Frómista til Calzadilla de la Cueza

På Meseta’en går man stort lige ud hele vejen. Det er fladt og tørt. Om morgenen er det koldt og når solen står op og klokken er ved at være ni, så brænder den allerede. Der skal virkelig bruges meget solcreme og med min frisure skal man have en hat for ikke at få solstik.

I dag levede Meseta’en op til det hele. Først efter 19 km fik jeg morgenmad. Det var lang tid uden noget ordentligt at spise. Der var ellers, ifølge de informationer man ser i app’en, flere muligheder undervejs. Specielt efter 13 km da klokken var 8 havde jeg regnet med at noget var åbent.

Her i Villalcázar de Sirga klokken otte håbede jeg på morgenmad. Det er ikke en helt lille by og der var både butik og tre caféer. Det er så en spansk soveby.

De er jo allesammen ramt af et lavt antal pilgrimme i år. Det er efter et virkelig dårligt år i 2020. Alligevel mangler her Ikke opbakning til os pilgrimme. Alle hilser pænt med buen camino, hola eller buenas diaz. Caminoen har en enorm betydning for Spanien’s økonomi og især her i Nordspanien. Alt dette tilsammen er med til at gøre en pilgrimstur til noget helt særligt. Man føler sig velkommen.

Endelig tid til morgenmad. Her i Carrión de los Condes er der et stort udvalg af caféer og butikker. Der er nu tilbagelagt 19 km. Herefter er der 17 km hvor der ikke er en eneste by, hvor man kan købe noget eller være i skygge. Det er hårdt når solen skinner som tilfældet er i dag og temperaturen er 30 grader.

I går ved morgenmaden lånte jeg et støtte bind af Bernard til min venstre fod der ikke havde så godt efter de første km på dagens etape. Det hjalp meget men i dag efter 17 km var det noget rigtig øv. Derfor besluttede jeg at tage en taxa de sidste kilometer til vores etape mål.

Der fik jeg mulighed for at hvile benene og slappe af i flere timer end normalt. Det var godt så næste dags etape var indenfor rækkevidde.

Bernard med sin nye flotte hat. Det var lige den rigtige dag han fik den.

Det er første gang vi ser deres t-shirts. Det er fra deres confrérie i Dinant, Belgien. Et confrérie er et broderskab. Dér spiser de godt, drikker øl og vin og synger. Vi hører ofte deres sange og det er meget sjovt.

Tidligere i Frankrig var der et ægtepar, som holdt ferie og benyttede lejligheden til at hilse på Vincent og Bernard. Han er også del af deres confrérie.

Jeg fik en lille pamflet som var information om deres gourmet tur i confrérie’t. Mad har stor betydning for Belgierne. Bernard er uddannet chocolatier og konditor, så vi taler meget om mad.