skip to Main Content
+45 2223 4790 andersen.niels@outlook.dk

Léon til Hospital de Órbigo

De har en god ven som hedder León

I nat har vi boet på noget lidt bedre end et albergue (herberg), så der er tjek ud senest klokken 12. Perfekt, så kan jeg komme på apoteket, spise morgenmad og finde ud af hvordan jeg kommer hen til næste destination, hvor der er reserveret til fem.

Dejligt at sove lidt længere. Det første er at komme på apoteket for at hente min medicin. Det går fint selv med en øm fod. De åbner klokken 9.30 så det er fint. Jeg køber også klorhexidin til ‘boblerne’ på højre fod. Der er ikke brug for flere infektioner lige nu.

Så morgenmad og de første piller kan komme indenbords. Tilbage på albergue’t og pakke mine ting og så en tur forbi receptionen for at høre hvilke muligheder jeg har for at komme til næste destination. Hun er meget hjælpsom og finder hurtigt en bus der kan køre mig derhen. Så skal jeg have rygsækken på og gå knap to kilometer, men det går også fint.

Billetten koster kun 3,50 euro for en tur der varer 45 minutter på landevejen. Det er godt nok billigt 👍

Lige ud hele vejen

Næsten hele vejen kan jeg følge caminoen og det ser trist ud og solen bager. Det er også den historie de fortæller, da de er fremme sidst på eftermiddagen. En rigtig røvtur kan jeg høre.

Imens har jeg brugt tiden på at vaske det hele inklusiv rygsæk og hat. Så ville jeg gerne have spist frokost, men klokken er lige over 15 så nada comida ingen mad. Der er ikke noget som er åbent og det er rigtig dumt, fordi jeg skal spise mad sammen med at jeg tager pillerne. Der er en lille købmand som åbner klokken 17, så der køber jeg et lille stykke appelsin kage og et brød. Ingen frugt men masser af slik.

Albergue San Miguel

Kagen fungerer og jeg kan endelig tage næste portion piller. Brødet jeg købte er så hårdt at det kan bruges som kasteskyts med fare for liv og lemmer hvis man er så uheldig at blive ramt.

Ved 6-tiden er det tid til apéro igen. Vincent og Bernard har allerede indtaget den første sangria til frokost, men så gik de også med hovedet mod hinanden for ikke at falde. Hver sin egen camino 😊

Byen har trods sin størrelse mange meget gode restauranter. Vores vært fortæller at det er et historisk tilfælde, hvor flere familier har haft restaurant i generationer. De herberger jeg kender i byen er også af høj kvalitet.

Nå, men det var apero’en vi kom fra. Nu er de gået fra glas til kander. Mathilde drikker ikke så meget sangria og det gør jeg heller ikke når jeg tager medicin. Så tjeneren kommer med cola til mig, en panaché til Mathilde og en kande sangria til de sidste fire. Men der var bestilt to kander, så tjeneren må ind efter én mere.

Ved 8-tiden er det muligt at spise og det er meget velkomment. Der bliver opdækket et langt bord til syv fordi jeg har inviteret en tysker, Alexander, med nu. Han bor på samme albergue som os men taler kun tysk og engelsk. Han er lige startet i León og jeg tror han nyder at være sammen med nogen selvom han ikke kan deltage så meget i samtalen.

For første gang er det ikke en pilgrims menu vi spiser. Mathilde spiser næsten ingenting, så hun får en salat. Tre får blæksprutter – det er meget lækkert og en ret der bliver bedre og bedre efterhånden som vi nærmer os Santiago de Compostella. Bernard bestiller af ukendte grunde en pilgrims bøf med fritter. Fritterne har kun været i olie én gang og det er ikke nok.

Det er jo belgierne som har opfundet pomfritten. Når den var været i olien første gang skal den dryppe af og afkøles. Først efter endnu en tur i olien er den spiseklar.

Jean-Paul og jeg har bestilt torsk à’la Bilbao. Den er rygende varm og koger stadig da den rammer bordet foran mig. Den smager helt vidunderligt med flûtes til og efter det meste af torsken er indfanget og fortærret, må jeg bede om en ske. Det er også en fantastisk fiskesuppe, som jeg afslutter med.

Til sidst spiser vi hjemmelavet flan caramel. Den smager også fantastisk. Alt i alt en god aften.

Den slags kontakter har jeg aldrig set før

Belært af erfaring har jeg sat en alarm til 21.45 da dørene lukkes klokken 22.

Vi når frem 21.50 og da står værten i døren og venter. Adgang til haven er lukket og dér er vores vasketøj. Så han må åbne og vi må tumle lidt rundt i mørket. Egentlig lidt mærkeligt fordi klokken jo ikke er 22 endnu.

Vincent kalder det et fængsel 😁

Back To Top