Conques til Livinhac-le-Haut
Stor glæde i går da jeg tog min inderpose ud af rygsækken. Ud falder den manglende sok, juhuu!
De fleste har ikke sovepose med, fordi det er for varmt og der altid er tæpper til rådighed. Det trick har jeg lært fra tidligere og det betyder 500 gram mindre i rygsækken. På fransk hedder en sovepose sac à dormir og selve inderposen har så det poetiske navn sac à viande på dansk og frit oversat en kødpølse. Så er vi i gang igen.
Kom afsted 6.30 så det var fint og til morgenmad havde jeg to bananer og en fersken.
PW fortalte at på vej ud af byen er der et udklip af hans digt. Det er uden hans navn. Symbolikken er at efter vi har været i Conques er vi forandrede og derfor bærer vi selv ordene med videre.
Dagens etape var heftig. Først ud af byen og det er stejlt ned, og så over Lot endnu engang. Øverste billede tv viser kloakken. Bemærk ribberne er de samme sten som husene er bygget af. De holder længe.
Lige efter man er gået over broen går det op. Efter at have regnet lidt på det er jeg nået frem til at stignings procenten er på den gode side af 14 pct. Det er den de næste to km. Det er første jeg er stoppet flere gange undervejs, for at få luft og køle lidt af. Mon dieu
Jeg så ikke æslet men til gengæld hilste jeg på mange andre dyr, hvis de da ikke var gået helt omkuld i varmen. Der var specielt én – blanding af Cocker spaniel og et eller andet lokalt lidt mindre end en Bernasenne – som var ude og blive luftet. Da den så mig ville den ikke med ejeren. I stedet lagde den sig fladt ned og da jeg talte til den viftede halen langsomt frem og tilbage som en vinduesvisker. Til sidst kunne den ikke holde sig tilbage. Så den kom stormende frem 😀 Til sidst måtte jeg gå forrest, fordi vovse kom i snor og hvis jeg gik bagerst foretrak den at vende sig om efter mig hele tiden.
Der er også mange høns og ænder. Her går de fint i deres indhegning, men det er ikke altid tilfældet. Der er en del høns der løber rundt på stierne. Men se lige de halvstore ællinger.
I den her egn er deres franske lidt anderledes end i resten af landet. Deres accent er også ekstra svær at håndtere. Men bondemanden her fik jeg talt lidt med…jeg forstod ikke så meget af hvad han sagde. Til gengæld tror jeg heller ikke han opdagede, at jeg ikke er fransk.
Herfra hvor jeg nu er nået til skal man være ekstra opmærksom. Fra turens start har man for det meste fulgt GR65. Nu er der også en GR62 b som man skal tage højde for. GR betyder Grande Randonné og de er overalt i Frankrig. Ofte så splitter GR65 sig fra caminoen, så det bliver en kortere, længere eller måske hårdere tur. Hvis man har en reservation skal man passe på ikke at gå udenom den by man skal overnatte i. Tre km ekstra er der ikke mange som bliver begejstret for ved slutningen af dagens etape.
Caminoen er mange ting. Nogen gange går man på en landevej, andre gange på lange grusstier og så er der selvfølgelig de gange man går stejlt op eller ned. Men ofte går man også på ganske små stier, hvor brombær grenene river i tøjet eller man er ved at brænde sig på nælderne.
Dagens mål er Livinhac og for at runde historien af om sprog og accent, så fremgår det af skiltet nedenunder. Det kan minde lidt om Irsk og Engelsk.
Endnu blev Lot floden krydset og som altid tæt ved en by. Det var nemt at finde frem til La Coquille Bleue – Chez Claire og som så ofte før var jeg den første fremme. Her fik jeg strenge instrukser om at drikke mindst tre glas vand inden vi skulle tale sammen. Der blev sat et stempel i mit Crèdentiel og efter lidt parlamentering tager jeg også morgenmaden med denne gang.
Det er hyggeligt når alle spiser sammen og i dag var det hos Claire selv. Fin mad og meget snak om bordet, men med fire mod én og en østriger på sidelinjen er det svært at følge samtalen. Østrigeren er Gerald, som jeg reserverede for i går. Det har jeg dog bitterligt fortrudt, fordi han snorker så det er til at blive vanvittig af. Udover Gerald er Leo her også og en pige fra Paris, Marie; og en ældre fransk kvinde. Alle er dog meget søde, så det går, selvfølgelig gør det dét.
Huset vi bor i er ældgammelt som de fleste huse. De er skæve på alle leder og kanter, men de står stadig som de har gjort det i mange hundrede år.
Byen her ligger omkranset af Lot floden, som i en pose.
Vaskeriet var i garagen og tøjsnoren hang i haven 50 meter bag huset.
Efter vi havde spist gik vi allesammen en tur i nabolaget med Claire som guide. Det er første gang jeg har prøvet det på caminoen.
