De andre gik meget tidligt ud i regnen. Inden jeg gik i seng tjekkede jeg vejrudsigten og i følge YR skulle regnen stoppe ved 8-tiden og det passede meget godt. Hele pakke seancen blev igangsat da jeg listede ud kort før klokken 6. Så kunne jeg ligge og lune mig lidt indtil de blev færdige og den første myldretid var overstået. Det passer godt for mig at have god tid til pakningen, så alt er med og det ligger de rigtige steder i oppakningen. Afgang 7.40 – en times tid før solopgang i tørvejr – og da jeg var ude af byen 7.45 måtte lommelygten tages i brug. Billedet ovenfor er taget få kilometer efter afgang og ja det ser dystert ud, men faktisk er det et centralt punkt for den gode klimavenlige vindmøllestrøm. Nedenfor et par vindmøller det titter frem af skyerne.
Som det så mange gange før er skrevet er det en dejlig måde at starte dagen på. Op og rygsækken på og så ud i den friske luft. Det er ikke nødvendigt for mig at strække ud…hvis det knirker lidt går jeg bare lidt langsommere. Her til morgen varer det ikke længe før det er kaffe tid. Det er sidste mulighed de næste 14 km! Efter morgenkaffen skilles vejen for de som skal mod Muxia og os andre der går mod Fisterre. Kort tid efter begynder det at regne.
Regnen fortsætter resten af dagen. I perioder med kraftig regn. Det er en hård omgang, det er koldt og jeg er alene de første 12 km.
Der er mange lokale på jagt med deres hunde. På et tidspunkt dukker der en hare op foran mig…den løber mod mig, men jeg når ikke at få taget et billede inden den igen forsvinder ind i skovbunden lige foran mig. Kort tid efter dukker hundende op. De er fokuseret på jagten og ænser ikke mig. Men de er også lidt forvirret og det lykkedes dem ikke at fange min hare ? I mens har jeg haft mulighed for, at sadle lidt om og få tømt de gennemblødte gummisko for småsten medens rygsækken står tørt på jægerens trailer.
Det er jo ikke uden grund at der er meget frodigt her. Men caminoen bliver mange steder oversvømmet med vand – så er det godt at have en god vandrestav, når man skal tørskoet forbi.
Det er et fantastisk syn efter så mange kilometer. Lige forude ligger verdens ende – Fisterra eller på fransk Finisterre. Det er lige nogle billeder længere nede. For mange år siden troede man, at det var her verden sluttede. Nogle har en sten med hjemmefra, som de smider i havet, andre smider deres vandrestav. Der er også nogle der brænder deres tøj…bare ikke lige i dag. Der er ikke noget brændbart efter dagens gaver ovenfra.
På vejen over bjergene mødte jeg et ældre fransk ægtepar, fra det nordlige Frankrig tæt på Luxembourg, på caminoen. Det var sådan lidt “lille Per agtigt”… han i en nystrøget fin bomulds skjorte og hun i en nydelig kjole. De er selvfølgelig rigtig rare, men efter alle de franskmænd jeg har mødt undervejs, skal jeg fokusere og skifte tilbage til vous i stedet for tu. Senere mødte jeg dem igen lige før Corcubión. I byen er der en kirke fra 15. tallet. Der er messe klokken 12 og da jeg var både våd og kold var det en god lejlighed til at komme ind og få en oplevelse og måske få tørret tøjet bare en lille smule. Det var bestemt en oplevelse og ved den katolske messe er der et tidspunkt hvor alle hilser på alle omkring sig. Sådan møder man de lokale ?
Efter kirken går det fint et stykke tid, men så begynder det at regne igen. På vej ned mod Fisterra møder jeg Theresa fra Tyskland. Verden er liłle og camino verdenen er endnu mindre. Det viser sig, at Theresa har gået flere dage sammen med Emma. Emma havde også sengelus og var en stor motivation for mig, da det var allerværst for mig. Så her en hilsen til dig Emma ? Nedenfor er vi lige kommet til Fisterra og indenfor i tørvejr. Hun venter på sin franske veninde og jeg skal finde det herberg, som Walid har bestilt
Vel fremme på herberget, og nej det var ikke nemt at finde, er de andre seks for længst installeret og gået igen. Alexandra er til gengæld lige dukket op før mig. Jeg er drive de våd og fryser. Alt mit tøj er vådt og jeg har frygtelig ondt af mig selv på det tidspunkt. Skal jeg tage en taxa til fyrtårnet og tilbage igen? Alexandra vil gå de ekstra 3 ½ km hver vej ? Hun deler ud af sin chokolade og så bruger jeg lidt tid på at pakke ud. Efter at have fået varmen og et par korte bukser på – huden er jo vandtæt det havde jeg bare glemt – så skal jeg ihvertfald ud til 0 km stenen og fyrtårnet. Men man får også et certifikat for at gå til Fisterra og videre til Muxia. Det første certifikat får jeg på vejen. Her møder jeg igen Theresa og veninde. “Man skal da gå det sidste stykke og gøre arbejdet færdig.” Det var motivationen så endnu engang ud i regnen og videre op, op, …
Til sidst er vi alle ude at spise sammen. Det er tydeligt at mærke målene er ved at være nået for mange af os. Vi er trætte og selvfølgelig spiller vejret også ind. Flere vil blive i Fisterra næste dag, men jeg vil gerne videre for ikke at gå i stå. Mine batterier er også på vej til at være helt afledet. Det er en rigtig kød restaurant og portionerne er helt ude af proportion, selv for pilgrimme. Heldigvis kommer jeg til at sidde overfor Zeynep medens vi spiser. Hun er fra Mainz i Tyskland og er midt i en uddannelse som psykolog. Spændende at høre om og ellers taler vi, allesammen, om vores dagligdag. Arbejde, mere arbejde, optimér, gør mere, hvis ikke du vil er der en anden, som gerne vil, mængde fremfor kvalitet… Det har været kendetegnene for hele min camino og langt hovedparten af dem jeg har talt med. Argentina, Tyskland, Italien, Korea, Japan, Australien, England, Frankrig, Colombia, Serbien, Spanien, Schweiz, ….alle fortæller den samme historie!
