Navarrenx til Harambeltz
En hård dag på jobbet. Op klokken 5 og afsted klokken 6. Det støvregnede og det var fint for det var lunt fra morgenstunden og også lummert.
I går var der nogen som talte om 37 grader og så er det bare om at komme afsted i en fart. Det er turens længste etape på 40 km og selv om formen er god er det alligevel en stor mundfuld.
På så lang en dag skal jeg gå alene og være fokuseret for ikke at få ondt af mig selv. Det er også vigtigt med mange kilometer tidligt – det styrker moralen.
Palombiéres er en rovfugl og det er en advarsel. Ifølge Pierre er det dog mest i oktober, november at den kan være farlig, hvorfor den er farlig ved jeg ikke.
Pierre mødte jeg på vejen og vi fulgtes et stykke. Han har selv gået mange camino’er, både i Frankrig og i Spanien. Ofte både forår og efterår, altså to gange årligt. Når han går sin morgentur tager han tit naboens hund med, fordi den ellers bliver lidt for tyk.
Pierre har lavet figuren sammen med lokale spejdere. Der er også en bænk dér hvor vi står. Da vi kom var Louis her allerede og da de begyndte at tale sammen gik jeg videre. Det gælder om at fortsætte mens det går fint og få endnu flere kilometer under fødderne. Louis skal fire km længere end jeg i dag.
Han er et konkurrence menneske, men et tungt vedholdende tråd kunne han alligevel ikke klare sig imod. Nogle kilometer senere begyndte solen at skinne og dér sad Jean så med solcremen. Ham så jeg først igen på herberget efter jeg havde været i bad. Ungdommen, de har ingen stamina 👣
Heroppe på toppen holder jeg mit første hvil. Det bliver kort, fordi kort kommer der en traktor kørende. Det bliver også den eneste pause i dag. Her har jeg gået omkring 25 km, så det begynder at kunne mærkes i benene. Der er meget flot her og det styrker moralen.
Husene i Baskerlandet er virkelig flotte. Med alle blomsterne, de gør rigtig meget ud af det, er det smukt med alt det grønne som bagtæppe. Departementet her er Haute Atlantique og der er langt mellem husene, men dem man møder hilser venligt og har altid en lille kommentar. Man føler sig velkommen!
Der var engang en café her, men selvom døren var åben og der var en bardisk kunne man ikke købe noget. Hurtigt videre inden benene syrer til.
Endelig fremme og sikke et sted. Marie er værtinde her og huset er fantastisk flot. Hun købte det for ét år siden og har sat det i stand fra top til bund. Huset er selvfølgelig meget gammelt formentlig fra det 14. århundrede. Fundamentet kan dog godt være fra det 9. århundrede.
Huset er fyldt med gamle antikke møbler, som hun selv har købt. Herberget er først åbnet i år.
Det er som et luksus hotel. Hun fortalte om huset og dets historie. Hun tog os også med over i kapellet, hvor noget af det er helt lukket af. Det er det fordi der er nogle meget gamle ting i træ. Det er ikke en rigtig by, men det man i Frankrig kalder en Hameaux – her er der kun fire huse og kapellet. Det er kotyme her at de fire familier sørger for kapellet. Det blev dog understreger at det ikke lovmæssigt er sådan.
Jeg fik en fornemmelse af at der er lus i skindpelsen i det lille samfund. De andre vil ikke det samme som Marie.
Se billederne nedenfor hvor lækkert der er med en blanding af nyt og gammelt. Det oser af historie.
