skip to Main Content
+45 2223 4790 andersen.niels@outlook.dk Danish DA French FR English EN German DE Italian IT Spanish ES Swedish SV Japanese JA

Condom til Lamothe

Dejlig tur i dag. Startede med morgenmad sammen med de andre klokken syv. Afsted klokken 7.30 i flot vejr. Det har små regnet et par gange i løbet af dagen, men ikke noget man kunne blive våd af.

Første stop efter 6 km. Larresingle er blandt de flotteste i Frankrig og den flotteste i Gascogne. Byen er med sin arkitektur helt unik. Et slot fra det 13. århundrede med abbeder og troende katolikker fra Condom. Kirken er fra det 12. århundrede og husene alle fra middelalderen. Det er den mindste by i Frankrig der de facto er bygget som en fæstning med høje mure. Husene ligger alle sammen i en cirkel langs ringmuren.

Foies gras med Armagnac begge fra Gers
Byen har også et rådhus trods sin størrelse
Bernard og Louie

De fleste hedder tilsyneladende Bernard, så hvis ikke man kender deres navn kan man altid prøve med Bernard. Oddsene er lave.

Santiago 1000 km

Broen er bygget i 1144 som en del af infrastrukturen for pilgrimme på vej til Santiago og den er naturligvis også UNESCO verdensarv.

Montreal og tid til lidt mad, kaffe og en velfortjent pause. Louis betalte for kaffen og selvfølgelig på vej videre…Bernard og Vincent i gang med frokost med en flaske rødvin for at få det til at glide ned.

Bruges til at støtte vinplanterne

Fremme ved målet Mille Borne. Ejet af to vidunderlige belgiere som har købt ejendommen for godt ét år siden. I år er første år de har åbent og faciliteterne er rigtig gode.

Alle inklusiv værterne Florence og Bernard (igen en Bernard) er rigtig gode værter og selskabet ligeså.

Middagsmaden og morgenmaden spiser vi ved dette helt fantastiske rustikke bord. Det flytter sig ikke i kraftig storm.

Marsolan til Condom

Lidt regn til at starte med, men ellers en fin start på dagen. Der mangler dog noget, et bad. Nu har jeg ikke været i bad i to dage og jeg skiftede godt nok tøj i går aftes på sidste del af etapen. Det er nu alligevel ikke helt som det skal være. Rygsækken er fyldt med beskidt tøj, papir affald og andet som normalt bliver ordnet når man er fremme.

Det er den første forhindring jeg møder. Kløerne er hævet højt, den vil ikke spises i dag.

Den første større by jeg kommer til er Romieu. Her får sendt ting til Uglestrup, som jeg ikke skal bruge mere.

Det er også mit første kaffestop og så skal jeg ind i endnu en UNESCO verdensarv kirke. Det er første gang jeg skal bruge mit COVID-19 pas. Det er også et betalingssted, men til gengæld får man sin rygsæk opbevaret imens.

Her får jeg talt med Casper og efter en hurtig tur rundt ender jeg så i kirkerummet lige inden klokken 11.

Casper, her sad jeg
Her sad jeg klokken 11

Byen blev grundlagt i 1062 af to benediktiner munke, på vej hjem fra en pilgrimstur til Rom, gennem Toulouse på caminoen til Santiago.

Byens navn Larromieu (Gascogne dialekt) betyder pilgrim fra Rom. Her er Arnaud d’Aux de l’Escout den ledende skikkelse, da han byggede et stort réfugié til pilgrimme og et slot til sig selv.

Arnaud er ikke en hvem som helst. Født i 1265 ind i en mindre del af familien Counts d’Armagnac. Han var fætter til Bertrand de Goth, som blev den første pave fra Avignon under navnet Clement V.

Arnaud var Canon af Contances, Vicar general af Bordeaux, Prior af Conques og af Moissac, biskop i Poitiers i 1305, biskop af Albano, kardinal i 1312, kammerherre af kirken og Prelate til pave Clément V (fætteren) og til pave Jean XXII, Confessor til Isabelle af Frankrig og diplomat for Edward II af England og for Philippe IV, den retfærdige.

Da pave Clément V døde fungerede Arnaud som overhoved for kirken i en interim periode på to år, indtil Jean XXII blev valgt i 1316. Jean XXII var involveret i fransk politik og han var også involveret i dannelsen af Tempelridder ordenen i perioden 1307 til 1314.

Arnaud købte et større grundstykke tæt ved bymuren til formålet. Bygningen er 36 meter lang, ni meter bred og 15 meter højt. Det blev bygget mellem 1312 og 1318. Senere i 1569 blev byen brændt af, plyndret og ødelagt af Montgomery, som var protestant. I resterne af det oprindelige kan man stadig se følgerne af afbrændingen.

Som beskrevet ovenfor var Arnaud ikke en hvem som helst. Han er det tidligste eksempel, som jeg kender, der forstod begrebet at være en blæksprutte på kontoret. De ting vi stadig kan se med egne øjne viser at det ikke bare var varm luft – man kan sige én af dem der kan noget.

Næste by er Castelnau-sur-l’Auvignon. Her er det anden verdenskrig, som dominerer fortællingen.

Men på vejen dertil mødte jeg denne fyr på vej på tværs af caminoen.

Byen er kendt for sin rolle under anden verdenskrig. Regionen her er Occitané og departementet er Gets. I dette område var modstandsbevægelsen ganske stor og med modstandsfolk fra Frankrig, Spanien, Italien, New Zealand og England. Byen er meget lille og i et tårn er gemt ammunition og våben. Medio juni 1944 nærmer sig en tysk styrke med 500 soldater. På det tidspunkt er der 150-200 modstandsfolk i området.

De første kampe begynder den 20. juni og dagen efter beslutter man at evakuere alle civile. Tyskerne forsøger at omringe byen, så der er hårde kampe i hele området inklusiv i La Romieu. Flere modstandsfolk bliver dræbt og tre civile. En del af planen er at sprænge tårnet i luften og det lykkes man med, med store tab for tyskerne.

Sprængningen ødelægger det meste af byen og resten ødelægger tyskerne. Men her i regionen bygger man af sten og de er ikke altid så nemme at fjerne eller ødelægge.

Så er det tid til at komme videre mod næste by.

Jean er på vej i fuld galop.

Sådan ser Condom ud på afstand
Katedralen og ja selvfølgelig UNESCO
Der var en, to, tre, fire, fem og en halv
Her bor jeg

Saint Antoine til Lectoure til Marsolan

I dag blev en lang dag. Alt var fint planlagt og jeg kom tidligt op. Det regnede så jeg gik lidt rundt og vidste ikke helt hvad jeg skulle. Mens jeg overvejede fik jeg morgenmad, som jeg ellers ikke havde bestilt. Så med fuld mave og regnslag begav jeg mig trodsigt ud i regnen. Når det regner er der ikke så mange billeder. Det er bare om at sætte snudeskaftet i sporet og komme afsted.

Kirken ligger i Flamarens, hvor jeg fik et kort hvil og kom af med regnslaget og den langærmede uldtrøje. Ja, det er uld det hele pånær shortsene. Uld tørrer hurtigt klæber ikke til kroppen og lugter ikke bagefter. Når man er fremme kan man tage tøjet med i bad og så ud og hænge i solen, så det er klar til næste dag.

Kirken er bygget af Georges Dauzières i 1530 efter ordre af Sir Arnaud de Grossoles seigneur de Flamarens. Kirken er ved at blive renoveret fuldstændigt, som det fremgår af billedet herunder.

Før denne kirke blev bygget har der været en anden kirke bygget i 1030 kaldet Saint Saturnin ifølge et skrift af Pave Jean XIX.

To pilgrimme på cykel, de boede samme sted som jeg gjorde. Godt selskab til middagen.

Næste by er Miradoux og her var der mulighed for at tanke op. Croissant, bananer, fersken og yoghurt. Hurtigt videre og mere regn. Af erfaring er min pung altid i rygsækken når det regner og hvis det er slemt også mobilen. Derfor købte jeg ikke noget her, men fortsatte i godt tempo. De to på billedet er på samme gîte (herberg), som jeg er i dag torsdag.

Kort tid efter det her billede er taget var der et fladt stykke med vand og mudder. Så med ½ kilo mudder under hver fod var det svært at komme videre. De næste 500 meter var der mudder over det hele på vejen og der var kun få hundrede gram mudder tilbage under sandalerne. Det er godt for lårmusklerne.

Så er Lectoure inden for rækkevidde og ovenikøbet allerede ved middagstid. Men så begyndte det selvfølgelig at regne, regne kraftigt og de sidste 500 meter op ad bakke. Jeg var drivende våd da jeg kom op til hovedgaden. Så hurtigt ind på en café, af den gamle slags, en kop kaffe og så styr på det hele igen.

Det er en flot by og en slags hovedgade jeg er på. Der er mange turister, det kan man tydeligt se i butiksliv et og så turisternes påklædning.

Der går ikke længe inden David dukker op. Han taler godt engelsk og ikke så meget fransk. Så vi spiser italiensk til frokost. Det er dejligt med god frisk pasta og godt selskab. Da vi er ved at betale bliver der lige pludselig råbt, “David, Niels…!” Det er Elisabeth tv, som har fundet os.

Mens vi har spist er vejret blevet rigtig flot. Masser af sol og varme, så vi finder hurtigt et sted vi kan sidde og drikke rosevin og panache (øl og limonade med meget lidt alkohol). Det er forfriskende i varmen. Og der går selvfølgelig ikke lang tid før les belges indfinder sig.

Klokken er nu 16.30 så jeg beslutter mig for at tjekke ind. Det er lidt længere nede ad gaden og jeg finder det hurtigt. Det ser meget lukket ud og der er ikke noget skilt med navnet på stedet. Hmmm!

Åstedet

Jeg går tilbage og finder turistkontoret for at høre om de kan hjælpe. De ringer til stedet, som jeg selv lige har gjort uden held, og værten fortæller ham at min reservation var i går!! En lang historie kort. De ringer til de steder der findes i byen uden held. Så prøver de næste by og næste stadig uden held. Det er ikke så godt, men jeg kan jo ikke blive der. På med rygsækken, mere proviant og så afsted ud af byen.

Første stop er A Marides efter 4 km. Uden held, jeg tror stedet er helt lukket for i år, konen virkede ihvertfald ikke særlig imødekommende.

Andet stop er Marsolan 9 km. Der finder jeg hele selskabet siddende udenfor ved et langt bord og de er i gang med middagsmaden. Pilgrimme og ovenikøbet nogen jeg kender. Efter de første udvekslinger spørg de mig om hvorfor jeg er dér nu? Efter en forklaring er der nogen ved bordet der at der mindst er tre ledige senge. Fint, så en ringer til ejeren og forklarer situationen. Der er ingen pladser tilbage i dag! Efter endnu et forsøg på at forklare bliver røret lagt på, hmmm!

Derefter er der en anden som forsøger at ringe og det samme sker. Én taler om at ringe til præsten…og så kommer der et ældre ægtepar på vej til deres bil. De får forklaret sagen og manden siger straks, “han kan sove hos os i bageriet!”

Bageriet er en del af huset. Engang i 60’ne lukkede bageriet dog og det har aldrig siden været brugt.

Facaden af huset der ligger 25 meter længere nede af gaden er ganske smal, det meste er faktisk der hvor bagerforretningen lå. Ind kommer vi og så finder han sin svigersøn og beder ham om at finde en folde-ud seng som bliver stillet op i midten af bageriet.

Hoveddøren og bageriet til venstre

Hele familien er på besøg, børn og børnebørn, og de spiser moules frittes. De fleste taler engelsk og endda ret godt, så det er fint at have et sted at være. Et af børnene spiller bordtennis og ja, så må jeg op og stå igen. Han vandt selvfølgelig ..;O)

Til sidst taler jeg med svigersønnen, Nils. Han er svensk men har ikke boet i Sverige siden han var tre. Næste morgen kommer jeg op til en kop kaffe og lidt ristet brød, sammen med Nils og svigerfaren.

Det bliver en oplevelse jeg altid vil huske. The Camino provides.

Bordtennisbord et kan lige anes
Bagerst hvor de spiste
Den gamle bagerovn

Malause til Saint-Antoine

Vågner altid tidligt så op klokken lidt i syv. Der var god tid til morgenmad, pakning og alt det andet. Den korteste etape hidtil på 15 ½ km. Det var simpelthen ikke muligt at få en reservation længere fremme, som jeg gerne ville. Det er nu meget godt alligevel, fordi jeg har haft god tid til at opdatere bloggen og være á jour. Tiden er også blevet brugt til at lave flere reservationer, så jeg nu er reserveret frem til søndag morgen. Det er åbenbart nødvendigt så må jeg tilpasse mig.

De første seks kilometer er langs Canal de Golfech, som er godt 20 km lang og løber mellem Malause og en by der hedder Roudès. Den er en genvej, en mere lige vej mellem Garonne øst og vest. Der hvor de løber sammen igen ligger der et stort atomkraftværk Centrale nucléaire EDF de Golfech. Det pynter ikke.

Det er gammelt hegnet…træet er vokset sammen med hegnet.

Efter få kilometer krydses Garonne endnu engang og man kommer til endnu en gammel by, Auvillar.

Billedet viser Chapelle du Port som er meget gammel (de l’époque carolingienne) og senere restaureret af pave Clément bror til Vicomte d’Auvillar i det 14. århundrede. De fik noget for hånden, paverne.

Det næste billede er drikkevand med håndtag til pilgrimme og det sidste er et hus med gentagne renoveringer eller måske konstant renovering?

Minsandten om ikke der bor en dansk familie lige her

På de sidste kilometer mødte jeg en dreng, som sad i grøftekanten med sin mobil. Han havde det fint så jeg gik videre. Efter et stykke tid mødte jeg så et par der stod og ventede…på drengen som jeg havde mødt før. De fortalte at der var to andre sønner længere fremme, hmmm! Lidt senere så jeg hun gik i min retning. Da jeg kom til byen så jeg de to drenge sidde og vente. Lidt efter kom den tredje dreng og inden jeg nåede meget længere var han pludselig langt foran.

Herberget åbnede først klokken 16 og jeg var her inden 12. Ingen butikker eller andet der var åbent, så jeg satte mig i haven i stedet for.

Så er Elisabeth (Belgien) her lige pludselig. Hun overnatter dét andet sted i byen. Medens vi sidder i haven kommer Vincent og Bernard også gennem byen. De skal bo samme sted og samme værelse som mig. Lidt senere kommer så Louis, som for flere dage siden tog en anden vej, hvor han blandt andet skulle sejle noget af turen i kano.

Antoine den store 251 – 356

Saimt Patron i kommunen men kan han have levet i 105 år?!

Durfort-Lacapelette til Malause

Det er en lang tur på 30 km og derfor tog jeg afsted allerede 6.30. Så er det køligt og utrolig flot når solen står op. Der var ikke noget morgenmad, men jeg havde to yoghurt, bananer, kiks og chokolade. Jeg går normalt langt på en banan og i dag var ingen undtagelse.

Første stop på dagen er Moissac efter 14 km. En meget flot og historisk by fra Middelalderen. Det område der hedder Quercy Blanc er nu lagt bag os og i stedet er vi i la Garonne. Le Puy, Cahors (som jeg sprang over) og Moissac er den tredje store by indtil videre på Via Podensies, som også kendes i Frankrig som GR65. Grande Randonnée 65.

Det er ikke en by der har haft det let. Den 3. marts 1930 steg vandstanden i Le Tarn 9,10 meter over normal vandstand. Med 120 døde og mere end 600 huse ødelagt er det noget byen stadig husker.

I starten af det 8. århundrede blev byen hærget af Sarrasinere på vej mod Poitiers og endnu engang i 732 dag de kom forbi endnu engang. 100 år senere var det Norman rene der kom op via Garonne floden. De blev beskudt med kanoner af både englændere og ungarer, som efterlod byen i rygende ruiner.

Kirken er som kirker er hernede. Stor, flot og historisk. Kirken er fra det 12. århundrede og er bygget i en blanding af romansk og gotisk stil. På gulvet har de de traditionelle farvede fliser, som vi kender så godt i Uglestrup. På væggene er der tapet (!) og dele af det er ødelagt på grund af for mange fedtede fingre. Blandt andet derfor bliver kirken renoveret og det tager år at lave, men flot er det.

Klostret er også bevaret trods krig og ødelæggelse. Det er UNESCO verdensarv.

Tapetet hvor maleriet hænger
Gulvet er slidt men farverne holder stadigvæk
Bemærk stolene hænger sammen i ryglænet

Byen Moissac ligger ved Le Tarn floden. Lige her mellem Moissac og Malause, hvor jeg overnatter, ender den i La Garonne floden. Le Tarn udspringer lidt SØ for Le Puy hvor jeg startede min tur. La Garonne udspringer nede i Pyrenæerne lidt vest for Andorra i Spanien. Garonne har mange bifloder hele vejen op til Moissac.

Her i Moissac er der også en stor bro med en længere historie. Den hedder Pont Napoléon men tidligere hed den Marie-Thérèse efter den yngste datter af Louis XVI og Marie-Antoinette. Broen blev bygget da Napoléon I kom til Moissac den 28. juli 1808. Den blev indviet i 1824. Først i 1852 blev den omdøbt til det nuværende af Napoléon III.

Pont Napoléon
Billedet her er Canal Latéral à la Garonne
Der er lige her tv at Tarn løber sammen med Garonne

Endelig fremme og alligevel er jeg kommet tidligt. Byen er totalt lukket, meget lille og der eneste tegn på liv er ved lægen der bor tre numre herfra. Kunderne står ude på gaden og venter med krykker og andet udstyr. Nå, men det går jo ikke at stå der og vente indtil nogen lukker op. I guide bogen Miam, Miam dodo er der ikke noget åbningstidspunkt. Normalt er det klokken 15, så jeg ringer og får fat i M. Boudet, som ankommer kort efter. Han er godt nok svær at forstå, men et qui ou non gør underværker. Jeg kender jo proceduren.

Efter kort tid er der en der banker på, så jeg åbner og så er der spanieren David fra i går. Så kommer der to voksne med børn og hund. Til sidst er vi ti og tre af os er med halvpension. Det er varmt og alle er i baghaven. David og jeg er overvældet af franskmænd, så vi observerer og jeg forsøger at forstå hvad de taler om.

Nu er rygsækken pakket og klar til afgang i morgen. Det bliver ikke specielt tidligt. Det er meget svært at reservere fra dag til dag. Så jeg har måttet lave en reservation til i morgen så det bliver en kort tur som er mindre end 20 km. Jeg har også reserveret frem til og med torsdag og arbejder videre med at reservere. Der er mange franskmænd som laver reservationer eksempelvis 18 km fremme og 22, 25 og så videre. Så tager de den der passer dem og afmelder de andre i sidste øjeblik.

Det er tarveligt fordi mange steder er det halvpension og så står de med mad klar og andre kan ikke reservere.

Samuel og David kom senere og så var der en fransk familie med to mindre børn. De går omkring 10 km dagligt og der er flot. De havde også hund med, men den var meget godt opdraget og sov i øvrigt i haven.

David taler ikke fransk men engelsk, så vi var frivilligt på sidelinjen medens vi spiste udenfor i varmen. Mens vi spiste var der en der ringede for et reservere en seng til i morgen. Det er der jo ikke noget usædvanligt ved, men han var i .Montcuq. Det var dér jeg overnattede for to dage siden. Altså 57 km fra hvor vi var.Efter Mm Boudet fortalte os den historie ringede hun til det sted hvor han var og fik bekræftet at i dag var han gået 60 km! Sådan 👣
Jeg tænker man skal passe på med trafikken bagfra, når han kommer stormende forbi…;-)

Montcuq til Durfort-Lacapelette

Der var ikke en internet eller WiFi forbindelse i Durfort Lacapelette, så derfor opdaterer jeg i dag tirsdag.

Det var er strålende sted at overnatte. David stod klar med ristet brød, te, marmelade og friskpresset appelsinsaft. Tøjet var ikke helt tørt fra regnvejret i går, men det er der råd for. Tre sæt strømper, t-shirts og undere, så er der næsten garanti for tørt tøj hver dag. Ned i rygsækken med det våde og så må det komme op at hænge når jeg er fremme næste sted.

Selvom jeg gik tidligt var der gang i gaden – markedsdag. Lækkert ser det ud og så som en lille bonus er der kun 1152 km tilbage til Santiago de Compostella.

Solsikkerne hænger noget med hovedet her dagen derpå efter regnvejret, men der er dog en som bevarer optimismen. Det var der også god grund til. Senere på dagen havde de allesammen ranket ryggen og stod fint med hovedet vendt opad mod solen.

Vi er forbi de værste stigninger, men der er stadig lidt tilbage. Først ned, så op og efter flere gentagelser så kan man se toppen af den næste by jeg skal igennem. Byen hedder Lauzerte og er fra det 11. århundrede. Turen derop starter i 129 meter og efter 800 meter er man oppe i 270 meter. Det er en stigningsprocent på 10+.

Husene er typiske for området Quercy Blanc og Le Tarn og La Garonne floderne. Bindingsværk og vinduer og i nogle tilfælde endda stadig de gamle helt tilbage fra det 13. århundrede.

Byen var oprindeligt – år 1000 – gælisk og navnet fra latinsk lucerna, der betyder lys. Mod slutningen af det 12. århundrede påbegyndte greven af Toulouse byggeriet af et castenau, som er en by beskyttet af et slot.

Både strategisk og økonomisk var det en stor succes og antallet af indbyggere steg hastigt. Det blev et handelscentrum og samtidig et vigtigt stop for pilgrimme på vej mod Compostelle. Byen er et af de flotteste eksempler på et castenau i Sydfrankrig den dag i dag.

En lille anekdote om det ultimative mål for pilgrimme, Santiago de Compostella. Her i Frankrig taler de om Compostelle, men i Spanien siger de Santiago.

Santiago de Compostella betyder Santiago der ligger i den egn der hedder Compostella. Så det egentlige navn er Santiago. Compostella betyder mark og stjerne, kilde David l’espagnol.

Den første overnatning i Le Puy en Velay her gælder det samme. Byen hedder le Puy i egnen Velay. Derfor er der ingen der siger Le Puy en Velay.

Sådan slipper man for reklamer i postkassen
Så er det videre mod nye højder

Bygningen ovenfor bliver brugt til opbevaring af majs og andre afgrøder. Bemærk “fødderne” de ligner champignon, det er for at beskytte mod rotter og andre dyr.

Nedenfor er endnu en familie med æsler. To børn der selv går omkring 10 km dagligt. Den her familie går fire til fem dage måske et par gange om året og stille og roligt nærmer de sig Santiago.

Det var samtidig et donativo stop med meloner og abrikoser. Jeg spiste en melon og de smager rigtig godt når de er helt modne og lokale. Så er der energi til at fortsætte de sidste km.

Høns, ænder og ællinger i flere størrelser

Endelig fremme på en varm og fugtig dag. Som altid var jeg først fremme og derfor den første i bad. Vasketøj og til tørre medens der er sol og så slappe af. Der var ingen middagsmad, men man kunne købe en salat anretning. Det var ikke noget særligt og som skrevet så virkede WiFi slet ikke.

Da jeg skulle hente min salat på den anden side af gaden mødte jeg…les belges selvfølgelig. Så nu var vi Vincent og Bernard; Samuel en franskmand; Elisabeth belgier fra Flandern; Veronique fransk lige startet i Cahors; Christian fransk ham der startede ved Genève og David fra Spanien. Alle os af hankøn går hele vejen, så vi kommer til at mødes tit.

Jubilæums dag i dag. 400 km tilbagelagt og 350 til Saint Jean Pied de Port. Derfra er det sidste etape på Camino Via Podensias til Roncevalles.

Dér starter Camino Frances, som er den mest kendte Camino rute.

L’Hospitalet til Montsuq

God morgenmad og afsted lige før klokken otte.

Vi, Odile som også overnattede samme sted, og jeg gik sammen ud af byen. Men så alligevel ikke. Hun havde sin bil parkeret i byen og kørte derfra. Det er fint da jeg foretrækker at gå alene.

Efter ti km så det sort ud og ganske rigtigt begyndte det at regne og tordne. Heldigvis var jeg lige nået til Lascabanes, som også var planlagt til første stop. Lige inden fandt jeg en sok og selvfølgelig tager man den med. Et kvalificeret gæt er at ejeren er længere fremme.

Den første jeg mødte var ikke ejeren, men hun havde set den. Da jeg lidt efter i let trav nåede frem, sad der en gruppe udenfor en café og ganske rigtigt var sokkens rette ejerkvinde dér.

Cats and dogs
Jeanne lige startet i Cahors

Nu har jeg også fået en reservation til i aften, det er dejligt nu når det regner. Vi er rykket indenfor og fransk mændene spiller kort, samtidig med at der hele tiden kommer nye til. Det er ganske hyggeligt og det endte også med en compotte – en specialitet fra egnen – med hvide bønner, pølse, and, salami og brød til. Det smagte fint og lagde en god bund til den videre færd.

Da var det holdt op med at regne, så alle skulle afsted igen. Efter bare 10 min begyndte det at dryppe igen og lidt senere regnede det kraftigt. Så føles ni km som en lang tur. Det var koldt og visse steder skulle man nærmest svømme over.

Så da jeg kom frem var det rigtig dejligt. Det er hos David som er fra Irland og selv har gået på Camino Frances. Det er første år han er vært på en gîte.

Lige da jeg ankom til byen tjekkede jeg på G-maps, men det var ikke særlig succesfuldt. Det viser sig at de fleste huse i denne by har to hus numre. Det ene er fra tidligere tider og så det nye som jeg ledte efter. Men det lykkedes fint og sikke et sted.

Drivvåd…
…og møgbeskidt

Rigtige senge med lagner og alt, så det behøver jeg ikke at pakke ud. Rigtige håndklæder, rigtigt badeværelse, det våde tøj centrifugeret, …

Derefter en kold øl i køkkenet sammen med Anne fra Paris, David og mig selv. Meget hyggeligt og nu er den sidste kommet, Christian fra Frankrig. Han har gået i mere end én måned nu.

Lige nu ser vi Rugby 🏉 Sydafrika mod Four Lions. Det er England, Wales, Irland og Skotland. Om lidt skal vi have en aperitif og så middagsmad. Ja, det ligner ikke helt den pilgrimstur jeg husker, men det er stadig hyggeligt.

Køkkenet
David
Christian og Anne

Morgenmad i morgen klokken 6.30 så jeg kan komme godt afsted til endnu en lang tur. Stadig ingen reservation men det løser sig senere eller i morgen.

Bach til l’Hospitalet

I går havde Nicolas skrevet vores navn og dato på hver vores sten. Det er en god ting at få med – den kommer helt sikkert med hjem til Danmark.

Til morgenmaden viste det sig at det var donativo. Så lægger man penge i en sparegris efter hvor meget man kan og vil. Det er flot.

Med fyldt mave og farvel til Vincent og Bernard gik jeg lidt over 7 her til morgen. De store byer er ikke noget for mig, så jeg er gået stik vest og de er gået NV til Cahors. Derfra går de SV, forbi hvor jeg er nu. Det betyder at jeg er en dag foran dem.

Vi kommer til at have en afskedsmiddag på et tidspunkt inden jeg tager hjem. Jeg kan ikke nå at komme helt til Santiago de Compostella, med den tid der er til rådighed. Så derfor vil jeg hellere forsøge at få alle ender til at mødes, på en måde, så når jeg kommer tilbage for at gøre det færdigt, er der stadig en god tur at gå.

Det er trøffel område

Så er det snart tid til en croissant og en kop kaffe. Klokken er 10 og med 13 km tilbagelagt synes jeg det er velfortjent. Byen er ret lukket for en fredag, jeg håbede det var muligt at købe den næste Miam, Miam dodo bog til den sidste del inden Spanien. Det er også her jeg skal finde den rigtige vej videre. Nu skal jeg følge de orange markeringer. Det tog lidt tid at finde vejen ud af byen, men med tålmodighed, bogen og G-maps så lykkedes det fint. Ruten er rigtig godt markeret

Efter en god nats søvn alene i et rum til otte – ingen der snorkede – er det tid til morgenmad. Dagens etape er kortere end de tre foregående, så jeg forventer at gå stille og roligt for ikke at komme for tidligt frem. Vejret er perfekt og det er køligt uden at være koldt.

Back To Top