Camino Via Podensies 2021

I nat har vi boet på noget lidt bedre end et albergue (herberg), så der er tjek ud senest klokken 12. Perfekt, så kan jeg komme på apoteket, spise morgenmad og finde ud af hvordan jeg kommer hen til næste destination, hvor der er reserveret til fem.

Dejligt at sove lidt længere. Det første er at komme på apoteket for at hente min medicin. Det går fint selv med en øm fod. De åbner klokken 9.30 så det er fint. Jeg køber også klorhexidin til ‘boblerne’ på højre fod. Der er ikke brug for flere infektioner lige nu.

Så morgenmad og de første piller kan komme indenbords. Tilbage på albergue’t og pakke mine ting og så en tur forbi receptionen for at høre hvilke muligheder jeg har for at komme til næste destination. Hun er meget hjælpsom og finder hurtigt en bus der kan køre mig derhen. Så skal jeg have rygsækken på og gå knap to kilometer, men det går også fint.

Billetten koster kun 3,50 euro for en tur der varer 45 minutter på landevejen. Det er godt nok billigt 👍

Næsten hele vejen kan jeg følge caminoen og det ser trist ud og solen bager. Det er også den historie de fortæller, da de er fremme sidst på eftermiddagen. En rigtig røvtur kan jeg høre.

Imens har jeg brugt tiden på at vaske det hele inklusiv rygsæk og hat. Så ville jeg gerne have spist frokost, men klokken er lige over 15 så nada comida ingen mad. Der er ikke noget som er åbent og det er rigtig dumt, fordi jeg skal spise mad sammen med at jeg tager pillerne. Der er en lille købmand som åbner klokken 17, så der køber jeg et lille stykke appelsin kage og et brød. Ingen frugt men masser af slik.

Kagen fungerer og jeg kan endelig tage næste portion piller. Brødet jeg købte er så hårdt at det kan bruges som kasteskyts med fare for liv og lemmer hvis man er så uheldig at blive ramt.

Ved 6-tiden er det tid til apéro igen. Vincent og Bernard har allerede indtaget den første sangria til frokost, men så gik de også med hovedet mod hinanden for ikke at falde. Hver sin egen camino 😊

Byen har trods sin størrelse mange meget gode restauranter. Vores vært fortæller at det er et historisk tilfælde, hvor flere familier har haft restaurant i generationer. De herberger jeg kender i byen er også af høj kvalitet.

Nå, men det var apero’en vi kom fra. Nu er de gået fra glas til kander. Mathilde drikker ikke så meget sangria og det gør jeg heller ikke når jeg tager medicin. Så tjeneren kommer med cola til mig, en panaché til Mathilde og en kande sangria til de sidste fire. Men der var bestilt to kander, så tjeneren må ind efter én mere.

Ved 8-tiden er det muligt at spise og det er meget velkomment. Der bliver opdækket et langt bord til syv fordi jeg har inviteret en tysker, Alexander, med nu. Han bor på samme albergue som os men taler kun tysk og engelsk. Han er lige startet i León og jeg tror han nyder at være sammen med nogen selvom han ikke kan deltage så meget i samtalen.

For første gang er det ikke en pilgrims menu vi spiser. Mathilde spiser næsten ingenting, så hun får en salat. Tre får blæksprutter – det er meget lækkert og en ret der bliver bedre og bedre efterhånden som vi nærmer os Santiago de Compostella. Bernard bestiller af ukendte grunde en pilgrims bøf med fritter. Fritterne har kun været i olie én gang og det er ikke nok.

Det er jo belgierne som har opfundet pomfritten. Når den var været i olien første gang skal den dryppe af og afkøles. Først efter endnu en tur i olien er den spiseklar.

Jean-Paul og jeg har bestilt torsk à’la Bilbao. Den er rygende varm og koger stadig da den rammer bordet foran mig. Den smager helt vidunderligt med flûtes til og efter det meste af torsken er indfanget og fortærret, må jeg bede om en ske. Det er også en fantastisk fiskesuppe, som jeg afslutter med.

Til sidst spiser vi hjemmelavet flan caramel. Den smager også fantastisk. Alt i alt en god aften.

Belært af erfaring har jeg sat en alarm til 21.45 da dørene lukkes klokken 22.

Vi når frem 21.50 og da står værten i døren og venter. Adgang til haven er lukket og dér er vores vasketøj. Så han må åbne og vi må tumle lidt rundt i mørket. Egentlig lidt mærkeligt fordi klokken jo ikke er 22 endnu.

Vincent kalder det et fængsel 😁

Endnu en tidlig morgen på camino’en. Vi tre var først ude og afsted klokken 5. Det var en lille smule køligt, men senere var det noget man kun kunne drømme om. Altså landskabet bestemt ikke temperaturen.

Det var en meget varm dag med helt op til 32 grader. Fuld sol lige fra solen stod op og resten af dagen. Det var meningen vi skulle spise morgenmad efter 13 km, men som så ofte før var alt lukket selv efter klokken 8, og så på en lørdag.

Næste by – Mansilla de las Mulas – blev der hvor vi kunne få en kop kaffe, brød og kage. Da havde vi allerede gået 19 km. Det var et rigtig dejligt sted, hvor vi kunne side i skygge i en have. Jeg kom sidst men det er meget normalt om morgenen.

Jeg er først på den store klinge, når kroppen er helt varm. Lige nu har jeg dog en lille skavank på min venstre fod. Derfor er jeg nødt til at sætte farten ned, men det er også helt fint. Hvis man ikke holder så mange og lange pauser kommer man alligevel frem i feltet. Den lille skavank bliver dog i løbet af dagen større.

Der er mange der går meget hurtigt og så efter en time så går jeg forbi dem mens de holder pause. Så ja, der er mange måder at gå Camino på. Sloganet hedder frit oversat, hver enkelt går sin egen Camino tur. Nogen sender deres bagage hver dag, nogen går hurtigt andre langsomt. Mange er på cykel, flere end jeg kan huske tilbage i 2019.

Så er der familierne med æsler og små børn, indtil videre har jeg kun set det i Frankrig. Der er ingen bestemt måde man skal gøre det på og vi kommer alle med det bedste vi har. Her er der ingen der skylder nogen noget og det er virkelig dejligt.

Vi går hver dag rundt i beskidte sko og sveder. Næste dag har vi et nyt sæt strømper, underbukser og t-shirt på. Og sådan går den ene dag efter den anden.

Der er ikke meget vand i floden og heller ikke i de andre floder resten af turen frem til León.

Ved Puente Villarente har vi gået 25 km og klokken er nu 11.30. Næste by er Arcahueja og der spiser de tre musketerer en hurtig frokost. Louis og Mathilde er forsvundet. Ingen har set dem.

Lørdag er den store indkøbsdag for spanierne. Der var kø ved slagteren. Der må kun være tre kunder i butikken af gangen, så de venter pænt udenfor.

Den sidste del af dagens etape fra Arcahueja til León 8,3 km, er hårde synes jeg. Det er virkelig varmt og jeg prøver at bruge mit håndklæde for at beskytte lægmusklerne og benene i det hele taget mod solen. Selv med en faktor 50 kan jeg mærke solen brænde på huden.

Alle er nu på plads og vi fået eget værelse til fem. Mathilde er stadig med. Vi bor lige ved Katedralen så det kan ikke være mere centralt.

Men først et bad, så tøjvask, et lille hvil på langs og lige nu sidder jeg med fødderne i koldt vand. Nu skal jeg op og ligge på langs indtil vi skal spise. Måske er det i dag vi skal spise en almindelig menu, pilgrimsmenuerne kan godt være lidt ensformige. Vi får se.

Det blev dog også en trist dag. Min fod var nu kraftigt hævet og det var meget ømt nederst på skinnebenet. Jeg havde fået en tube med creme der kan dulme smerterne. Den fik jeg af Jean-Paul. Endnu engang viser caminoen det bedste den har. For to dage siden var det Bernard som havde et støtte bind til min fod og nu en tube creme mod smerterne. The Camino provides !

I dag er det lørdag og Rådhuspladsen her i León er fyldt med spaniere. For mange er ferien ved at være slut. Léon er en meget stor by, jeg tror det er den største by på Camino Frances. Som alle de andre store byer er her også en fantastisk flot katedral. Det er imponerende hver gang man ser den næste katedral. Alle detaljerne og størrelsen. Når man tænker på hvor lang siden det er den blev bygget er det overvældende smukt.

Da de andre kommer har jeg været i bad og er ved at vaske tøj. Herefter ned at ligge vandret. Min fod er kraftigt hævet. Samtidig har jeg erhvervet mig tre ‘bobler‘ på min højre fod øverst. Det er formentlig en kombinations skade. Dobbelt øv 😥

Vincent og Bernard taler med familien derhjemme på WhatsApp. De er begge bedsteforældre – Bernard fire piger og Vincent to drenge, børnebørn.

Alle steder er booket så vi ender på det her hjørne i det vi kalder en turistfælde. Det ødelægger dog ikke stemningen, tværtimod.

Vi bestiller en kombinations menu med salat og en hovedret + vin og vand. Maden kommer hurtigt og vi begynder på salaten.

Vi har kun taget den første mundfuld, da hovedretten ankommer. Som man kan se på billedet er bordet ret lille, så der er ikke ret meget plads men ikke desto mindre bliver det sådan. Det skal gå hurtigt så de næste kunder kan komme til.

Pilgrimsmenuen er næsten altid forret, hovedret og dessert. Hovedretten er et valg mellem stegt kylling, oksekød eller fisk. Kylling og oksekød er et fladt stykke kød med en tykkelse på 5 mm. Det er godt med en bøf der er saignant altså rød i midten. Det er dog svært fordi den er så tynd. Bernard har så fået den rette beskrivelse på spansk. Bøffen på panden og 10 sekunder vend den og 10 sekunder senere er den klar.

Det fungerer godt og sådan bestiller vi også her. Men lige netop i dag er bøffen 15 mm tyk. Det forklarer hvorfor tjeneren spørg flere om vi vil have den stegt 10+10 sekunder!

Den smager dog fint alligevel, så alt er godt og endnu engang har vi noget at grine af.

Billedet ovenfor er nok det sidste, fordi jeg bliver nødt til at tage på skadestuen. Afsted ved ti-tiden i en taxa. Ind i modtagelsen og blive skrevet ind. Selvfølgelig med mundbind på, men ingen interesse for mit EU coronapas, hmmm 😷

Vi tager afsked og laver en aftale om min rygsæk og vasketøjet. Det er så ærgerligt og jeg er virkelig ked af at skulle afslutte turen på denne måde. Alle er kede af det 😥😥

Hurtigt kommer jeg ind og får et armbånd på med navn. Så bliver foden undersøgt og vi taler om hvordan det er sket. Kanyle i armen for at tage en blodprøve. Kanylen bliver siddende og jeg sendes igen ud i venteværelset, mens blodprøven analyseres. Det går ret hurtigt og diagnosen er cellulite en infektion.

Jeg får papirer med testresultatet og recepter på tre medikamenter. Tre piller tre gange om dagen i otte dage og besked om at jeg skal tage det roligt i nogle dage. Efter bare to timer er jeg på vej tilbage i en taxa.

Alle er vågne og venter. Dét er fantastisk. De skal op igen klokken 4.30 for at gå endnu en lang etape på 32 km, og så ligger de bare og venter på at jeg skal komme tilbage eller ringe og give besked. Det er så flot og jeg virkelig taknemmelig for den opbakning.

Vibe er selvfølgelig opdateret løbende. På vej tilbage ringer vi sammen igen. Selvfølgelig har Vibe forstået det jeg ikke selv kunne se. Vi har et fantastisk godt sammenhold og der er ingen grund til at ødelægge det ved at tage hjem, så tæt på målet.

Mere følger i morgen.

Dagens etape er lang så endnu engang tidligt op og afsted klokken 5. Det bliver en varm dag igen her på Meseta’en.

Da vi havde gået i bare 20 minutter begyndte det at regne. Heldigvis var Mathilde lige foran mig, så vi kunne hjælpe hinanden. Det er i sådan en situation man nemt kan tabe noget. Det er helt mørkt, en lille sti og så regn. Jeg måtte vende rundt efter 20 meter for at være helt sikker på jeg fik det hele med og ikke havde tabt noget.

Der er åbne lommer i siden af rygsækken, så man nemt og hurtigt kan finde praktiske ting og mad. Der kan være meget i sådan en lomme, men når man tager rygsækken af kan det nemt falde ud i mørket uden man opdager det.

Regnen holdt hurtigt op igen, så af med regnslaget og ned i en af lommerne. Så er det klar hvis det igen begynder at regne og ellers kan man pakke det væk, når det igen er lyst og man kan se skyerne.