En tidlig dag for os allesammen ja faktisk hele sovesalen. I går var en varm dag og i dag har været endnu varmere. Louis og jeg gik 6.30 stille og roligt ud af byen. Det er mærkeligt nu når vi er 8-900 km længere vest og dagene bliver kortere, at det er tidligere lyst her i Spanien end det var i Frankrig.

Da vi gik ud af byen var det 15 grader, men stadig fint til t-shirt. De to billeder er taget henholdsvis klokken 8.15 og 9. Da vi endelig var fremme klokken 14.30 var skyggen ½ meter lang.

Første stop er Viana efter 10,7 km. Det var på tide. Jeg fik en lille energi bar til morgenmad, ingen kaffe og frugt havde jeg heller ikke noget af.

Da vi havde gået 3-4 km holdt jeg lidt tilbage og derfor sad han selvfølgelig og ventede med sin kaffe og croissant. Selvom han gik lidt hurtigere end jeg gjorde, så er det kun omkring et kvarter han er foran. Det er derfor man skal gå i et tempo der passer godt. Nogle går meget hurtigt, men holder mange pauser.

Der er en englænder, Chris, som for nogle dage siden kom stormende forbi. Vi fulgtes ad et stykke hvor han fortalte, at han havde 21 dage til at nå frem til Santiago de Compostella. Det fik jeg omregnet til et snit på 37 km. Vi møder ham stadig flere gange om dagen og vi går ikke 37 i snit. Han får travlt, Chris.

Viana var et fint stop hvor jeg fik både croissant, tortilla de patata (omelet med kartofler), café con lecche og så et glas friskpresset appelsinsaft. Det er jo her appelsinerne gror og de smager rigtig godt.

Jeg hilste også på en belgier, som jeg har mødt tidligere. Han er lidt underlig og så kan jeg heller ikke forstå hvad han siger, på fransk. Men han fortalte mig at han var gået klokken 3 om natten! Ham så jeg også dagen før og nu her i Viana klokken 9 har han maks gået 16 km. Det giver ikke mening.

Her er skiftet fra Navara til Rioja regionen. Det ses tydeligt i landskabet. Her er der massevis af vinmarker og mange af druerne er allerede modne.

Floden Ebro er I mange kilometer grænsen mellem Navara og Rioja. Den kommer fra nordvest i en by der hedder Miranda de Ebro.

Den næste by er Logroño of det er den hidtil største by siden Frankrig. Når man kommer til byen ser man som altid kirken og tårnet, men her i Spanien, ihvertfald i nogle byer, har de den uvane at tillade byggeri af nye huser der er højere end kirken. Det ser ikke pænt ud. Louis fortæller at i Frankrig der har man regler for at sikre sig imod det.

Vi er kommet lidt i 11 og glæder os til lidt frokost. Det kan man ikke få før klokken ét. En cola kan det blive til og så hurtigt videre mod Navarrete.

Nu er det ved at blive meget varmt og der er ingen skygge. Det meste af tiden går vi på almindelig vej eller stier. Ikke de rigtige Camino spor, som i Frankrig. Her i Spanien er det knap så vildt og meget af tiden går man på brede grusveje.

De har selvfølgelig også en Camino rose. Sådan en må vi ha’ i Uglestrup.

Så er vi meget tæt på at være fremme ved dagens mål by, Navarrete. Det er en mindre by men den er utrolig flot, som altid. Vi får plads det første sted vi kommer og bestiller til os alle fire.

Nu er tøjet vasket og hængt til tørre og det er tid til en kort siesta for benenes skyld.

Det her er resterne af et pilgrims hospital, San Juan de Acre.

Byen her er lille og vi har valgt ikke at spise her, men finder noget andet i den lille by.

Lige nu sidder vi alle fire udenfor og nyder noget at drikke og varmen i skyggen. De sidste mange dage har vi rystet af kulde allerede ved 19-tiden. Vi har eget værelse så vi kan snorke sammen. I morgen bliver endnu tidligere end i dag. Op klokken 5 og afsted 5.30.

Nu er min vandrestav opdateret.

Nu skal vi spise.

I dag har jeg rundet 900 km siden Le Puy. Det er jeg stolt af 😀👣👣

Der er mange spaniere fordi de har sommerferie indtil starten af september. Det giver lidt rystelser for de andre. Rygterne siger at alt er booket de sidste 100 km før Santiago de Compostella – det der med cv’et.

Men der er også mange spaniere her og nu. Mange går en uges tid og fortsætter næste år. Der er også usædvanlig mange på cykel.

Her er vinhanen som er et pudsigt indslag. Bodegas Irache fylder op hver eneste dag og det er til fri afbenyttelse. De henstiller dog til at man begrænser sit indtag, så der er til alle. Jeg var der allerede før otte og jeg har jo fået tidligere, så et hurtigt billede og så er der jo også mere til Vincent og Bernard.

I Navarra regionen dyrker de både frugt og grøntsager. Det er også produkter herfra kan købe i danske supermarkeder. Det er også et stort vinområde og så er der masser af oliven.

Det er meget varmt i løbet af eftermiddagen, så jeg fortsætter uden pauser. Pigen her fra Barcelona er startet i Pamplona og hun har hund med. Den puster også og tungen slæber næsten i sporet. Hun går hurtigt men hunden skal selvfølgelig have vand undervejs.

Først byen her, Sansol, og mindre end én kilometer længere er så målbyen Torres del Rio. På det lille stykke mellem byerne ser man ikke Torres del Rio før til allersidst. Den er meget flot.

Det første herberg jeg ser har swimming pool og for 25 euro inklusiv aftensmad er det ikke svært at bestemme sig. Jeg reserverer samtidig til de tre andre.

Det er første gang vi har prøvet det. Det er ikke så pilgrimsagtigt, men vi er rummelige og tager selvfølgelig også det med uden beklagelser.

Vi har en forrygende aften her.

Igen tidligt afsted men stadig lyst nok til at finde vej. Det har igen været en fantastisk dejlig dag. Det er tydeligt at spanierne holder sommerferie nu. Der er rigtig mange på caminoen og mange af dem er lige startet, fordi de bor i Pamplona eller et andet sted tæt på.

Ved lov må de kun sælge 50 procent af sengene i herbergerne. Det giver lidt stress hos os allesammen, men vi – Bernard, Vincent og Louis – satser på at det nok skal lykkes uden en reservation. Vi må se.

Som altid er her ufatteligt smukt når solen står op og der ikke er forstyrrende lyde fra biler eller andet kunstigt. Man kan høre vandet i floderne, hanerne der galer, fuglene der er klar til en ny dag.

Nu er jeg rigtig i Camino land. Det hele er nemmere end det var i Frankrig. Der er få kilometer mellem byerne, masser af caféer og det er nemt at finde vej. I dag har der ikke været meget skygge og det er nærmest boulevarder man går på. Med så mange mennesker på caminoen, så møder man hele tiden nogen man kender eller har hilst på tidligere.

Den første større by er Puente la Reina. En meget gammel by med denne fantastiske gamle og flotte bro. Det var også her efter syv km jeg fik min morgenmad. Kaffen er bare bedre her og til gengæld er den så også billigere end i Frankrig. Mens jeg sad og spiste talte jeg med en lokal der var startet netop i Pamplona. Så fik jeg lidt historie om Spaniens regioner, særligt Extramadura, som ligger sydøst herfra. Mens vi taler var Louis ved at gå forbi uden at stoppe. Han blev hurtigt stoppet og fik både kaffe og friskpresset appelsinsaft. I mens hilste vi hurtigt på Bernard og Vincent. De holder en kort pause om formiddagen og en længere til frokost.

Dem så jeg først igen i Estrella.

Her er vi 9 km længere fremme i Cirauqui. Her er rent drikkevand og mange benytter chancen for at fylde mere vand på. Det er blevet varmere i løbet af dagen og der er ikke meget skygge.

Næste by er Lorca. Det er spændende at se byen på så lang afstand og vide at man er der lidt senere. Kirken ligger næsten altid højest og man skal altid forbi kirken. I denne by er der meget stejlt det sidste stykke op til kirken. Det kan godt være dagens etape er flad men flad har en anden betydning her end i Danmark.

De er en del mindesmærker undervejs. Her er det en dansker.

Vi har diskuteret hvor langt der er fra Le Puy til Roncevalles, Via Podiensis, og fra Roncevalles til Santiago de Compostella, Camino Frances. Udfra fælles overvejelser betyder det at jeg har gået næsten 900 km. Det føles rigtig godt.

Så er det tid at finde dit overnatningssted. Estella er, som de fleste andre byer, fyldt med historie. Jeg skal overnatte i den gamle del af byen.

I dag er det luksus hotel. Gode forhold med eget badeværelse og ingen mulighed for at vaske sig tøj. Derfor betaler lidt for det og får det leveret rent efter nogle timer.

Til aften møder jeg en tysk pige, som har sin søn med. Når han ikke selv går er han i en lille vogn som hun skubber foran sig. Hun taler tysk med en anden pige hun kender og hun er dansk. Det er den anden dansker jeg møder her i år.

Samtidig får jeg en sms fra Louis, som spørger om jeg har halvpension. Det har jeg ikke og så viser det sig at vi er lige der hvor de sidder alle tre og drikker øl.

Det er hundekoldt her i Spanien i øjeblikket, så vi sidder og fryser. I mens taler vi om spaniere og om deres spisevaner. Normalt spiser de klokken 10. Men klokken er kun 8 og lige pludselig er vi blevet overhalet af de lokale, så først kan få mad om én time hvis vi bestiller nu. Det går jo ikke fordi de tre har spærretid klokken 10.

Det bliver selvfølgelig en god aften og nu er det tid for mig at sove. Jeg skal tidligt op så jeg kan nå mest muligt af dagens etape inden frokost.

Op klokken seks og på caminoen halv syv. Underligt nok havde jeg ikke brug for lys for at finde vej. Det mærkes også tydeligt at vi nu er i Spanien. Afmærkningen er meget bedre her end tilfældet var i Frankrig.

Temperaturen var helt perfekt hele dagen og det gik rigtig godt. Første stop var i Pamplona hvor jeg fik en kop kaffe, en ristet bolle og en croissant. Så var der tanket op til de næste timer.

Med spredte skyer og god vind blev det en rigtig god dag med højt tempo. Den første time skal kroppen varmes igennem og så kan tempoet øges lidt.

Endelig Pamplona og hvilken flot by. Byen er fra det 12-århundrede og indgangen her er blot én af flere gamle byporte.

I mange af de større byer er afmærkningen af caminoen kammuslingen monteret i fortovet. Der er så 20 meter mellem hver og så er det jo nemt at finde vej.

Meget er forandret siden vi kom til Spanien. Rigtig går med mundbind udenfor og jeg har også set cyklister med mundbind. Det var alligevel en overraskelse at se én på MTB med mundbind og én der var ude og løbe en tur!

Sådan laver man en høstak her i Spanien. Det var ret sjovt at se hvordan de gør det. De næste mange hundrede kilometer er der mange af dem.

En hilsen fra Bernard og Vincent. De er nybarberet hver dag, men toppen bliver ikke klippet på deres tur.

Dagen startede tidligt. Klokken seks blev lyset tændt og der blev spillet salmer, så alle kunne vågne stille og roligt. Det holdt dog ikke længe for der er mange spaniere og de taler meget om morgenen.

Jeg havde lavet en reservation, fordi det stadig er lidt uklart hvordan situatíonen er I Spanien med COVID. Min vanddunk er normalt klar om aftenen, så jeg var hurtigt nede i vaskeriet for at hente mit tøj og få pakket.

Ude af døren klokken 6.30 og ja så småregnede det. Surt men det var egentlig kun støvregn, så jeg besluttede ikke at iklæde mig regnslaget. Med det bliver jeg alligevel helt våd og min rygsæk og indholdet er godt beskyttet ałligevel.

Småregn i flere timer bliver man også våd af og temperaturen var i omegnen af 17 grader. Først efter 11 km var der en café med morgenmad og kaffe. Det er jo mandag så det meste er lukket lige som det er i Frankrig.

Friskpresset appelsin juice, en croissant, café con lecche og en lille smoothie. Det lunede og snart var der fyldt med pilgrimme. Det var så der jeg mødte den første dansker på turen. Han er lige startet og skal hele vejen til Santiago de Compostella.

Kort tid efter morgenmaden kommer en englænder med stor fart. Vi følges er stykke tid og så siger jeg farvel og tak, det går lidt for hurtigt for mig. Han har dog fortalt at han forventer at være i Santiago de Compostella om 21 dage. Det er sådan ca. 37 km i snit, men han er vant til at gå både 45 og 50 km af gangen.

Efter noget tid møder jeg ham igen et sted hvor der er en vogn med salg af proviant. Jeg køber en banan og er hurtigt videre. Er par km senere bliver jeg igen overhalet, hvorefter jeg finder ham siddende med støvler og strømper af efter flere km senere. Næste gang vi mødes er ved en lille by Zubiri, hvor mange overnatter på anden dagen. Her spiser jeg en tortiłla og drikker en kaffe. Kaffen her i Spanien er rigtig god og meget billig.

Igen går jeg før ham og nu har jeg lige set ham komme samme sted hvor jeg overnatter, efter at jeg både har været i bad og vasket tøj. Klokken er næsten fire om eftermiddagen. Han får travlt de næste uger.

Det var godt jeg havde en reservation for Louis kommer senere, men der er helt optaget. Ejeren her har lavet en reservation til mig i morgen og det tror jeg er en rigtig god idé. Så må jeg se hvordan det hele udvikler sig.

Mange regler og love er lavet for at beskytte mod COVID. Alle skal bære mundbind indenfor og man skal have sko på. Hvis Guardian Civil kommer på inspektion, så er der store bøder. Man kan også blive bedt om at fremvise sit coronapas og der er også store bøder hvis det ikke er i orden. På alle Albergues i Spanien må de kunne udnytte 50 pct. af kapaciteten.

Caminoen her er lidt mere udfordrende end tidligere. De er ikke så spændende klippe lagene på langs, så man skal være forsigtig.

Vi er stadig i Baskerlandet og her i Spanien er det mere udtalt og aktivistisk.

God nat.

Farvel til Saint Jean Pied de Port for denne gang. Det er en hård etape med start i 195 moh op til 1280 og så slutter man nede i 960 moh. Rigtig mange starter caminoen her i byen og når det er første etape så er den udfordrende. Derfor var det interessant og prøve igen efter flere ugers vandring. Den er hård ingen tvivl om det, men det er nemmere når det hele fungerer og man er veltrænet.

Det går hurtigt opad og skyerne kommer tættere på. Efter 8 km er der en café hvor man kan få noget varmt at drikke og noget at spise hvis man vil.

Det gik hurtigt med en lille kaffe med mælk. Det var egentlig en kvinde som skulle have kaffen, men hun ville betale med dit guldkort. Til en pris af én euro så går det selvfølgelig ikke. Normalt fra 10 euro og højere accepterer de kreditkort, men helt generelt skal man have rigtige penge med hele tiden. Jeg nåede at hilse på Sasha, tyskeren fra i går inden jeg gik videre.

Dem på cykel kæmper også en hård kamp. Når de skal stå af og trække er det endnu tungere at komme videre end for os der er til fods.

Det varede ikke længe før jeg mødte Bernard. Han sad på græsset ved vejen og spiste en sandwich. Han er jo fransk og de spiser hele tiden. Det er hans sidste dag og når vi er i Roncevaux tager han bussen tilbage til Saint Jean Pied de Port. Derfra tog, tog, bus, tog, tommel og så finder han sin bil forhåbentlig. Han har været rigtig hyggelig at følges med.

Det er uklart hvornår man krydser grænsen til Spanien. Jeg fandt ikke ud af det sidste gang jeg var forbi. Men et godt bud er 200 meter længere fremme. Dér er der en stor sten hvor navnet på den første spanske region vi kommer til står, Navarra!

Her er utrolig flot med stejle skrænter, hvor man ser skyerne længere nede. Det har været koldt hele vejen – meget koldt. Her tæt på toppen er der dog læ og senere kunne man ane solen skinne igennem skyerne inden den rigtig skinnede.

Herfra går det stejlt nedad de næste tre km. Der er mange skarpe klippestykker, så det gælder om at holde balancen. Her er min nye vandrestav perfekt fordi den er lang, så jeg kan komme hurtigere ned end de fleste.

Der var dog en undtagelse. Ham på billedet længere nede nærmest løb ned i sine klipklappere. Lidt længere nede stoppede han for at få noget af det varme tøj af. Da han så mig komme forbi fik han meget travlt med at flå trøjen af og komme foran mig igen. Der er plads til alle her og der er rigtig mange typer på caminoen.

Så kom vi, Bernard og mig selv, til Roncevalles. Selvfølgelig som de første i slænget. Louis var den næste og klokken tre stod vi klar til at tjekke ind.

Med en reservation får man en af de gode senge. Det fungerer fint og det er rent. Hvis man har bestilt middagsmad – det er bedst og billigst at gøre – så spiser man på en af to restauranter udenfor eller i selve klostret. Roncevalles er ikke en by så der er ikke nogen andre valgmuligheder. Til gengæld kan man få en forfriskning inden middagsmaden, som er enten klokken 19 eller 20.30.

Selvfølgelig sidder Vincent og Bernard med hver sin Sangria, uden paraply, og sådan en må jeg jo også smage.

Det er virkelig koldt her i Spanien i dag, så det er godt at komme indenfor og få noget mad.

Mange steder på caminoen i Spanien er der spærretid. Hvis ikke man er hjemme inden klokken 22, så kommer man ikke ind. Det skal man tage helt seriøst. Da jeg ville pakke til næste dag kunne jeg ikke få adgang til mit tøj. Døren til vaskeriet lukkes klokken 18 og åbnes igen klokken seks morgen.

Der er fire senge i disse små kabiner, som ligger på en lang række på to etager. På grund af COViD er der kun halv belægning. Sophia ved siden af mig planlægger at stå op klokken 6, så det gør jeg også. Klokken 21.57 siger jeg til hende at om tre minutter slukker de lyset…og ja det gjorde de!