Hospital de Órbigo til Ponferrada
Her er en række billeder som Mathilde og Louis har taget i løbet af dagen. Det er en meget krævende etape der stiger fra det laveste punkt 820 meter til 1.437 meter. Der er over 900 højdemeter! Samtidig har de valgt at gå 43 km, så de må være meget trætte her til aften.
Her er billeder fra Astorga, som er en meget flot og gammel by. Det er også her det for alvor begynder at gå op igen efter Meseta’en og det gør det så hele vejen til deres mål i byen Foncebadon. Det er ikke en rigtig by mere. Den har kun sin berettigelse fordi den ligger på camino’en og der er kun herberger og caféer.
I morgen går det igen opad i fem, seks kilometer og derefter er resten ned ad bakke. De første kilometer kommer de forbi Croix de Fer – Jernkorset. Det er meget stort og det er dér man smider sin sten i bunken som alle de andre også gør. Stenen har man med hjemmefra og med stenen smider man alt det dårlige man har samlet op i sit liv. Bunken er meget stor og jeg er sikker på der er et billede i morgen.
Det er også her tre, fire kilometer længere fremme man støder på Manjarin. Ikke en by men blot en hytte. Billederne tager de i morgen på vej forbi. Det er en helt særlig historie.
Her er mine billeder taget fra bussen. Vi kører igennem Astorga men jeg har ikke mulighed for at tage billeder af selve byen fra bussen. Det var en meget stejl nedkørsel efterfulgt af en kraftig stigning.
Albergue Guiana Hostel er nærmest som et hotel. Det er flot, der er masser af plads, sengene knirker ikke og så er alle faciliteterne tip top i orden.
I kælderen er der gør-det-selv cykelværksted, bordtennis og billard, vaskemaskine/tørretumbler.
Der er elevator og normalt er der også morgenmads buffet, men… COVID-19 👎
I dag brugte jeg tiden til at blive klippet og så spiste jeg en god salat til frokost. Der er brug for vitaminer og noget i maven, så medicinen kan virke og betændelsen blive bekæmpet.
Ind til videre skal foden have mest mulig ro. Det er jo drøn ærgeligt fordi benene har det fantastisk godt. Tålmodighed og så krydser jeg fingre for at det er muligt at gå lidt igen. Rygsækken kan jeg sende, det er der mange der gør. Men den højeste prioritet er at kunne gå sammen med de andre ind i Santiago de Compostella. Ind igennem den gamle by hele vejen indtil man går gennem den sidste port til pladsen foran katedralen.
Efter frisøren gik jeg hjem og på vejen tilbage handlede jeg lidt frugt, kiks og vand. Resten af dagen på langs, da var min fod igen hævet så der skal være mere ro.
