Dejlig dag med afslapning og indkøb af proviant til i morgen. Fra morgenstunden rykkede jeg fra det kommunale herberg til et lidt bedre herberg tættere på pisten.

Her sidder jeg udenfor herberget og slapper af, får en kop kaffe og opdaterer bloggen. Så er der en som efterlader sin Border Collie lige hvor jeg sidder. Kort efter lægger den sig lige op af mig 😊

Den måtte jeg selvfølgelig have et billede af.

Her er hele slænget samlet igen. Fra venstre Bernard, Louis, Anna (Holland på cykel), moi, Bernard og Vincent.

Bernard spiste på herberget, så det endte med at Louis, Chantal og jeg spiste i restauranten, hvor vi overnattede. Chantal er et nyt bekendtskab. Hun fortalte at hun havde “forladt” mand og børn for at bruge en lille uge på caminoen alene.

Mens vi spiste kom Anna, cyklisten fra Holland, og spiste lidt mad også. Derfra gik vi så tilbage til restauranten nedenfor. Der var flere af dem jeg har fulgtes med i flere uger. Mange af dem stopper her for denne gang.

Jeg gik tidligt lige efter klokken 22. Fredag nat sov jeg ikke så meget. Det var koldt og der var meget larm.

En hård dag på jobbet. Op klokken 5 og afsted klokken 6. Det støvregnede og det var fint for det var lunt fra morgenstunden og også lummert.

I går var der nogen som talte om 37 grader og så er det bare om at komme afsted i en fart. Det er turens længste etape på 40 km og selv om formen er god er det alligevel en stor mundfuld.

På så lang en dag skal jeg gå alene og være fokuseret for ikke at få ondt af mig selv. Det er også vigtigt med mange kilometer tidligt – det styrker moralen.

Palombiéres er en rovfugl og det er en advarsel. Ifølge Pierre er det dog mest i oktober, november at den kan være farlig, hvorfor den er farlig ved jeg ikke.

Pierre mødte jeg på vejen og vi fulgtes et stykke. Han har selv gået mange camino’er, både i Frankrig og i Spanien. Ofte både forår og efterår, altså to gange årligt. Når han går sin morgentur tager han tit naboens hund med, fordi den ellers bliver lidt for tyk.

Pierre har lavet figuren sammen med lokale spejdere. Der er også en bænk dér hvor vi står. Da vi kom var Louis her allerede og da de begyndte at tale sammen gik jeg videre. Det gælder om at fortsætte mens det går fint og få endnu flere kilometer under fødderne. Louis skal fire km længere end jeg i dag.

Han er et konkurrence menneske, men et tungt vedholdende tråd kunne han alligevel ikke klare sig imod. Nogle kilometer senere begyndte solen at skinne og dér sad Jean så med solcremen. Ham så jeg først igen på herberget efter jeg havde været i bad. Ungdommen, de har ingen stamina 👣

Heroppe på toppen holder jeg mit første hvil. Det bliver kort, fordi kort kommer der en traktor kørende. Det bliver også den eneste pause i dag. Her har jeg gået omkring 25 km, så det begynder at kunne mærkes i benene. Der er meget flot her og det styrker moralen.

Husene i Baskerlandet er virkelig flotte. Med alle blomsterne, de gør rigtig meget ud af det, er det smukt med alt det grønne som bagtæppe. Departementet her er Haute Atlantique og der er langt mellem husene, men dem man møder hilser venligt og har altid en lille kommentar. Man føler sig velkommen!

Der var engang en café her, men selvom døren var åben og der var en bardisk kunne man ikke købe noget. Hurtigt videre inden benene syrer til.

Endelig fremme og sikke et sted. Marie er værtinde her og huset er fantastisk flot. Hun købte det for ét år siden og har sat det i stand fra top til bund. Huset er selvfølgelig meget gammelt formentlig fra det 14. århundrede. Fundamentet kan dog godt være fra det 9. århundrede.

Huset er fyldt med gamle antikke møbler, som hun selv har købt. Herberget er først åbnet i år.

Det er som et luksus hotel. Hun fortalte om huset og dets historie. Hun tog os også med over i kapellet, hvor noget af det er helt lukket af. Det er det fordi der er nogle meget gamle ting i træ. Det er ikke en rigtig by, men det man i Frankrig kalder en Hameaux – her er der kun fire huse og kapellet. Det er kotyme her at de fire familier sørger for kapellet. Det blev dog understreger at det ikke lovmæssigt er sådan.

Jeg fik en fornemmelse af at der er lus i skindpelsen i det lille samfund. De andre vil ikke det samme som Marie.

Se billederne nedenfor hvor lækkert der er med en blanding af nyt og gammelt. Det oser af historie.

Endnu en gang tidligt afsted klokken 6. Den første del var på almindelig vej og derfor var det nemt at finde vej.

Det første billede er taget klokken 6.30 og det andet 7.30. Det bliver tidligere mørkt, men endnu vigtigere så er vi nu 600 km længere vestpå i samme tidszone. Det vil have endnu større betydning i Spanien, men der er afmærkningen bedre end her.

Der er en lang dag foran uden mange kaffe-steder, så det er om at tilbagelægge flest mulige kilometer hurtigst mulig inden det bliver for varmt.

Der er god fart og det er overskyet og en behagelig temperatur. Pludselig er der en bil foran, som kører ind til venstre og en dame styrter ud og beder mig om at følge med hende tilbage hvor jeg kom fra – altså ikke særlig langt. Så ser jeg køerne komme imod os. Hun fortæller at den ene skal kælve. Alle kommer ind og faren hjælper til mens sønnen kører bilen frem. De virker stressede og sønnen får et møgfald af sin far. Forældrene kører hurtigt videre formentlig til dyrlægen.

Efter 15 km er det tid til et hurtigt stop. Der er to allerede ved en kilde med drikkevand. De har sovet i bivuak så de skal gennem vaskehallen. Hun, med langt hår, får det vasket og vi andre får koldt vand i hovedet og dejligt vand at drikke. Efter kort tid ankommer Louis. Han har sovet i et kapel og rigtig dårligt, så han er startet 5.30.

Så kan jeg tale engelsk og det er jo ikke så dårligt.

Endnu en meget gammel by blandt de smukkeste i Frankrig. Den er bygget som en ellipseformet fæstning.

Det første sted jeg kommer til er en restaurant med udendørs servering. Her finder jeg Sophie, Juliette, Jeanne og den sidste pige der fik et lift så hun kunne købe nye vandresko. Hun fortalte at han der gav hende et lift havde kørt hende til en by hvor hun kunne købe sine sko. Bagefter havde han kørt hende til den by hvor de tre andre var gået til. Så de var atter samlet. Den slags er bare gode oplevelser og en stor del af glæden ved at gå hernede.

Nu var det så Jeanne som havde udfordringer med vabler. Hun kunne bedre passe mine badesandaler, så dem fik hun på betingelse af at jeg måtte tage et billede. De skulle alligevel smides ud i Saint Jean Pied de Port, når jeg havde købt nogle nye. De var heller særlig lækre mere og de lugtede fælt.

Næste overnatningssted her i Navarrenx er også et donativo. Det er Véronique som er vært her. Det er vegetarisk og det smagte rigtig godt. Det var hendes fødselsdag dagen efter, så vi fik en kir med kastanje aperitif. Det var meget varmt, så vi sad udenfor med udsigt til Pyrenæerne.

Véronique skulle sammen med sin søster til toppen af Pyrenæerne dagen efter. Hun ville gerne op til et stort kors der er lige før grænsen til Spanien. Jeg tager et billede til bloggen deroppe.

Stenene maler hun selv i hånden. De er meget flotte.

Her er faciliteterne også meget lækre og der er rent over det hele.

I dag var jeg meget tidlig oppe. Uret sat til 5.00, hurtig morgenmad og afsted klokken 5.30.

I går havde jeg undersøgt hvilken vej jeg skulle gå for at komme ud af byen. Det er ikke så heldigt hvis man går forkert og slet ikke i mørket inden man rigtig er kommet på sporet. Lygten i mobilen blev også testet. Halvanden time og kun 7 procent brugt af batteriet, det er fint!

Afhængig af terrænet skal man dog være meget omhyggelig. Det gik fint og jeg tilbagelagde rigtig mange km uden at der var hverken kaffe eller croissanter, desværre. Først efter 17 km holdt jeg en pause. Yoghurt, banan, abrikos og kiks. Medens jeg hvilede benene kom fire piger gående. Den ene i strømpesokker fordi hun havde fået en eller flere vabler. De spurgte mig om jeg vidste hvor de kunne finde en sportsbutik? Desværre er der ikke rigtig nogle butikker i dette område og der er jo også langt mellem café’erne. De gik videre.

Det gjorde jeg også et stykke tid efter og det var så der jeg fik en god idé. Måske jeg kunne slippe af med mine sandaler fra caminoen i 2019 og samtidig gøre en god gerning. Jeg satte mere fart på og indhentede dem ikke…de var gået lidt i den forkerte retning og var nu bagved, så jeg ventede.

Mens jeg ventede kom en bil mod dem, som de stoppede for at høre om den uheldige kunne få et lift tilbage til den by jeg kom fra. Det kunne hun ikke og så måtte jeg vide hvilken størrelse hun bruger. Hun prøvede den og det var et godt alternativ indtil hun kunne nogle nye. Men midt i det hele kommer ham i bilen tilbage. Hun kan godt få et lift.

Det er virkelig essensen af caminoen. Caminoen giver hvad man har brug for, når man har brug for det. Det har jeg jo selv oplevet på denne tur 😀

I Frankrig har de mange mindesten for første- og anden verdenskrig og meget mere. Den her sten falder dog i en anden kategori. Det er en mindesten til minde om et 24-timers cykelløb i 1995.

Her er de tre overlevende piger. Fra venstre Jeanne, Sophie og Juliette. Sophie har også gået fra Le Puy, m’en de tre andre er lige startet i dag og de skal gå i fem dage. Det bliver hårdt uden forberedelse og træning. Og nye sko som ikke er gået til bliver helt sikkert en udfordring. Så er det godt de bor i Bordeaux.

Endelig fremme men klokken er heller ikke mere end 12. Det er stadig overskyet og behageligt. Det er også første mulighed for en kop kaffe efter 30 km. De går videre og jeg finder hurtigt mit overnatningssted, som er åbent når man kommer. Det betyder at man går ind forbi de gøende hunde og lister lidt rundt indtil man er helt sikker. Det er nusset og småbeskidt, men jeg bruger tiden til at får vasket alt. Sandaler, sovepose, begge par shorts og så det sædvanlige. Alt er forlængst tørt i varmen. Solen har skinnet siden jeg kom og det er meget varmt nu, 30+. Det bliver det også i morgen, så jeg skal tidligt afsted.

Jeanne, Sophie og Juliette er i samme by Navarrenx, som jeg er og det bliver spændende at høre hvordan det går hvis jeg ser dem. De fleste af de andre kendinge overnatter også i samme by.

Godt med noget næringsrig kost. Det er nogle hårde dage med lange dags etaper.

Op klokken 6 og ud af værelset uden at larme for meget. I selve kapellet er det muligt at pakke rygsækken ordentligt inden afgang.

Der var også tid til morgenmad. Juice, te, ristet brød og yoghurt. Og så var der lige en frokostpakke med en banan, en sandwich, franske kartofler. Det er rigtig dejligt fordi der er ikke noget de første 14 km. Det er også mandag og franskmændende har en dårlig vane med at holde lukket om mandagen.

Så ud af døren alt vel og se hvad der mødte mig da jeg trådte ud.

Så er jeg halvvejs og det var en nitte. En lille bager var åben med en gammel dame med krum ryg. Hun var glad for at se os og jeg købte en croissant og en flaske vand. Croissant’en var daggammel men hvis ikke der er andet, så går det også. På det her tidspunkt er der meget varmt og solen skinner fra en skyfri himmel.

Endelig et sted med forfriskninger. Nu har jeg så gået 21 km til Pimbo, så det er tid til en længere pause. Jeg får selskab og efter en times tid går jeg videre.

Nu er det kogende varmt og der er absolut ingen skygge. Der er syv km til mål og nu er det bare at bide tænderne sammen og komme videre. Det går fint og endelig kan jeg se byskiltet.

I dag var jeg meget træt så i morgen går jeg meget tidligt for at undgå varmen.

Der går fremad og nu med stor fart, ikke som fætteren nedenunder. De næste etaper bliver lange, så på fredag er jeg i Saint Jean Pied de Port. Derfra over Pyrenæerne til Roncevaux (fransk) / Roncevalles (spansk) og dér slutter Camino Via Podiensis. Næste camino er Camino Frances som slutter i Santiago de Compostella.

Det er svært at beskrive de følelser man har en morgen med denne udsigt, ren luft og stilhed. Det gør noget godt for krop og sjæl.

Her i Lelin Lapujolle var der samling efter vi er lidt mere end halvvejs på dagens etape. God kaffe og lækre kager til gode priser. Herfra gik jeg resten af dagen med Louis til Aire l’Adour. Det var fint – han taler engelsk så kunne jeg pjække i mundtligt fransk om eftermiddagen. Det er på lånt tid for det vælter ind med franskmænd på herberget.

Nu er vi i et nyt departement Les Landes, men det er kun til i morgen hvor vi kommer tilbage til Haute Pyrenæerne.

Da vi nåede frem til Aire sur l’Adour var klokken kun 13, så vi spiste en god frokost inden vi fandt hvert vores overnatningssted. Navnet på byen betyder området ved Adour floden. Mange byer på den tur jeg er gået har navne efter floder eller områder indenfor et departement. Eksempelvis Le Puy en Velay hvor le Puy er bynavnet og byen ligger i Velay.

Her skal jeg bo i nat. Det er et kapel som ligger overfor en meget gammel kirke. Billederne af kirken er længere nede.

Kirken hedder Sainte Quitterie og den har en lang og spændende historie. Den er naturligvis også på UNESCOs verdensarvsliste.

Quitterie var en ung princesse der havde lovet sin dyd til gud. Hendes far lovede hende til en ung prins, men hun nægtede. Hun var nødt til at flygte og søgte beskyttelse i området Aire sur l’Adour. Den tilkommende prins fandt hende dog og hun fik en hurtig død den 22. maj 477. Hun blev halshugget.

Ðér hvor hendes hovede ramte jorden åbenbarede sig en kilde og to engle sagde til manden, at han skulle tage hovedet og bringe det til en sarkofag. Sarkofagen befandt sig der hvor kirken nu står.

Sainte Quitterie kirken beskytter Gascogne, de mange kilder i området og hellige steder. I kirkens krypte fandtes relikvier fra princesse frem til det 16. århundrede. Netop i det 16. århundrede blev den nuværende kirke og kloster bygget dér hvor der var et gammelt romersk mausoleum. Kirken er bygget i både romersk og gotisk stil og ligner derfor ikke de andre kirker i området.