Figeac til Cajarc
Oppe og på vej 6.40. En lang dag med mere end 33 km venter. Vejret er perfekt med spredte skyer og en behagelig temperatur. Som så ofte får man et sidste blik ud over byen man har overnattet i, så kan man lægge dét fra sig og koncentrere sig om hvad der venter forude. Det er ikke en rute med store udfordringer, men her i Frankrig vil Himmelbjerget blegne i sammenligning.
Landskabet har forandret sig siden Conques. Stemningen er mere á’la Middelhavet, både naturen og temperamentet. Der er også vinstokke – Figeac er et stort vinområde – og forskellige palmetræer. Lige nu er jeg i 155 moh, til at begynde med var det mellem 800 og 1368 moh. De sidste 4 dage omkring 500 moh.
Herfra og til Cahors bliver det 2-350 moh. Så ingen store stigninger før Pyrenæerne.
Se lige det her klippestykke, det er jo enormt og så er det gået løs med helt fine kanter. Det er på mange måder overvældende, at se naturen her vild og udresseret.
Nedenfor er det vand fra en kilde der opsamles og to kar og deri har man vasket sit tøj. Meget er lavet af sten hernede og de er jo også overalt.
Der er også tykt mos på alle stengærder, træer og andre steder. Mos vokser ikke hvis luften er forurenet, så det er et godt tegn.
Så er de der igen. De går ikke specielt hurtigt, men til gengæld holder de ikke nogen pauser. Omkring de sidste fem km drikker de gerne den første øl – de er jo belgiere. Vi havde alle tre besluttet at gå den lange tur uden at noget var aftalt og mit næste stop i Bach er også deres mål. Derefter splitter vi, de går til Cahors og jeg tager en smutvej som min vært har fortalt om her til aften. Store byer er kedelige når man går Camino. Det er svært at finde dem man kender i en stor by turen handler jo meget om at komme ud af det vante miljø. Her kan man være den man er uden at skulle leve op til andres forventninger. Skiftet fra caminoen til by med larm og os er overvældende.
Caminoen er mange ting. Nogle steder går man langs motorveje (ikke mange steder) og andre gange på landeveje. Men mest af alt så er det småveje, grusveje, gamle markveje med græs i midten og store og små stier. Nogle gange er stierne meget smalle, som i én person ad gangen. Det er specielt når man tænker på hvor der går hver dag det meste af året.
…og nu ved jeg hvad det er takket være Belgien. Det er huse med en meget gammel dør, som blev (bliver?) brugt af dem som passede dyrene. Det er også et ly for regn, men blev også brugt til overnatning.
Hele vejen fra Le Puy til Saint Jean Pied de Port er UNESCO verdensarv. Der bruges der meget energi – og sikkert også penge – på at genopbygge murene med de oprindelige sten og nye hvis der mangler. Det er virkelig mange km mur men flot det er det absolut.
Ja, det er dejligt når målbyen er i sigte. Verdensarv, selvfølgelig! En meget gammel by der er næsten fuldstændig omkranset af Lot floden. Med sin beliggenhed og det naturlige landskab, er fiskeri, kano og kajak og vertikal klatring nogle af de tilbud byen giver til turister.
Vi var kun tre på herberget og jeg havde derfor mulighed for at bruge faciliteterne. Alt blev vasket selv rygsækken. Efter et par uger kan skulder remmene nemt få en ubehagelig lugt.
Den gamle by er rund og på vej ind fra Lot går man igennem denne skønne gade, med flotte cykler.
Værten foreslog denne skønne restaurant og reserverede et bord til mig. Hvem sad også dér da jeg kom, selvfølgelig belgierne.