Harambeltz til Saint Jean Pied de Port

I morgen fredag er det fridag og når Bernard og Vincent kommer spiser vi – og Louis – en god middag her i byen. Søndag morgen krydser vi grænsen og tager sidste etape af Camino Via Podiensis.

Byen er fyldt med turister, men lige så snart man går videre tror jeg at det kun er for pilgrimme. Vi får se.

Det er spændende at komme her til fods, hvor jeg startede sidst. Jeg har nu tilbagelagt halvdelen af vejen til Santiago. Næste etape er hård men jeg er spændt på hvordan det er, når man er i så god form som jeg er nu.

Ko på caminoen. Det er bare rigtig hyggeligt, at se dem på vej til deres sted. De kender selv vejen og som jeg har vistnok har skrevet tidligere, så har de et rigtig godt liv her. Det er opdræt til kød og jeg er er sikker på deres opvækst kan smages.

Malkekvæg ser man ikke meget af her og de oste der produceres lokalt er gedeoste. Det bliver altid nævnt eksplicit. Når jeg kan se dyrenes opvækst her kan jeg ikke lade være med at tænke på hvilken opvækst de har i andre lande.

Nu er der også får på vejen. Flere gange har jeg set dyrene blive drevet til deres opholdssted på vejen. Mange er det unge drenge som i dette tilfælde. Der var fuld fart på og forrest ham som sørger for de allesammen kommer helt frem.

Den anden har hjulpet til gennem den lille by, sammen med en hund. Lige efter fårene havde passeret mig kaldte han hunden tilbage.

Hestene her i Baskerlandet er meget kønne og de fleste haver er fyldt med blomster, buske og potter. Da sommeren ikke har været så varm som normalt og der har været meget nedbør passende fordelt over tid, er alt flot grønt, farverigt og frodigt.

Her i Baskerlandet er der også plantet mange frugttræer. Tanken er at det er frugt for pilgrimme. Det er en rigtig god idé. Nedenfor er der også en ting jeg ikke har set før. Et lille refugie for pilgrimme.

Til dig som har gået siden i morges.

Til dig som er våd og træt.

Til dig som har brug for at hvile benene, endelig kan du sidde ned.

Dette fredelige sted er til dig.

Åben døren og gå ind i ro.

Stil din rygsæk og lyt til stilheden.

Saint Jacques er din beskytter der våger over dig og sikrer du har det godt.

Og du går videre nu…eller i morgen tidlig.

Her er der en mulighed for den tidligere populære græske Lambada (?), hvor man skal gå under en stav eller andet med brystet opad.

Jeg kravlede!

Små søde får. Normalt er de bange når man går forbi – så løber de væk fra hegnet. Hvis man taler til dem stille og roligt kan det være anderledes som her. Der var en som var modig og nysgerrig. Og så var de der allesammen. Det er godt med en svedig pilgrim, de kan godt li’ salt.

En iværksætter med en god forretningsplan. Jeg tror han var ny i faget for allerede 11.30 var han løbet tør for appelsiner, så ingen friskpresset juice.

Han var heller færdigudlært til at multitaske, men det kommer nok.

Der er rigtig mange Camino spor her. I går i Harambeltz er der hvor mange camino’er i Frankrig mødes.

Lige her er der så mulighed for, at komme videre på flere spor. Langs Pyrenæerne i retning mod Arles og videre til Rom. Arles ligger omkring 50 km vest for Marseille og det kunne være næste Camino for mig. Jeg vil så gå mod vest. Flere har fortalt at det også er en meget smuk tur.

Herfra kan man også fortsætte mod Atlanterhavet for at gå den Camino som hedder El Norte. Så krydser man grænsen til Spanien i Hendaye/Irun. Det er 50 km stik vest herfra.

Så er jeg ved byporten til Saint Jean Pied de Port. Hovedgaden, Rue de la Citadelle, starter lige efter byporten. Der er her pilgrimskontoret ligger og de fleste herberger. Der er fyldt med turister og der er mange restauranter og butikker med delikatesser.

Det er også her jeg har købt et par nye sandaler og strømper. I samme butik har jeg nu også købt en rigtig vandrestav af træ. Jeg måtte smide et par strømper ud, de var simpelthen slidt op.

Når man går ned af hovedgaden krydser man en lille flod, Nive de Béhérobie, og så er man på Rue d’Espagne og så er det opad de næste 16 km indtil man krydser grænsen til Spanien.

Til aften mødtes Jean, Louis og mig selv til et par øl. Det var interessant da Jean forsigtigt tog emnet Marie op. Han undrede sig over hvordan hun har kunnet købe huset og istandsætte det så fuldkomment. Jeg havde nøjagtig den samme tanke.

Da vi spiste startede vi med en præsentations runde, på fransk selvfølgelig, og jeg sad bagefter med en fornemmelse af at hun havde behov for at fortælle om sit projekt. Hun talte længe. Bagefter har jeg set nærmere på billederne, hvor hun er med. Hvis man ser godt efter, så ser hun ikke glad ud.

Noget af det første hun fortalte mig da jeg ankom, var at hun havde gået rigtig mange camino’er. Det er der jo mange der har. Men hun har gået dem i ét år. Altså 12 måneder i træk har hun gået til Rom tilbage til Santiago tilbage til Le Puy og igen Spanien, El Norte! Det virker ekstremt og jeg tvivler på hun har fundet den ro hun verbalt giver udtryk for, desværre.