På Meseta’en går man stort lige ud hele vejen. Det er fladt og tørt. Om morgenen er det koldt og når solen står op og klokken er ved at være ni, så brænder den allerede. Der skal virkelig bruges meget solcreme og med min frisure skal man have en hat for ikke at få solstik.

I dag levede Meseta’en op til det hele. Først efter 19 km fik jeg morgenmad. Det var lang tid uden noget ordentligt at spise. Der var ellers, ifølge de informationer man ser i app’en, flere muligheder undervejs. Specielt efter 13 km da klokken var 8 havde jeg regnet med at noget var åbent.

Her i Villalcázar de Sirga klokken otte håbede jeg på morgenmad. Det er ikke en helt lille by og der var både butik og tre caféer. Det er så en spansk soveby.

De er jo allesammen ramt af et lavt antal pilgrimme i år. Det er efter et virkelig dårligt år i 2020. Alligevel mangler her Ikke opbakning til os pilgrimme. Alle hilser pænt med buen camino, hola eller buenas diaz. Caminoen har en enorm betydning for Spanien’s økonomi og især her i Nordspanien. Alt dette tilsammen er med til at gøre en pilgrimstur til noget helt særligt. Man føler sig velkommen.

Endelig tid til morgenmad. Her i Carrión de los Condes er der et stort udvalg af caféer og butikker. Der er nu tilbagelagt 19 km. Herefter er der 17 km hvor der ikke er en eneste by, hvor man kan købe noget eller være i skygge. Det er hårdt når solen skinner som tilfældet er i dag og temperaturen er 30 grader.

I går ved morgenmaden lånte jeg et støtte bind af Bernard til min venstre fod der ikke havde så godt efter de første km på dagens etape. Det hjalp meget men i dag efter 17 km var det noget rigtig øv. Derfor besluttede jeg at tage en taxa de sidste kilometer til vores etape mål.

Der fik jeg mulighed for at hvile benene og slappe af i flere timer end normalt. Det var godt så næste dags etape var indenfor rækkevidde.

Bernard med sin nye flotte hat. Det var lige den rigtige dag han fik den.

Det er første gang vi ser deres t-shirts. Det er fra deres confrérie i Dinant, Belgien. Et confrérie er et broderskab. Dér spiser de godt, drikker øl og vin og synger. Vi hører ofte deres sange og det er meget sjovt.

Tidligere i Frankrig var der et ægtepar, som holdt ferie og benyttede lejligheden til at hilse på Vincent og Bernard. Han er også del af deres confrérie.

Jeg fik en lille pamflet som var information om deres gourmet tur i confrérie’t. Mad har stor betydning for Belgierne. Bernard er uddannet chocolatier og konditor, så vi taler meget om mad.

Vi sov i samme værelse og de voksne gik 5.30, Louis har brug for mere søvn, men til gengæld går han hurtigere. Så passer pengene.

Etapen i dag var på 34 km ifølge Miam Miam Dodo guiden. Ifølge Bernard, og hans sportsapp har vi gået 36 km og vi er ikke gået forkert på noget tidspunkt. Det er La Meseta og man kan se hvor man skal hen næsten fra starten af dagen.

Da solen stod op mærkede vi hurtigt varmen og det blev en meget varm dag med 29 grader til sidst og fuld sol. Jeg har købt mere solcreme faktor 50. De har ikke noget lavere end faktor 50 på apoteket, på den måde kommer man jo heller ikke til at købe noget forkert.

Castrojeriz er dagens første by efter ni kilometer. Her spiser vi morgenmad og det både nødvendigt og velfortjent. Som altid god kaffe, chokolade croissant, ristet brød og endnu en kop kaffe. Så er motoren ved at være varm og det er vejret også. Det er sjældent der er brug for solcreme så tidligt på dagen, men i dag var dagen. Bernard har stadig ikke fået en ny hat, så han klæder hurtigt om til El Capitain Seigneur Don Bernard. På vores overnatningssted har han nu købt en fin hat til resten af turen.

Døden og evigheden, meget katolsk og symbolerne her er atypisk katolske synes jeg, men de har det hele her. I byen her – Castrojeriz – er der fire kirker. De er store og byen er lille. Men byen er langstrakt.

Der er én hovedgade og én række huse på hver side af byen.

Som man kan se tre billeder ovenfor, så er der også et slot helt oppe på toppen af bjerget. Det er bygget i det ottende århundrede og ja ok det blev først færdigt tre hundrede år senere. Til gengæld står det stadigvæk rimelig flot. Byen har haft meget stor betydning i den periode slottet blev bygget og formentlig flere hundrede år senere, hvilket også giver mening når man tænker på at der er fire store og flotte kirker.

På vej ud af byen skal vi over bjergtoppen og den er stejl. 12 procent men benene holder stadig så vi klarer det helt fint. På toppen kan vi se Frómista langt ude i horisonten. Først skal vi dog til Itero de la Vega som kommer efter 11 km.

Vi er oppe på toppen og skal ned igen til Meseta niveau omkring 800 MOH. Her er det et fald på 18 procent og det er hårdt for knæene.

Nu kommer vi til en ny region Palencia og Burgos har vi lagt bag os. Efter Rioja kom vi ind i Castilla & Léon. Hele vejen indtil nu har de fleste skilte haft Léon overmalet med sort maling.

Der er store følelser på spil både her, i Baskerlandet og mange andre regioner i Spanien. I flere regioner har de selvstyre og egen skatteopkrævning.

Så er jeg næsten fremme i Frómista. Der har været lidt skygge de sidste kilometer, men der er jo ikke noget der kommer gratis. Midt i varmen var der pludselig myg og inden jeg rigtig opdagede det havde jeg allerede mistet blod.

Det er Louis som har lavet reservationen og adressen har jeg ikke fået. Byen har flere herberger, så efter et par forsøg må jeg ringe til vores WhatsApp gruppe. Det er Bernard der svarer og han siger Albergue Municipal.

Fint tænker jeg, jeg kan finde stedet i app’en Buen Camino eller i Camino Ninja appen (den danske). Der er ingen Albergue Municipal?! Det viser sig at stedet ikke finder dér, men kun i Miam Miam Dodo biblen.

Pilgrimme har jo aldrig rigtig fri. Tidligt op og en tung rygsæk på ryggen (ja hvor ellers) og en stav i hånden. Ud i mørket og så er det bare fremad. Hvis man er heldig er der mindre end ti kilometer til morgenmaden.

Ingen tid til at fordøje, men bare hurtigt videre. Så bliver det varmt…af med den langærmede og solcreme på arme og ben. Møgbeskidt bliver man og det skal jo vaskes sidst på dagen. Endelig fremme, bad, tøjvask og så pakke rygsækken igen. Vand i kamel puklen. Indkøb til næste dag. Bananer, kiks, chokolade, frugt, solcreme…

Endelig tid til en sangria og så er klokken otte og det er tid til at spise. Når vi har spist er det tid til at hente vasketøjet og gøre klar til næste dag.

Hvornår er der tid til at skrive på bloggen, tjaa Vi skal spise nu.

Vi er nu alle genforenet til fælles glæde og nyder nu en sangria inden aftensmaden.

Der er lavet reservationer til de næste to dage OG den 7. september i Santiago de Compostella. Det bedste sted med udsigt til Katedralen og i den gade hvor man får dit diplom. Det er lige i centrum hvor vi gerne vil være.

Det var lige hvad vi manglede. Mens vi spiste og snakkede gik tiden og inden vi havde betalt var klokken 10 over 10. Lukketid. Det er ikke en god situation for når der er lukket kommer man som ikke ind. Mathilde genkendte dog én som havde noget at gøre med stedet. Efter at have ringet på flere gange, ringede han og så var der en løsning. Men manden med nøglen havde set ved at få åbnet døren…det lykkedes efter et par forsøg 🙏🙏