Portvinen smagte godt til maden.
I aften har jeg kun brug for en salat. I morgen skal jeg med bussen til Santiago de Compostella klokken 8.25 og forventet ankomst 12.10.
Den første nat skal jeg sove på et albergue lidt ude fra centrum. Søndag flytter jeg så ind helt centralt i byen og bliver der indtil jeg skal hjem.
Det bliver dejligt at være i byen. Den er fyldt med glade mennesker og der kommer hele tiden nye til. Hvis jeg er heldig er der nogen jeg kender, eller også kommer jeg til at kende nye mennesker. Begge dele er fint. Vejret ser også ud til at blive fint de næste dage.
Her er musikken til aftensmaden. Bemærk fætteren til venstre ved skulpturen. Han måtte indstille harmonika musikken og det var meget selvom det kostede. Lyden er meget høj, så er du advaret.
På vej hjem fra middagsmaden kom jeg forbi denne frisør. Forretningen har eksisteret siden 1929 og han er meget flittig. Nu er jeg gået forbi hans forretning både morgen, middag og aften det meste af ugen. Han arbejder hele tiden. Første gang jeg kom forbi ville jeg gerne have studset skægget og trimmet håret, men alt var optaget. Han må have en trofast kunde skare.
De andre har nu passeret 100 km stenen. De er fremme på mandag, der er stadig fuld fart på!
Her er nogle af deres billeder.
Det er Louis som har taget dette billede. Se helikopteren øverst i billedet det er Vuelta Espagna på vej gennem Sarria.
Og det blev lige en tand mere interessant. En af mine room mates har lige fortalt at vueltaen slutter søndag i… Santiago de Compostella! Så kan det da ikke blive meget større.
Så sker der da noget spektakulært i byen mens jeg venter på de andre. Den seneste opdatering er at de er i Melide i morgen lørdag. Derfra er der kun 53 kilometer til Santiago. Søndag går de til O Pedrouzo, så er der kun 19,4 km tilbage…
Ponferrada torsdag
Centralt beliggende i udkanten af den gamle by, kun 200 meter fra Tempelridder borgen. Huset ligger i et roligt kvarter i god afstand til caminoen, så der er ikke mange turister. Der må påregnes ekstra udgifter til renovering udover købesummen.
Her er mit gode sted til morgen kaffen. Det er her de lokale kommer og nu har jeg været flere gange, så jeg er blevet et kendt ansigt 😀
Men nu til noget helt andet. Jeg fandt dette fantastiske sted på min vej mod en boghandler. Det er intet mindre end et Jamoneria.
Stedet har det flotte navn Jamonizate og er ejet af Javier del Río. Det var ham selv der ekspederede og jeg tror han vidste jeg kom. Han var lige præcis blevet færdig med denne fine anretning, som blev vakuumpakket med det samme.
Den skinke smager så himmelsk godt, så englene synger 😇 Brød skulle jeg også have og så pegede han over på den anden side af gaden. Dér er der brød, der er lidt bedre end det sædvanlige.
Brød er ellers ikke deres særlige styrke her i Spanien, men butikken her er undtagelsen. Franskmændende er bedre til brød – og meget andet i køkkenet – og selvfølgelig er belgierne stærke i alt der har med køkken at gøre (hvis nu Vincent og Bernard skulle læse bloggen en dag 😁).
Lige til højre i billedet kan man ane navnet på en restaurant Pizzeria Trastevere. Restauranten har været der siden 1984. Den ligger i Carballo familiens palæ. Carballo familien er evige herskere i Ponferrada og herremænd i San Miguel de Langre.
I palæets gård er de eneste bevarede rester af Ponferrada’s oprindelige bymur.
Bymurene er oprindeligt fra 1249 og de blev rekonstrueret med kongelige privilegier givet af kong Juan II (1454), dronning Juana (1505) og kong Carlos I (1538).
I slutningen af 1700-tallet var en stor del af bymurene stadig bevaret, men på grund af byens vækst og manglende vedligeholdelse forsvandt bymurene i Ponferrada.
Denne del af muren var undtagelsen, og den er nu en del af familien Carballo’s palæ. Palæet og muren er forbundet med den eneste bevarede byport kaldet “Arco de las Eras”, i dag kendt som “Urets tårn”.
Flere billeder af Tempelridder borgen.
Det var fire noveller på engelsk i boghandlen og nu er der tre tilbage.
Her er dagens næring til maven og hovedet. Så skal jeg have en salat i aften og så er endnu en dag gået. Foden har det meget bedre og det er det vigtigste lige nu. Der er penicillin til og med søndag og som det ser ud nu håber jeg, jeg kan gå dem i møde.
Det blev ikke til en salat. Jeg ville prøve at finde et andet sted, men det var svært fordi de først åbner 20.30 for middagsgæster. Det synes jeg blev for sent. I stedet var jeg i supermarkedet og tilbage med indkøbene. Nu har jeg hvad jeg skal bruge frem til lørdag morgen. Mere yoghurt, frugt og vand.
Så hentede jeg min bog og fandt et sted lige ved siden af. Det var et pizzeria og der sad såmænd en af de nye fra værelset.
Adrian er fra de Kanariske øer og bor på Tenerife. Han ville gerne øve sit engelsk og jeg ville gerne slappe af rent sprogmæssigt. Så engelsk passede fint. Adrian gik den Camino der hedder Portugues sidste år. Det var han så begejstret for, at han nu er kommet til Ponferrada for at gå til Santiago.
Han spurgte på et tidspunkt om jeg havde nogen børn. Da han hørte svaret kiggede han lidt overrasket…og så sagde han…du ligner en på 40 😁 Først troede jeg at jeg havde glemt at fjerne masken, men vi spiste jo så den havde jeg selvfølgelig ikke på. Sikke en dejlig aften 😀
De andre i gruppen laver en reservation i Santiago til mandag, altså én dag tidligere end ellers planlagt og om alt går vel kan vi gå de sidste kilometer sammen. Det kunne være rigtig sjovt for os alle sammen.
Dagens udvalg af billeder fra caminoen.
Camponaray til Ponferrada
Jeg var oppe, ude af døren og med bussen lidt i otte. Det er en kort tur og lidt over otte var jeg igen tilbage i Ponferrada. Ikke mit højeste ønske, men desværre kommer det ikke til at ændre sig inden jeg skal hjem til fædrelandet igen.
I går lavede jeg en reservation for at være på den sikre side og da jeg kom var det alt for tidligt. På vejen fra bussen til albergue’t var jeg i supermarkedet for at handle ind. Det bedste for min fod er at jeg ligger ned så meget som muligt.
Det gjorde jeg så da jeg fik min egen seng i mit eget værelse (samme seng som for to dage siden). Faktisk var jeg sengeliggende helt frem til klokken 18.30. Det var godt.
For at få noget godt at spise var jeg henne på Plaza Virgin de la Encina. Inden jeg nåede helt derhen begyndte det at regne, men slalom mellem forskellige caféer fik mig helt frem uden at blive særlig våd. En god stor salat Niçoise og flûtes var lige hvad jeg havde brug for. Derefter tilbage i småregnen, ikke noget problem 🌧️
I albergue’t er der en spiseafdeling uden betjening. Altså kun medbragt mad. Min pose fra supermarkedet står i køleskabet. På den måde kunne jeg spise frokost uden at forlade albergue’t.
Landskampen kunne høres på La Liga på P3, så det skulle jeg selvfølgelig høre. Der sad også to tyskere og en ungarer. Ben, Christof og Dora, så satte jeg mig derhen. Christof kunne se kampen på sin mobil, så det var jo herligt.
De havde gået sammen næsten siden Saint Jean Pied de Port, det kunne man godt fornemme. De kendte hinanden godt og det er jo herligt. Det ér en meget positiv del af caminoen. Mange venskaber starter her.
De havde spillet kort mange gange så det skulle vi selvfølgelig også. Det var ikke et spil jeg kendte. 13 kort til hver og så lægger man efter tur et kort i en bunke med bagsiden opad. Det skal være es, 2, 3, 4, op til kongen. På ethvert tidspunkt kan man udfordre og hvis der er snydt tager svindleren bunken og man begynder forfra. Hvis man når helt op til kongen tages kortene ud af spillet.
Ben fortalte at han kun havde en gammel mobiltelefon, altså IKKE en smartphone. Han havde kun sin mors nummer. Han havde valgt ikke at få nogen input ude fra den store verden, mens han var på caminoen. En lidt mere ekstrem grad af hvad jeg gjorde i 2019. Christof havde en smartphone kun fordi han efter sin vaccination (Astrazeneca), havde en udfordring med sit hjerte. En app på hans mobil kunne monitorere hans hjerte, så hvis der sker en forværring kan han reagere med det samme.
Det er godt jeg har gået Camino Frances før. Det er den flotteste del af turen mod Santiago der starter ved Cruz de Ferro – Jernkorset. Omkring 40 kilometer fra Ponferrada går man ind i den sidste region, Galicien. Her er klimaet igen anderledes efter man har passeret to bjergkæder. I Galicien er det Atlanterhavs klima og det regner oftere end i resten af Spanien. Til gengæld er der lidt køligere og alt er friskt og frodigt. De store grus boulevarder dominerer ikke mere. Nu er der flere smallere stier og skov. Det er smukt på den aller smukkeste måde.
De billeder de andre lægger op på WhatsApp kan ikke vise det de oplever, men de kan give en idé om hvor flot der er.
Her i byen er der en ridder opvisning i morgen og henover weekenden. Det må jeg undersøge og spørge om i turist informationen. Det vil være godt at opleve noget specielt mens jeg er her i byen.
Fiskeafdelingen i supermarkedet. Det ser virkelig appetitligt ud. Der er selvfølgelig også en frugt-, slagter- og viktualie afdeling. De er ligeså appetitlige. Fisken er frisk og blank på skindet og det er et tegn på friskhed, uhmm.
Her er et udvalg af de andres flotte billeder.
Ponferrada til Camponaray
I mange byer er der skulpturer som denne. Her i byen har jeg talt syv. Den her, tror jeg, er inspireret af Suzuki metoden, som er violin undervisning for børn helt ned til seks syv år gamle. Tanken er at ved at starte så tidligt bliver det som når man lærer at tale. Man skal øve hver dag og gå til undervisning et par gange om ugen. Derudover arrangeres der små private koncerter, hvor selv de små spiller for et publikum. Det er en god metode der også bruges til klaverundervisning og de som har lært at spille på den måde bliver ofte de allerbedste.
Sol over byen og mørke skyer i baggrunden. Vejret er svært at forudsige fordi vi er mellem to bjerg rygge. I går sidst på eftermiddagen tordnede det, men der kom ingen regn i Ponferrada.
Dejligt at se vejviseren her til morgen. Så har jeg også gået på caminoen i dag. Det er vigtigt at se det positive der er.
Billedet nedenunder er i retning af hvor de andre kommer ned. Med de skyer tror jeg det har været koldt her til morgen.
Det var en kort tur med bussen i dag kun 7 km. Vi kom aldrig rigtig ud af byen, det var en række sammenhængende byer, som fra Østerbro gennem Hellerup.
Tjek ind var allerede ved middagstid, så jeg nåede en kop kaffe og nu ligger jeg på langs og venter på de andre skal komme.
Flotte billeder her fra Cruz de Fer. I dag går de 36 km og det er en meget flot tur. De kommer helt op i 1.511 meter og med 441 højdemeter er det også en hård tur i dag. Til gengæld skal de ned med næsten 1.400 højdemeter. Temperaturen er op til 30 grader men med let skydække.
I dag kom de ret sent. Kedelig tur langs vejen det meste af dagen. Tørt og varmt.
Imens var jeg ankommet til vores logi allerede om formiddagen. Det var muligt at tjekke ind klokken 11, så det gjorde jeg selvfølgelig. Så var der god tid til et bad og tøjvask. Der var også tid til at ligge vandret i to til tre timer. Det var rigtig godt for min fod og hævelsen lagde sig.
I god tid satte jeg mig ned i caféen og fik noget at drikke mens jeg ventede på at de skulle komme. Der var tid til at læse avisen og jeg er overrasket over hvor meget jeg kan forstå. Når man kender konteksten for artiklen kan meget udledes med kendskab til fransk. Engelsk, tysk og dansk hjælper også…
Mange er blevet vaccineret i Spanien, så det værste pres på testcenter og hospitaler er overstået i denne omgang. I artiklen var også en appel til at dæmpe frygten. Stadigvæk bruger næsten alle mundbind på gaden, i bilen – når de er alene! og på cykel. Når man som pilgrim møder spanierne på gaden er der mange som går langt uden om os eller nøjes med at presse mundbindet ind mod munden.
Den første der ankom var Mathilde. Hun så frisk ud og fik straks en Radler. Det er en øl med mindre alkohol og lemonade. Det kan jeg også godt lide. Det er forfriskende i varmen.
Den næste var Louis og så Jean-Paul og til sidst Vincent og Bernard. De fik alle en Sangria – vi er jo i Spanien 🏖️
Igen en dejlig aften i godt selskab. Der var ingen pilgrimsmenu, men vi spiste godt alligevel. Bagefter fik vi alle is, Magnum.
Vi havde ét værelse til os alle seks og det var meget lille. Samtidig vendte det ud mig gaden og for ikke at dø af kulilteforgiftning var vinduet åbent. Ilt mængden har dog været meget lav for alle sov hurtigt.
Bernard og Vincent var først oppe, som vanligt ved halv-firetiden. Bagefter Jean-Paul og til sidst de små. Det er jo et fint hensyn til de ældre pilgrimme. Det kan være svært for psyken hvis man allerede inden morgenmaden er blevet overhalet 😊