skip to Main Content
+45 2223 4790 andersen.niels@outlook.dk Danish DA French FR English EN German DE Italian IT Spanish ES Swedish SV Japanese JA

Hontanas til Frómista

Vi sov i samme værelse og de voksne gik 5.30, Louis har brug for mere søvn, men til gengæld går han hurtigere. Så passer pengene.

Etapen i dag var på 34 km ifølge Miam Miam Dodo guiden. Ifølge Bernard, og hans sportsapp har vi gået 36 km og vi er ikke gået forkert på noget tidspunkt. Det er La Meseta og man kan se hvor man skal hen næsten fra starten af dagen.

Da solen stod op mærkede vi hurtigt varmen og det blev en meget varm dag med 29 grader til sidst og fuld sol. Jeg har købt mere solcreme faktor 50. De har ikke noget lavere end faktor 50 på apoteket, på den måde kommer man jo heller ikke til at købe noget forkert.

Castrojeriz er dagens første by efter ni kilometer. Her spiser vi morgenmad og det både nødvendigt og velfortjent. Som altid god kaffe, chokolade croissant, ristet brød og endnu en kop kaffe. Så er motoren ved at være varm og det er vejret også. Det er sjældent der er brug for solcreme så tidligt på dagen, men i dag var dagen. Bernard har stadig ikke fået en ny hat, så han klæder hurtigt om til El Capitain Seigneur Don Bernard. På vores overnatningssted har han nu købt en fin hat til resten af turen.

Dagens musling
Oh muerte! Oh eternidad!

Døden og evigheden, meget katolsk og symbolerne her er atypisk katolske synes jeg, men de har det hele her. I byen her – Castrojeriz – er der fire kirker. De er store og byen er lille. Men byen er langstrakt.

Der er én hovedgade og én række huse på hver side af byen.

Som man kan se tre billeder ovenfor, så er der også et slot helt oppe på toppen af bjerget. Det er bygget i det ottende århundrede og ja ok det blev først færdigt tre hundrede år senere. Til gengæld står det stadigvæk rimelig flot. Byen har haft meget stor betydning i den periode slottet blev bygget og formentlig flere hundrede år senere, hvilket også giver mening når man tænker på at der er fire store og flotte kirker.

På vej ud af byen skal vi over bjergtoppen og den er stejl. 12 procent men benene holder stadig så vi klarer det helt fint. På toppen kan vi se Frómista langt ude i horisonten. Først skal vi dog til Itero de la Vega som kommer efter 11 km.

Vi er oppe på toppen og skal ned igen til Meseta niveau omkring 800 MOH. Her er det et fald på 18 procent og det er hårdt for knæene.

Frómista i horisonten lidt til højre for midten
Man kan næsten se sporet hele vejen

Nu kommer vi til en ny region Palencia og Burgos har vi lagt bag os. Efter Rioja kom vi ind i Castilla & Léon. Hele vejen indtil nu har de fleste skilte haft Léon overmalet med sort maling.

Der er store følelser på spil både her, i Baskerlandet og mange andre regioner i Spanien. I flere regioner har de selvstyre og egen skatteopkrævning.

Så er jeg næsten fremme i Frómista. Der har været lidt skygge de sidste kilometer, men der er jo ikke noget der kommer gratis. Midt i varmen var der pludselig myg og inden jeg rigtig opdagede det havde jeg allerede mistet blod.

Det er Louis som har lavet reservationen og adressen har jeg ikke fået. Byen har flere herberger, så efter et par forsøg må jeg ringe til vores WhatsApp gruppe. Det er Bernard der svarer og han siger Albergue Municipal.

Fint tænker jeg, jeg kan finde stedet i app’en Buen Camino eller i Camino Ninja appen (den danske). Der er ingen Albergue Municipal?! Det viser sig at stedet ikke finder dér, men kun i Miam Miam Dodo biblen.

Albergue Municipal
Det allerhelligste

Pilgrimme har jo aldrig rigtig fri. Tidligt op og en tung rygsæk på ryggen (ja hvor ellers) og en stav i hånden. Ud i mørket og så er det bare fremad. Hvis man er heldig er der mindre end ti kilometer til morgenmaden.

Ingen tid til at fordøje, men bare hurtigt videre. Så bliver det varmt…af med den langærmede og solcreme på arme og ben. Møgbeskidt bliver man og det skal jo vaskes sidst på dagen. Endelig fremme, bad, tøjvask og så pakke rygsækken igen. Vand i kamel puklen. Indkøb til næste dag. Bananer, kiks, chokolade, frugt, solcreme…

Endelig tid til en sangria og så er klokken otte og det er tid til at spise. Når vi har spist er det tid til at hente vasketøjet og gøre klar til næste dag.

Hvornår er der tid til at skrive på bloggen, tjaa Vi skal spise nu.

Vi er nu alle genforenet til fælles glæde og nyder nu en sangria inden aftensmaden.

Der er lavet reservationer til de næste to dage OG den 7. september i Santiago de Compostella. Det bedste sted med udsigt til Katedralen og i den gade hvor man får dit diplom. Det er lige i centrum hvor vi gerne vil være.

Det var lige hvad vi manglede. Mens vi spiste og snakkede gik tiden og inden vi havde betalt var klokken 10 over 10. Lukketid. Det er ikke en god situation for når der er lukket kommer man som ikke ind. Mathilde genkendte dog én som havde noget at gøre med stedet. Efter at have ringet på flere gange, ringede han og så var der en løsning. Men manden med nøglen havde set ved at få åbnet døren…det lykkedes efter et par forsøg 🙏🙏

Back To Top