Camponaray til Ponferrada

Jeg var oppe, ude af døren og med bussen lidt i otte. Det er en kort tur og lidt over otte var jeg igen tilbage i Ponferrada. Ikke mit højeste ønske, men desværre kommer det ikke til at ændre sig inden jeg skal hjem til fædrelandet igen.

I går lavede jeg en reservation for at være på den sikre side og da jeg kom var det alt for tidligt. På vejen fra bussen til albergue’t var jeg i supermarkedet for at handle ind. Det bedste for min fod er at jeg ligger ned så meget som muligt.

Det gjorde jeg så da jeg fik min egen seng i mit eget værelse (samme seng som for to dage siden). Faktisk var jeg sengeliggende helt frem til klokken 18.30. Det var godt.

For at få noget godt at spise var jeg henne på Plaza Virgin de la Encina. Inden jeg nåede helt derhen begyndte det at regne, men slalom mellem forskellige caféer fik mig helt frem uden at blive særlig våd. En god stor salat Niçoise og flûtes var lige hvad jeg havde brug for. Derefter tilbage i småregnen, ikke noget problem 🌧️

I albergue’t er der en spiseafdeling uden betjening. Altså kun medbragt mad. Min pose fra supermarkedet står i køleskabet. På den måde kunne jeg spise frokost uden at forlade albergue’t.

Landskampen kunne høres på La Liga på P3, så det skulle jeg selvfølgelig høre. Der sad også to tyskere og en ungarer. Ben, Christof og Dora, så satte jeg mig derhen. Christof kunne se kampen på sin mobil, så det var jo herligt.

De havde gået sammen næsten siden Saint Jean Pied de Port, det kunne man godt fornemme. De kendte hinanden godt og det er jo herligt. Det ér en meget positiv del af caminoen. Mange venskaber starter her.

De havde spillet kort mange gange så det skulle vi selvfølgelig også. Det var ikke et spil jeg kendte. 13 kort til hver og så lægger man efter tur et kort i en bunke med bagsiden opad. Det skal være es, 2, 3, 4, op til kongen. På ethvert tidspunkt kan man udfordre og hvis der er snydt tager svindleren bunken og man begynder forfra. Hvis man når helt op til kongen tages kortene ud af spillet.

Ben fortalte at han kun havde en gammel mobiltelefon, altså IKKE en smartphone. Han havde kun sin mors nummer. Han havde valgt ikke at få nogen input ude fra den store verden, mens han var på caminoen. En lidt mere ekstrem grad af hvad jeg gjorde i 2019. Christof havde en smartphone kun fordi han efter sin vaccination (Astrazeneca), havde en udfordring med sit hjerte. En app på hans mobil kunne monitorere hans hjerte, så hvis der sker en forværring kan han reagere med det samme.

Det er godt jeg har gået Camino Frances før. Det er den flotteste del af turen mod Santiago der starter ved Cruz de Ferro – Jernkorset. Omkring 40 kilometer fra Ponferrada går man ind i den sidste region, Galicien. Her er klimaet igen anderledes efter man har passeret to bjergkæder. I Galicien er det Atlanterhavs klima og det regner oftere end i resten af Spanien. Til gengæld er der lidt køligere og alt er friskt og frodigt. De store grus boulevarder dominerer ikke mere. Nu er der flere smallere stier og skov. Det er smukt på den aller smukkeste måde.

De billeder de andre lægger op på WhatsApp kan ikke vise det de oplever, men de kan give en idé om hvor flot der er.

Her i byen er der en ridder opvisning i morgen og henover weekenden. Det må jeg undersøge og spørge om i turist informationen. Det vil være godt at opleve noget specielt mens jeg er her i byen.

Fiskeafdelingen i supermarkedet. Det ser virkelig appetitligt ud. Der er selvfølgelig også en frugt-, slagter- og viktualie afdeling. De er ligeså appetitlige. Fisken er frisk og blank på skindet og det er et tegn på friskhed, uhmm.

Her er et udvalg af de andres flotte billeder.