Centralt beliggende i udkanten af den gamle by, kun 200 meter fra Tempelridder borgen. Huset ligger i et roligt kvarter i god afstand til caminoen, så der er ikke mange turister. Der må påregnes ekstra udgifter til renovering udover købesummen.

Her er mit gode sted til morgen kaffen. Det er her de lokale kommer og nu har jeg været flere gange, så jeg er blevet et kendt ansigt 😀

Men nu til noget helt andet. Jeg fandt dette fantastiske sted på min vej mod en boghandler. Det er intet mindre end et Jamoneria.

Stedet har det flotte navn Jamonizate og er ejet af Javier del Río. Det var ham selv der ekspederede og jeg tror han vidste jeg kom. Han var lige præcis blevet færdig med denne fine anretning, som blev vakuumpakket med det samme.

Den skinke smager så himmelsk godt, så englene synger 😇 Brød skulle jeg også have og så pegede han over på den anden side af gaden. Dér er der brød, der er lidt bedre end det sædvanlige.

Brød er ellers ikke deres særlige styrke her i Spanien, men butikken her er undtagelsen. Franskmændende er bedre til brød – og meget andet i køkkenet – og selvfølgelig er belgierne stærke i alt der har med køkken at gøre (hvis nu Vincent og Bernard skulle læse bloggen en dag 😁).

Lige til højre i billedet kan man ane navnet på en restaurant Pizzeria Trastevere. Restauranten har været der siden 1984. Den ligger i Carballo familiens palæ. Carballo familien er evige herskere i Ponferrada og herremænd i San Miguel de Langre.

I palæets gård er de eneste bevarede rester af Ponferrada’s oprindelige bymur.

Bymurene er oprindeligt fra 1249 og de blev rekonstrueret med kongelige privilegier givet af kong Juan II (1454), dronning Juana (1505) og kong Carlos I (1538).

I slutningen af ​​1700-tallet var en stor del af bymurene stadig bevaret, men på grund af byens vækst og manglende vedligeholdelse forsvandt bymurene i Ponferrada.

Denne del af muren var undtagelsen, og den er nu en del af familien Carballo’s palæ. Palæet og muren er forbundet med den eneste bevarede byport kaldet “Arco de las Eras”, i dag kendt som “Urets tårn”.

Flere billeder af Tempelridder borgen.

Det var fire noveller på engelsk i boghandlen og nu er der tre tilbage.

Her er dagens næring til maven og hovedet. Så skal jeg have en salat i aften og så er endnu en dag gået. Foden har det meget bedre og det er det vigtigste lige nu. Der er penicillin til og med søndag og som det ser ud nu håber jeg, jeg kan gå dem i møde.

Det blev ikke til en salat. Jeg ville prøve at finde et andet sted, men det var svært fordi de først åbner 20.30 for middagsgæster. Det synes jeg blev for sent. I stedet var jeg i supermarkedet og tilbage med indkøbene. Nu har jeg hvad jeg skal bruge frem til lørdag morgen. Mere yoghurt, frugt og vand.

Så hentede jeg min bog og fandt et sted lige ved siden af. Det var et pizzeria og der sad såmænd en af de nye fra værelset.

Adrian er fra de Kanariske øer og bor på Tenerife. Han ville gerne øve sit engelsk og jeg ville gerne slappe af rent sprogmæssigt. Så engelsk passede fint. Adrian gik den Camino der hedder Portugues sidste år. Det var han så begejstret for, at han nu er kommet til Ponferrada for at gå til Santiago.

Han spurgte på et tidspunkt om jeg havde nogen børn. Da han hørte svaret kiggede han lidt overrasket…og så sagde han…du ligner en på 40 😁 Først troede jeg at jeg havde glemt at fjerne masken, men vi spiste jo så den havde jeg selvfølgelig ikke på. Sikke en dejlig aften 😀

De andre i gruppen laver en reservation i Santiago til mandag, altså én dag tidligere end ellers planlagt og om alt går vel kan vi gå de sidste kilometer sammen. Det kunne være rigtig sjovt for os alle sammen.

Dagens udvalg af billeder fra caminoen.

Jeg var oppe, ude af døren og med bussen lidt i otte. Det er en kort tur og lidt over otte var jeg igen tilbage i Ponferrada. Ikke mit højeste ønske, men desværre kommer det ikke til at ændre sig inden jeg skal hjem til fædrelandet igen.

I går lavede jeg en reservation for at være på den sikre side og da jeg kom var det alt for tidligt. På vejen fra bussen til albergue’t var jeg i supermarkedet for at handle ind. Det bedste for min fod er at jeg ligger ned så meget som muligt.

Det gjorde jeg så da jeg fik min egen seng i mit eget værelse (samme seng som for to dage siden). Faktisk var jeg sengeliggende helt frem til klokken 18.30. Det var godt.

For at få noget godt at spise var jeg henne på Plaza Virgin de la Encina. Inden jeg nåede helt derhen begyndte det at regne, men slalom mellem forskellige caféer fik mig helt frem uden at blive særlig våd. En god stor salat Niçoise og flûtes var lige hvad jeg havde brug for. Derefter tilbage i småregnen, ikke noget problem 🌧️

I albergue’t er der en spiseafdeling uden betjening. Altså kun medbragt mad. Min pose fra supermarkedet står i køleskabet. På den måde kunne jeg spise frokost uden at forlade albergue’t.

Landskampen kunne høres på La Liga på P3, så det skulle jeg selvfølgelig høre. Der sad også to tyskere og en ungarer. Ben, Christof og Dora, så satte jeg mig derhen. Christof kunne se kampen på sin mobil, så det var jo herligt.

De havde gået sammen næsten siden Saint Jean Pied de Port, det kunne man godt fornemme. De kendte hinanden godt og det er jo herligt. Det ér en meget positiv del af caminoen. Mange venskaber starter her.

De havde spillet kort mange gange så det skulle vi selvfølgelig også. Det var ikke et spil jeg kendte. 13 kort til hver og så lægger man efter tur et kort i en bunke med bagsiden opad. Det skal være es, 2, 3, 4, op til kongen. På ethvert tidspunkt kan man udfordre og hvis der er snydt tager svindleren bunken og man begynder forfra. Hvis man når helt op til kongen tages kortene ud af spillet.

Ben fortalte at han kun havde en gammel mobiltelefon, altså IKKE en smartphone. Han havde kun sin mors nummer. Han havde valgt ikke at få nogen input ude fra den store verden, mens han var på caminoen. En lidt mere ekstrem grad af hvad jeg gjorde i 2019. Christof havde en smartphone kun fordi han efter sin vaccination (Astrazeneca), havde en udfordring med sit hjerte. En app på hans mobil kunne monitorere hans hjerte, så hvis der sker en forværring kan han reagere med det samme.

Det er godt jeg har gået Camino Frances før. Det er den flotteste del af turen mod Santiago der starter ved Cruz de Ferro – Jernkorset. Omkring 40 kilometer fra Ponferrada går man ind i den sidste region, Galicien. Her er klimaet igen anderledes efter man har passeret to bjergkæder. I Galicien er det Atlanterhavs klima og det regner oftere end i resten af Spanien. Til gengæld er der lidt køligere og alt er friskt og frodigt. De store grus boulevarder dominerer ikke mere. Nu er der flere smallere stier og skov. Det er smukt på den aller smukkeste måde.

De billeder de andre lægger op på WhatsApp kan ikke vise det de oplever, men de kan give en idé om hvor flot der er.

Her i byen er der en ridder opvisning i morgen og henover weekenden. Det må jeg undersøge og spørge om i turist informationen. Det vil være godt at opleve noget specielt mens jeg er her i byen.

Fiskeafdelingen i supermarkedet. Det ser virkelig appetitligt ud. Der er selvfølgelig også en frugt-, slagter- og viktualie afdeling. De er ligeså appetitlige. Fisken er frisk og blank på skindet og det er et tegn på friskhed, uhmm.

Her er et udvalg af de andres flotte billeder.

I mange byer er der skulpturer som denne. Her i byen har jeg talt syv. Den her, tror jeg, er inspireret af Suzuki metoden, som er violin undervisning for børn helt ned til seks syv år gamle. Tanken er at ved at starte så tidligt bliver det som når man lærer at tale. Man skal øve hver dag og gå til undervisning et par gange om ugen. Derudover arrangeres der små private koncerter, hvor selv de små spiller for et publikum. Det er en god metode der også bruges til klaverundervisning og de som har lært at spille på den måde bliver ofte de allerbedste.

Sol over byen og mørke skyer i baggrunden. Vejret er svært at forudsige fordi vi er mellem to bjerg rygge. I går sidst på eftermiddagen tordnede det, men der kom ingen regn i Ponferrada.

Dejligt at se vejviseren her til morgen. Så har jeg også gået på caminoen i dag. Det er vigtigt at se det positive der er.

Billedet nedenunder er i retning af hvor de andre kommer ned. Med de skyer tror jeg det har været koldt her til morgen.

Det var en kort tur med bussen i dag kun 7 km. Vi kom aldrig rigtig ud af byen, det var en række sammenhængende byer, som fra Østerbro gennem Hellerup.

Tjek ind var allerede ved middagstid, så jeg nåede en kop kaffe og nu ligger jeg på langs og venter på de andre skal komme.

Flotte billeder her fra Cruz de Fer. I dag går de 36 km og det er en meget flot tur. De kommer helt op i 1.511 meter og med 441 højdemeter er det også en hård tur i dag. Til gengæld skal de ned med næsten 1.400 højdemeter. Temperaturen er op til 30 grader men med let skydække.

I dag kom de ret sent. Kedelig tur langs vejen det meste af dagen. Tørt og varmt.

Imens var jeg ankommet til vores logi allerede om formiddagen. Det var muligt at tjekke ind klokken 11, så det gjorde jeg selvfølgelig. Så var der god tid til et bad og tøjvask. Der var også tid til at ligge vandret i to til tre timer. Det var rigtig godt for min fod og hævelsen lagde sig.

I god tid satte jeg mig ned i caféen og fik noget at drikke mens jeg ventede på at de skulle komme. Der var tid til at læse avisen og jeg er overrasket over hvor meget jeg kan forstå. Når man kender konteksten for artiklen kan meget udledes med kendskab til fransk. Engelsk, tysk og dansk hjælper også…

Mange er blevet vaccineret i Spanien, så det værste pres på testcenter og hospitaler er overstået i denne omgang. I artiklen var også en appel til at dæmpe frygten. Stadigvæk bruger næsten alle mundbind på gaden, i bilen – når de er alene! og på cykel. Når man som pilgrim møder spanierne på gaden er der mange som går langt uden om os eller nøjes med at presse mundbindet ind mod munden.

Den første der ankom var Mathilde. Hun så frisk ud og fik straks en Radler. Det er en øl med mindre alkohol og lemonade. Det kan jeg også godt lide. Det er forfriskende i varmen.

Den næste var Louis og så Jean-Paul og til sidst Vincent og Bernard. De fik alle en Sangria – vi er jo i Spanien 🏖️

Igen en dejlig aften i godt selskab. Der var ingen pilgrimsmenu, men vi spiste godt alligevel. Bagefter fik vi alle is, Magnum.

Vi havde ét værelse til os alle seks og det var meget lille. Samtidig vendte det ud mig gaden og for ikke at dø af kulilteforgiftning var vinduet åbent. Ilt mængden har dog været meget lav for alle sov hurtigt.

Bernard og Vincent var først oppe, som vanligt ved halv-firetiden. Bagefter Jean-Paul og til sidst de små. Det er jo et fint hensyn til de ældre pilgrimme. Det kan være svært for psyken hvis man allerede inden morgenmaden er blevet overhalet 😊

Her er en række billeder som Mathilde og Louis har taget i løbet af dagen. Det er en meget krævende etape der stiger fra det laveste punkt 820 meter til 1.437 meter. Der er over 900 højdemeter! Samtidig har de valgt at gå 43 km, så de må være meget trætte her til aften.

Her er billeder fra Astorga, som er en meget flot og gammel by. Det er også her det for alvor begynder at gå op igen efter Meseta’en og det gør det så hele vejen til deres mål i byen Foncebadon. Det er ikke en rigtig by mere. Den har kun sin berettigelse fordi den ligger på camino’en og der er kun herberger og caféer.

I morgen går det igen opad i fem, seks kilometer og derefter er resten ned ad bakke. De første kilometer kommer de forbi Croix de Fer – Jernkorset. Det er meget stort og det er dér man smider sin sten i bunken som alle de andre også gør. Stenen har man med hjemmefra og med stenen smider man alt det dårlige man har samlet op i sit liv. Bunken er meget stor og jeg er sikker på der er et billede i morgen.

Det er også her tre, fire kilometer længere fremme man støder på Manjarin. Ikke en by men blot en hytte. Billederne tager de i morgen på vej forbi. Det er en helt særlig historie.

Her er mine billeder taget fra bussen. Vi kører igennem Astorga men jeg har ikke mulighed for at tage billeder af selve byen fra bussen. Det var en meget stejl nedkørsel efterfulgt af en kraftig stigning.

Albergue Guiana Hostel er nærmest som et hotel. Det er flot, der er masser af plads, sengene knirker ikke og så er alle faciliteterne tip top i orden.

I kælderen er der gør-det-selv cykelværksted, bordtennis og billard, vaskemaskine/tørretumbler.

Der er elevator og normalt er der også morgenmads buffet, men… COVID-19 👎

I dag brugte jeg tiden til at blive klippet og så spiste jeg en god salat til frokost. Der er brug for vitaminer og noget i maven, så medicinen kan virke og betændelsen blive bekæmpet.

Ind til videre skal foden have mest mulig ro. Det er jo drøn ærgeligt fordi benene har det fantastisk godt. Tålmodighed og så krydser jeg fingre for at det er muligt at gå lidt igen. Rygsækken kan jeg sende, det er der mange der gør. Men den højeste prioritet er at kunne gå sammen med de andre ind i Santiago de Compostella. Ind igennem den gamle by hele vejen indtil man går gennem den sidste port til pladsen foran katedralen.

Efter frisøren gik jeg hjem og på vejen tilbage handlede jeg lidt frugt, kiks og vand. Resten af dagen på langs, da var min fod igen hævet så der skal være mere ro.