Ikke tidligt op her til morgen. Mobilen vækkede mig ikke, men hvorfor vides ikke. Der var ikke en lyd, så jeg kom først op klokken 7.30 mod forventet klokken 6. Men jeg havde brug for at sove så det var nok meget godt alligevel.
Verdens arv Stor dæmning ved floden Lot i Cajarc Carole sov også på herberget Lot lige efter dæmningen
Endelig var jeg fremme klokken 15.20. Det var klart den hårdeste etape indtil videre. Det var lummert og der var langt. Lange stræk to til tre km hvor det gik opad. Det er hårdt og når benene samtidig er på overarbejde så kan det mærkes.
Jeg har nu gået 323 km siden starten og det er jeg godt tilfreds med. De seneste to dage 62 km jævnt fordelt.
I morgen bliver det en moderat etape. Vi er nu fire gæster på herberget og værten Nicolas. Gode forhold og jeg glæder mig til vi skal spise. Vi er Vincent, Bernard, Fanny og mig selv. Mobilen’s alarm virker igen efter en genstart og tekniske manipulationer.
Belgierne indhentede jeg efter 16 km og vi fulgtes så ad de næste 11. Herefter satte jeg en spurt ind, som knækkede dem fuldstændig. De må være stoppet for at drikke øl, fordi de er først kommet en time senere end jeg.
Kast så den frisbee så henter jeg den med det samme Fanny afslutter sin tur i dag
Nicolas har gået rigtig mange Camino ture, både i Spanien og Frankrig. Der er en forskel når man kommer til et sted, hvor værten selv har prøvet at gå på en Camino. Det første der skete da jeg kom var af med rygsækken og noget at drikke – en øl. Så taler man om hvor man er startet på dagen og på . turen. Og ikke mindst hvor man er på vej hen.
Når man så har hvilet benene lidt får man sin seng og vist hvor badeværelset og toilettet er. Hos Nicolas lagde vi det beskidte tøj i en plastik kasse. Det vaskede han i maskine og næste lå det pænt foldet lige til at smide i rygsækken. Det er da god service.
Da jeg tog herned vidste jeg der ville være dyrere end i Spanien. Men kvaliteten er også meget højere på de fleste punkter. Da klokken var 18.30 lavede Nicolas mad som vi spiste ude på terrassen. Det smagte godt og så havde han lavet en fersken tærte. Dejligt, hyggeligt og gode senge.
Oppe og på vej 6.40. En lang dag med mere end 33 km venter. Vejret er perfekt med spredte skyer og en behagelig temperatur. Som så ofte får man et sidste blik ud over byen man har overnattet i, så kan man lægge dét fra sig og koncentrere sig om hvad der venter forude. Det er ikke en rute med store udfordringer, men her i Frankrig vil Himmelbjerget blegne i sammenligning.
Farvel til Figeac Velkommen til det nye landskab
Landskabet har forandret sig siden Conques. Stemningen er mere á’la Middelhavet, både naturen og temperamentet. Der er også vinstokke – Figeac er et stort vinområde – og forskellige palmetræer. Lige nu er jeg i 155 moh, til at begynde med var det mellem 800 og 1368 moh. De sidste 4 dage omkring 500 moh.
Herfra og til Cahors bliver det 2-350 moh. Så ingen store stigninger før Pyrenæerne.
Gad vide hvornår den faldt af?
Se lige det her klippestykke, det er jo enormt og så er det gået løs med helt fine kanter. Det er på mange måder overvældende, at se naturen her vild og udresseret.
Nedenfor er det vand fra en kilde der opsamles og to kar og deri har man vasket sit tøj. Meget er lavet af sten hernede og de er jo også overalt.
Den er helt ny fra 1903
Der er også tykt mos på alle stengærder, træer og andre steder. Mos vokser ikke hvis luften er forurenet, så det er et godt tegn.
Mos’en er tyk og fuldt med vand.
Så er de der igen. De går ikke specielt hurtigt, men til gengæld holder de ikke nogen pauser. Omkring de sidste fem km drikker de gerne den første øl – de er jo belgiere. Vi havde alle tre besluttet at gå den lange tur uden at noget var aftalt og mit næste stop i Bach er også deres mål. Derefter splitter vi, de går til Cahors og jeg tager en smutvej som min vært har fortalt om her til aften. Store byer er kedelige når man går Camino. Det er svært at finde dem man kender i en stor by turen handler jo meget om at komme ud af det vante miljø. Her kan man være den man er uden at skulle leve op til andres forventninger. Skiftet fra caminoen til by med larm og os er overvældende.
Vincent og Bernard
Caminoen er mange ting. Nogle steder går man langs motorveje (ikke mange steder) og andre gange på landeveje. Men mest af alt så er det småveje, grusveje, gamle markveje med græs i midten og store og små stier. Nogle gange er stierne meget smalle, som i én person ad gangen. Det er specielt når man tænker på hvor der går hver dag det meste af året.
Sådan ser caminoen også ud Dem har jeg set flere af på det seneste…
…og nu ved jeg hvad det er takket være Belgien. Det er huse med en meget gammel dør, som blev (bliver?) brugt af dem som passede dyrene. Det er også et ly for regn, men blev også brugt til overnatning.
Får og ikke så mange køer i denne egn
Hele vejen fra Le Puy til Saint Jean Pied de Port er UNESCO verdensarv. Der bruges der meget energi – og sikkert også penge – på at genopbygge murene med de oprindelige sten og nye hvis der mangler. Det er virkelig mange km mur men flot det er det absolut.
Denne mur er genopbygget
En meget rusten og gammel amerikansk bil Cajarc
Ja, det er dejligt når målbyen er i sigte. Verdensarv, selvfølgelig! En meget gammel by der er næsten fuldstændig omkranset af Lot floden. Med sin beliggenhed og det naturlige landskab, er fiskeri, kano og kajak og vertikal klatring nogle af de tilbud byen giver til turister.
Byen med lodrette klippet……og mulighed for vandsport og lystfiskeri
Vi var kun tre på herberget og jeg havde derfor mulighed for at bruge faciliteterne. Alt blev vasket selv rygsækken. Efter et par uger kan skulder remmene nemt få en ubehagelig lugt.
Tøjet vasket og hængt til tørre
Den gamle by er rund og på vej ind fra Lot går man igennem denne skønne gade, med flotte cykler.
Restaurant
Værten foreslog denne skønne restaurant og reserverede et bord til mig. Hvem sad også dér da jeg kom, selvfølgelig belgierne.
Det var et dejligt rum at sove i og sengen var god. Det var morgen maden også, så klokken 7.30 gik jeg derfra og nu klokken 13.30 er jeg fremme i Figeac. I dag bor jeg hos Marie-Blandine, le Coquelicot og Nicolas er lige ankommet.
Nyt terrænSærligt monument Der er høstet og halmballerne er klar til opbevaring
Måske har jeg skrevet det allerede. Donativo betyder at man betaler hvis man kan og hvad man kan. Alle kan få og man yder efter evne. Der er ingen der skal gå videre uden vand og et eller andet sukkerholdig. Her var det nogle små kager. Det er også det en pilgrimstur handler om. Caminoen giver det du har brug for, når du har brug for det.
Det er den første rigtige donativo her i FrankrigDet har regnet meget i juli og derfor er der flere blomster end normalt på denne tid Præmier for kvæg
Familien går selvfølgelig ikke så langt, men de manglede stadig seks km på dagen. Det er da ganske friskt med to piger på æslet og den lille på ryggen af mor, pakket godt ind i rygsækken. Æslet bærer bagagen i to store saddeltasker.
Hele familien på tur med æslet To børn på æslet og al bagagen og ét barn på ryggen af mor Gerald fra Østrig – en sær snegl Murene er solide og har holdt i 100’vis af år
Landskabet her er meget smukt og der er masser af Medier og andre blomster. Den måde der bygges på her er som andre steder med de materialer der er til rådighed lokalt. Det er rustikt og meget charmerende og så har det en lang holdbarhed.
Figeac forude
Le Coquelicot venter Floden Cété løber langs Figeac
Qoqielicot betyder valmue på fransk. Det udtales som når hanen galer. Når jeg siger det, altså den danske udtale er det meget morsomt for franskmændende.
Le Qoqielicot
Tingene forandrer sig hurtigt. Vi er omkring 2-300 meter oppe og klimaet er lidt varmere her. Byggestilen er også mere sydlandsk, inspireret af Middelhavet og hele sydkysten. Der er en dejlig stemning og vejret er behageligt.
Inspireret af Middelhavet Fra venstre Bernard, Vincent, Mathilde og Cristian
Nu er det mere Camino-agtigt. En kort gåtur ned på torvet i byen og der sidder les belges og to andre som var med da vi så farverne på Le Tampon i Conques.
Bernard og Vincent går til Cajarc, som jeg også har lavet en reservation til. De sætter tempoet lidt op og det er også min plan.
Herfra er der tre veje/ruter man kan vælge. GR65 som er den klassiske Camino, GR651 som følger floden Cété og så en tur længere nordover. Jeg vælger den klassiske, mange vælger GR651 hvor man kan tage én etape i kano og så den sidste til ? som er endnu en fantastisk flot by. Vistnok kun overgået af Conques.
Da de gik mødte jeg Louie, som er gået fra Paris og forventer at gå hele vejen, og kort tid derefter kom Nicolas. Efter vi havde siddet et stykke tid spottede Nicolas Gerard. Han havde stadig rygsæk på og havde ingen reservation og heller ikke et ønske om en seng i byen i nat.
Vi gik allesammen på en restaurant primært for sådan nogen som os. Endnu engang kom der andre forbi, som vi alle sammen kender – det er meget Camino-agtigt og en stor glæde ved at være her.
Da vi havde spist spurgte vi igen Gerald om han ville sove i skoven (uden telt) og det mente godt han kunne, når man kommer fra de Østrigske alper. Det regner kraftigt nu, så det bliver en kold nat.
Stor glæde i går da jeg tog min inderpose ud af rygsækken. Ud falder den manglende sok, juhuu!
De fleste har ikke sovepose med, fordi det er for varmt og der altid er tæpper til rådighed. Det trick har jeg lært fra tidligere og det betyder 500 gram mindre i rygsækken. På fransk hedder en sovepose sac à dormir og selve inderposen har så det poetiske navn sac à viande på dansk og frit oversat en kødpølse. Så er vi i gang igen.
Kom afsted 6.30 så det var fint og til morgenmad havde jeg to bananer og en fersken.
Her er overnatningsstedet Maison Familiale
PW fortalte at på vej ud af byen er der et udklip af hans digt. Det er uden hans navn. Symbolikken er at efter vi har været i Conques er vi forandrede og derfor bærer vi selv ordene med videre.
Dagens etape var heftig. Først ud af byen og det er stejlt ned, og så over Lot endnu engang. Øverste billede tv viser kloakken. Bemærk ribberne er de samme sten som husene er bygget af. De holder længe.
Lige efter man er gået over broen går det op. Efter at have regnet lidt på det er jeg nået frem til at stignings procenten er på den gode side af 14 pct. Det er den de næste to km. Det er første jeg er stoppet flere gange undervejs, for at få luft og køle lidt af. Mon dieu
Dernede har jeg lige gået Vores æsel er løbet væk – størrelse medium ring venligst
Jeg så ikke æslet men til gengæld hilste jeg på mange andre dyr, hvis de da ikke var gået helt omkuld i varmen. Der var specielt én – blanding af Cocker spaniel og et eller andet lokalt lidt mindre end en Bernasenne – som var ude og blive luftet. Da den så mig ville den ikke med ejeren. I stedet lagde den sig fladt ned og da jeg talte til den viftede halen langsomt frem og tilbage som en vinduesvisker. Til sidst kunne den ikke holde sig tilbage. Så den kom stormende frem 😀 Til sidst måtte jeg gå forrest, fordi vovse kom i snor og hvis jeg gik bagerst foretrak den at vende sig om efter mig hele tiden.
Der er også mange høns og ænder. Her går de fint i deres indhegning, men det er ikke altid tilfældet. Der er en del høns der løber rundt på stierne. Men se lige de halvstore ællinger.
De er allerede blevet teenagere ænderne Det er ved at være slut med bjerge, så nu er det de store vidder
I den her egn er deres franske lidt anderledes end i resten af landet. Deres accent er også ekstra svær at håndtere. Men bondemanden her fik jeg talt lidt med…jeg forstod ikke så meget af hvad han sagde. Til gengæld tror jeg heller ikke han opdagede, at jeg ikke er fransk.
Herfra hvor jeg nu er nået til skal man være ekstra opmærksom. Fra turens start har man for det meste fulgt GR65. Nu er der også en GR62 b som man skal tage højde for. GR betyder Grande Randonné og de er overalt i Frankrig. Ofte så splitter GR65 sig fra caminoen, så det bliver en kortere, længere eller måske hårdere tur. Hvis man har en reservation skal man passe på ikke at gå udenom den by man skal overnatte i. Tre km ekstra er der ikke mange som bliver begejstret for ved slutningen af dagens etape.
Caminoen er mange ting. Nogen gange går man på en landevej, andre gange på lange grusstier og så er der selvfølgelig de gange man går stejlt op eller ned. Men ofte går man også på ganske små stier, hvor brombær grenene river i tøjet eller man er ved at brænde sig på nælderne.
Dagens mål er Livinhac og for at runde historien af om sprog og accent, så fremgår det af skiltet nedenunder. Det kan minde lidt om Irsk og Engelsk.
Endnu blev Lot floden krydset og som altid tæt ved en by. Det var nemt at finde frem til La Coquille Bleue – Chez Claire og som så ofte før var jeg den første fremme. Her fik jeg strenge instrukser om at drikke mindst tre glas vand inden vi skulle tale sammen. Der blev sat et stempel i mit Crèdentiel og efter lidt parlamentering tager jeg også morgenmaden med denne gang.
Det er hyggeligt når alle spiser sammen og i dag var det hos Claire selv. Fin mad og meget snak om bordet, men med fire mod én og en østriger på sidelinjen er det svært at følge samtalen. Østrigeren er Gerald, som jeg reserverede for i går. Det har jeg dog bitterligt fortrudt, fordi han snorker så det er til at blive vanvittig af. Udover Gerald er Leo her også og en pige fra Paris, Marie; og en ældre fransk kvinde. Alle er dog meget søde, så det går, selvfølgelig gør det dét.
Huset vi bor i er ældgammelt som de fleste huse. De er skæve på alle leder og kanter, men de står stadig som de har gjort det i mange hundrede år.
Byen her ligger omkranset af Lot floden, som i en pose.
Lot floden er blevet større Huset og Leo ved trappen til privaten Min seng. Vi er kun tre men der er plads til seks Bindingsværket er flot og meget solidt Vasketøjet skal også klares
Vaskeriet var i garagen og tøjsnoren hang i haven 50 meter bag huset.
Efter vi havde spist gik vi allesammen en tur i nabolaget med Claire som guide. Det er første gang jeg har prøvet det på caminoen.
Naboens gartneri. Jeg fik både agurk og tomat til turen i morgen
Tidlig start troede jeg men jeg mangler én sok og må vente til de to andre er stået op, så jeg kan igangsætte en større eftersøgning. Det var desværre uden held.
Særbehandling, jeg går altid før de andre
Jeg har ikke tidligere oplevet så fin en morgenmad. Der er 15 forskellige hjemmelavede marmelade, brød og så videre. De fleste steder bliver man enige om hvornår morgenmaden skal være klar og jeg er altid i undertag. Alligevel er der altid en løsning. Det er sådan caminoen fungerer, alle gør sig umage for at det meste kører for alle.
Juice, te, kaffe og varm chokolade Yoghurt, havregryn og marmelade
Lidt stresset over den manglende sok, glemte jeg min vandrestav. Men nogen gange kan man også være heldig. Da jeg igen havde vandrestaven med opdagede jeg at caminoen gik en anden vej end jeg først havde valgt. Så skaden var bestemt til at overse. Sporet er godt afmærket nu, det var den ikke helt i starten. I det historiske område jeg har været igennem de seneste fire dage gør de meget for os pilgrimme.
Når jeg tænker på den forsvundne sok, så har jeg aldrig tidligere haft et så passioneret forhold til sokker. Her lærer man værdien af selv de mindste ting.
Altid flot om morgenen Espeyrac
Når man går forbi kirkegården er der et monument for de som døde i første verdenskrig. Der er 80 navne og byen har i dag 250 indbyggere.
Espeyrac Kirken set fra et højere niveau på vej ud af byen
Kort tid efter havde jeg fornøjelsen af denne kusine Nora. Der var ikke så mange steder den kunne løbe hen, men efter et par forsøg lykkedes det at komme om på den anden side, så jeg kunne komme videre og koen kunne få lidt fred. Den bliver sikkert stresset i løbet af dagen.
Minsandten en ko på caminoen Gammel model Renault
Det er meget tydeligt at ude på landet er livet anderledes og på mange måder mere simpelt. De gule veste er jo også for det meste herfra. Det er selvklart at en stor prisstigning på brændstof, her hvor man ikke har noget alternativ, vil ramme hårdt.
Der er mange flotte vandløb
Til gengæld har de en fantastisk natur. I det her store område er der ægte fri natur. Træer vælter i storm og ved store regnmængder og her bliver de liggende hvor de falder, med mindre de udgør en særlig risiko. Det er sjældent at se et træ der er skåret i mindre stykker.
Vild Timian
Digtet nedenfor er jeg lidt usikker på. Jeg glemte at spørge på turist kontoret. Navnet er Peter Wessel! Så langt fra og over havets overflade i Frankrig? Det skal undersøges.
Det er netop blevet undersøgt her til aften. Det viser sig nemlig, at Peter Wessel stadig er i live og har det strålende. Peter bor i Conques og så også lidt udenfor Madrid. Han har mange talenter. Heriblandt digte, oplæsning i kirken, bøger skriver han og han spiller også musik. Så meldingen er at han har det godt og han er ikke en søhelt.
Prøv at læse digtet det er på både fransk, engelsk, spansk og dansk. Peter har boet ét år i USA som 17-årig. Siden den gang har han boet i Frankrig og Spanien.
Peter WesselSå går det hurtigt nedad mod Conques
Det højeste etapen er på er 672 meter og så går det op og ned til man ender i Conques 290 meter. Det sidste stykke på 1,8 km starter i 547 meter.
Hele byen er i flere niveauer. Det kan man fornemme på nogle af de næste billeder.
Ét af turens absolutte højdepunkter
Det ligner mest noget fra Ringenes Herre Kirken er naturligvis højdepunktet
Det er den bedste dag at være i Conques. I Frankrig har alle navne og 25. juli hedder selvfølgelig Saint Jacques. Derfor var der også mange turister, da det jo samtidig er søndag.
Kirken Saint Foy Haven tilhørende kirken
Den er blandt andet kendt for sine flotte sten relieffer Set fra den anden side
Klostret Sainte Foy er kendt for sine tre tårne og kirken specielt for det flotte sten relief der er lige over indgangen til kirken.
Først Sainte Foy. Han er en ung kristen der blev martyr i år 303 og han er inspiration for Klostret.
I det 11. og 12. århundrede fik Conques stor betydning for pilgrimme fra hele Europa. Klostret blev et réfugié for pilgrimme på vej mod Santiago de Compostella. Og det er grunden til at turen fra Le Puy til Saint Jean Pied de Port – den er kendt som Via Podensias – er Frankrigs mest kendte Camino. Som jeg allerede har skrevet en del om, så går man bogstavelig talt gennem UNESCO verdensarv hele vejen. Ja, selve Camino Via Podensias er på listen. Derudover er der alle de flotte kirker og smukke broer, som er lavet for 900 hundrede år siden. Der er ikke brugt cement kun den rene vare og det holder stadig! Tid til eftertanke…
Se bare her…
Jeg kan ikke skrive om det hele, men se selv billederne nedenfor. Og glem ikke endnu længere nede, der er mere som er ubeskriveligt flot.
Højdeforskelle, materialer, detaljer… Kong Louis den femtende’s livlæge
Så indenfor i kirken.
Vincent og Bernard fra Belgien skulle bo samme sted som mig, så vi spiste sammen. Klokken 20.30 var det messe for os pilgrimme. Det deltog vi i og der var flere kendte ansigter.
Fra højre…Bernard, Vincent, far og datter som har gået fra Le Puy og hertil og to jeg ikke kender
Det var mens vi stod der og talte sammen at jeg spurgte om nogen kendte Peter Wessel. Det gjorde de ikke, men efter lidt tid kom en af præsterne og hentede ham så jeg kunne hilse på ham.
Om aftenen
Jesus i midten, helvede til venstre og himmeriget til højre
Klokken ti kommer der så de oprindelige farver på figurerne. Det er et imponerende syn, når de enkelte elementer bliver vist og når det hele er synligt i sine originalfarver.
Endnu en gang tidligt op og afsted. Da jeg kom til Espalion i går handlede jeg lidt frugt, som så kan spises og før morgenmaden. Et æble, en banan, en gulerod og en abrikos, så er der til de første 12 km.
Først nogle billeder fra Espalion her til morgen.
Den gamle bro Den gamle bro på afstand Den nye bro og floden Lot
Her til morgen var der en behagelig temperatur og der har været overskyet hele dagen. På vej ud af byen er der et ældre ægtepar som er i deres forhave. Som altid hilser man høfligt og minsandten om ikke de bød på en kop kaffe. Det siger jeg ikke nej til. Så mens jeg drak kaffen fortalte han lidt om hvad der ventede mig.
Der er mange århundredes historie her. Broer, kirker, klostre og også et helt specielt klima der i 100’vis af år har gjort området til et centrum for handel.
En stor del af dagens etape følger Lot floden og her hvor jeg er nu er der en stor dæmning, som forsyner området med strøm. Dæmningen producerer 138 millioner kWh årligt. Byggeriet blev påbegyndt i 1957 og blev færdigt 15. oktober 1960. Som så mange andre store projekter var der modstand fra starten af. I dag har den stor betydning for området.
Nogle km fra Espalion mod N dalen hvor Lot floden løber L’église du Tredou
Kirken blev opført i 1087 af klosteret i Montsalvy af Pons d’Etienne. Under anden verdenskrig modtog kirkens præst, Auguste Arribat, hæder for at skjule jødiske børn i kirken. For på den måde at have tjent gud og menneskeheden på bedste blev han udnævnt til Positio det er lige under at blive kanoniseret. Der er også lavet en film i 2004, hvor kirken eller snarere kirkegården er centrum for handlingen. Den er lavet af Coline Serreau.
Der bliver gjort mere ud af vejvisning
I forhold til de første km fra Le Puy, så er skiltningen blevet meget bedre. Det ligner mere dét man ser i Spanien.
Jeg blev da lidt forskrækket
Jeg må da indrømme, at jeg blev en smule da jeg så stok, bukser og sko ud af øjenkrogen. Meget af tiden er det med snuden i sporet, fordi det indtil videre har været enten op eller ned. Så er det vigtigt at se sig godt for hele tiden.
Flot og gammel bygning i nærheden af Verrières
Endnu engang noget helt særligt. Billedet ovenfor er taget fra broen der ses nedenfor. Broen er også UNESCO verdensarv. De ligger tæt i dette område. Broen blev restaureret i 2014.
Pont des pèlerins Så går det opad og der er mere i vente Forrest private køkkenhaver, floden Lot og kirken Saint Fleuret
Byen er fra det 15. århundrede og broen helt til venstre, Pont d’Estaing, er også på UNESCOs verdensarvsliste. Sikke en historisk dag.
Geologisk klippe blevet til i havet mellem to kontinenter
Denne type sten er helt speciel for området. Klippen er dannet under meget højt tryk og høj temperatur. Klippen er karakteristisk dannet i lag af sediment på havbunden i et hav mellem to kontinenter ved re-krystallisering af mineralsk materiale.
Det er den største hønsegård jeg har set
Nu til noget helt andet. Høns og æg! Frilandsæg får her en helt ny betydning i forhold til i Danmark. Efter danske forhold er der vel plads til 10.000 høns, men tæl efter…jeg ser 11 høns 😀
Store sten overalt i regionenSe lige de her enorme sten
Lige siden starten i Le Puy har det været mange store flotte og afrundede sten. Jeg tænker de er blevet rundet af gletchere. Det er imponerende når man ser ud over landskabet og der på den måde ligger kæmpestore sten spredt ud over det hele.
Vi sidder i en have og venter på at vasketøjet bliver tørt. Herberget her er veludstyret og samtidig ligger det i noget der er mindre end en landsby. Det er rigtig fint og vi snakker om kap med fuglenes kvidren.
Middagen bestod af en forret specialitet fra egnen (godt), og derefter svinekæber i rødvinssauce med gulerødder, svampe og pasta. Til dessert var der tarte tatin med æble og creme fraiche med appelsin sauce til. Det var et meget lækkert måltid. I morgen tidlig tager jeg igen afsted tidligt. Der er sat juice, marmelade, havregryn, kakao, smør og marmelade frem/klar specielt til mod de andre spiser klokken 7. Conques-en-Rouergue er en Perle med fantastiske bygninger, udsmykning er i sten og meget andet. Men allerbedst så er det Saint Jacques dag i morgen. Det er helt specielt i år fordi det er en søndag, så forventningerne er høje.
Tidligt op og ud af døren. Klokken seks var rygsækken pakket, vanddunken fyldt op og fødderne smurt ind i tryllecremen. Det er den der sikrer, at man ikke får vabler når fødderne bliver meget varme og fugtige. Det virker hver dag.
Dagen var den hidtil varmeste med helt op til 33 C i skyggen. Den var også i top over de hårdeste etaper indtil videre og så skulle jeg gå 32 km for at nå frem til min på forhånd reserverede pilgrims seng. For at nå langt inden varmen rigtig presser sig på er det godt med en tidlig start. Allerede klokken 10 havde passeret 12 km mærket. Det føles godt.
Tidlig morgen og endnu en flot solopgang
Alt hvad man så kan mene om at stå tidligt op bliver fuldstændig ligegyldigt, når man får mulighed for så mange naturoplevelser og solopgange.
Det er godt for sjælen og det kan man også mærke at det er for franskmændende. Der er langt fra Paris og hertil på mange måder. Rigtig mange taler om den nye lov der er vedtaget med effekt fra 1. august. Selvfølgelig er det ikke obligatorisk at blive vaccineret i Frankrig. Men lige om lidt så kan man ikke bruge offentlig transport, handle i butikker, gå på café eller restaurant uden at være vaccineret eller have en test der er mindre end 24 timer gammel. Testen skal man selv betale for.
Det er vild natur og vildt flot
Der er vildt med vilje eller måske bare vildt. Det er imponerende så frodigt og mangfoldigt her er. Der er også masser af slanger, firben, frøer og fugle selvfølgelig. I dag på toppen af en af de stejle stigninger talte jeg med en franskmand. Han viste en fugl der cirklede ud over landskabet selvfølgelig på udkig efter føde. Og den fandt noget der var værd at dykke efter. Om den så havde heldet med sig eller ej fandt vi selvfølgelig ikke ud af.
Men hvad var det for en fugl. Han vidste hvad det var for en, så frem med gtranslate til engelsk. Der hed den også noget med Royal. Efter et par forsøg blev det til en rød glente.
Små kilder der bliver til floden Lot
Køerne de synes at være overalt. Der er også mange heste og får i de meget store indhegninger, køerne med klokke om halsen.
Stejl og meget udfordrende tur
Det her er en af de mange nedstigningen og så er der også lige et træ der har lagt sig over stien. På det her tidspunkt har jeg gået 8 km. Starten var i 1312 meter og derfra gik det ned til 810 meter. Derefter en tur op i 922 meter og så ned ned ned til 351 meter. Så ekstremt stejlt op i 521 meter på 1,2 km. Igen ned op med for at slutte i 336. Noget af en rutcjetur.
Morgenmad i Ssint-Chély-d’Aubrac
Første gang jeg har fået morgenmad en route au chemin. Yoghurt, appelsin, croissant, sodavand og så en gulerod.
Sidste syn af byen
Der er mere og mere som minder om Camino Frances, turen i nord Spanien. Det er første gang jeg oplever en donativo på vejen. Juice, vand, kaffe og the.
Donativo pour les pèlerins
Et udsnit af en stejl opstigning.
Her er der meget stejlt
Endnu en første gang. Frokost med to franskmænd og det var lige efter en lang opstigning. Han stopper i Cahors og hun skal hele vejen til Santiago de Compostella. Hun er ikke det største menneske og alligevel bærer hun 12-13 kilo på ryggen. Det er ikke noget for mig. Jeg er glad for mine 10 kilo med fuld vandtank, bananer, rosiner og andet godt.
Frokost i det grønne
Fhkkg
Saint-Côme d’Olt
Fantastisk syn, herfra er der nemlig kun 8,5 km til Espalion.
Kirken set indefra
Floden Lot som jeg har fulgt nu i mange km set fra Saint-Côme d’Olt.Ellers ikke noget særligt her, så hurtigt videre.
Floden Lot
Ud af byen på vej mod næste stejle opstigning. Den var særdeles stejl og det var på toppen vi så den røde glente. Men tomaterne eller nok snarere tomatplanter er skal have meget vand for ikke at tørre helt ud.
Selv tomater kan få for meget sol
Endelig fremme og ovenikøbet i en god tid. Normalt åbner herbergerne ved 3-tiden, men her kunne man godt gå op og finde sin seng, hvis man havde en reservation. På værelserne står der navn på døren for de som har en reservation. Jeg have værelset i over en time til bad, tøjvask og afslapning på langs før den første kom.
Øverst byens ældste bro over floden Lot. Den er fra middelalderen og er på UNESCOs verdensarvsliste.
Pont vieux bygget i en romansk stil “en dos d’âne” på dansk æselryg. Bygget i lyserød sandsten for mere end tusind år siden. Tidligere var der både tårne på broen og plads til handelsboder, men de blev ødelagt da broen skulle være bredere i 1724.
Nedenunder et billede af Pont Neuf også over floden Lot. Og husene langs floden husede håndværkere deriblandt garverier.
Sidste billede er musikken til vores pilgrims middag på herberget. Det er vores vært der spiller medens vi venter på kokken og de andre pilgrimme.
Så kan det da ikke blive mere hyggeligt.
Og maden den var igen rigtig god. Fællesspisning er også hyggeligt, men på det tidspunkt og kun på fransk så går jeg i trance. De taler meget hurtigt og emnet skifter hele tiden og så er jeg fortabt.
Inden sengetid mødte jeg Kai og de tre andre tyskere. Den femte var vistnok gået på bar uden at spilde tid på fast føde. De var på vej til at finde ham og tvangsfodre ham, så de kan komme videre i morgen.
I dag startede jeg meget tidligt, 6.15! Det bliver varmt som i mere end 30 c. For mig gælder om at komme langt inden middag.
Her klokken 10 har jeg gået 12 km, så det er fint. Et voila klokken 13.30 fremme i Aubrac og hvilken flot tur det har været. Og bentøjet har det rigtig godt nu. Ingen vabler og ømhed i muskler og led er der ikke meget af.
Første del af turen var med en lille yoghurt, en banan og rosiner.
Indgangen til Les Quatre CheminsGodt på vej men koldt om fingrene
Der er simpelthen så flot specielt om morgenen, når alt er friskt. De første tre timer helt alene. Jeg mødte dog to kvinder og en mand, som sad på græsset inde i en skov med vinterjakke og hue. Hvor er I startet i dag? Herinde i skoven i telt! Det er der rigtig mange der gør. Jeg talte med to piger senere, som også sov i telt. De var ikke i en særlig stor vægtklasse og alligevel havde den ene 12-13 kilo på ryggen, imponerende.
Hele turen har været ude i den frie natur og kun med små byer uden servering. Først efter 12 km ventede en kop kaffe og et stykke solbær tærte, velfortjent!
Så er det over stigen og ind til køerneSå er der én km til næste toiletFloden Le Bes Montgros tid til kaffe og tærte
På søndag kommer jeg til Conques, om mindre end 70 herfra. Der er også flere og flere km angivelser. Roncevalles om mindre end 640 km – det er første stop i Spanien efter man går over Pyrenæerne. Det store mål, Santiago de Compostella, er lidt mindre end 1400 km længere fremme af caminoen.
Conques 78 kmMinsandten også et skiområde Fer à ChevalFørste gang jeg oplever kø….’er på caminoen
De sidste km fulgtes jeg med Thier, som holdt en pause i det grønne. Jeg blev budt på hjemmebagt kage og så efter lidt introduktion, fortalte hun at hun bor i London med sine forældre. Fedt, så kunne vi fortsætte på engelsk. Dét kræver ikke så meget for jeg er efterhånden lidt rundforvirret med de franske verber.
Nu kan jeg snart flytte ind i mit nye domicil. De åbner altid klokken 3 om eftermiddagen. Bad, vaske tøj og slappe af så kan jeg sidde og vente på at tyskerne og belgierne ankommer. Det føles godt 👣😀
Hjemmesiden bruger cookies for at sikre dig den bedst mulige oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge sitet, accepterer du samtidig min cookie- og privatlivspolitik.
Du har mulighed for at fravælge tredjeparts cookies, der ikke er funktionelle. Det gør du med knappen "Nej"OKNejLæs mere
