vinklen – Side 2 – travel blog

Hospital de Órbigo til Ponferrada

30. august 2021
León

Her er en række billeder som Mathilde og Louis har taget i løbet af dagen. Det er en meget krævende etape der stiger fra det laveste punkt 820 meter til 1.437 meter. Der er over 900 højdemeter! Samtidig har de valgt at gå 43 km, så de må være meget trætte her til aften.

Her er billeder fra Astorga, som er en meget flot og gammel by. Det er også her det for alvor begynder at gå op igen efter Meseta’en og det gør det så hele vejen til deres mål i byen Foncebadon. Det er ikke en rigtig by mere. Den har kun sin berettigelse fordi den ligger på camino’en og der er kun herberger og caféer.

I morgen går det igen opad i fem, seks kilometer og derefter er resten ned ad bakke. De første kilometer kommer de forbi Croix de Fer – Jernkorset. Det er meget stort og det er dér man smider sin sten i bunken som alle de andre også gør. Stenen har man med hjemmefra og med stenen smider man alt det dårlige man har samlet op i sit liv. Bunken er meget stor og jeg er sikker på der er et billede i morgen.

Det er også her tre, fire kilometer længere fremme man støder på Manjarin. Ikke en by men blot en hytte. Billederne tager de i morgen på vej forbi. Det er en helt særlig historie.

Her er mine billeder taget fra bussen. Vi kører igennem Astorga men jeg har ikke mulighed for at tage billeder af selve byen fra bussen. Det var en meget stejl nedkørsel efterfulgt af en kraftig stigning.

Albergue Guiana Hostel er nærmest som et hotel. Det er flot, der er masser af plads, sengene knirker ikke og så er alle faciliteterne tip top i orden.

I kælderen er der gør-det-selv cykelværksted, bordtennis og billard, vaskemaskine/tørretumbler.

Der er elevator og normalt er der også morgenmads buffet, men… COVID-19 👎

I dag brugte jeg tiden til at blive klippet og så spiste jeg en god salat til frokost. Der er brug for vitaminer og noget i maven, så medicinen kan virke og betændelsen blive bekæmpet.

Ind til videre skal foden have mest mulig ro. Det er jo drøn ærgeligt fordi benene har det fantastisk godt. Tålmodighed og så krydser jeg fingre for at det er muligt at gå lidt igen. Rygsækken kan jeg sende, det er der mange der gør. Men den højeste prioritet er at kunne gå sammen med de andre ind i Santiago de Compostella. Ind igennem den gamle by hele vejen indtil man går gennem den sidste port til pladsen foran katedralen.

Efter frisøren gik jeg hjem og på vejen tilbage handlede jeg lidt frugt, kiks og vand. Resten af dagen på langs, da var min fod igen hævet så der skal være mere ro.

Léon til Hospital de Órbigo

29. august 2021
León

I nat har vi boet på noget lidt bedre end et albergue (herberg), så der er tjek ud senest klokken 12. Perfekt, så kan jeg komme på apoteket, spise morgenmad og finde ud af hvordan jeg kommer hen til næste destination, hvor der er reserveret til fem.

Dejligt at sove lidt længere. Det første er at komme på apoteket for at hente min medicin. Det går fint selv med en øm fod. De åbner klokken 9.30 så det er fint. Jeg køber også klorhexidin til ‘boblerne’ på højre fod. Der er ikke brug for flere infektioner lige nu.

Så morgenmad og de første piller kan komme indenbords. Tilbage på albergue’t og pakke mine ting og så en tur forbi receptionen for at høre hvilke muligheder jeg har for at komme til næste destination. Hun er meget hjælpsom og finder hurtigt en bus der kan køre mig derhen. Så skal jeg have rygsækken på og gå knap to kilometer, men det går også fint.

Billetten koster kun 3,50 euro for en tur der varer 45 minutter på landevejen. Det er godt nok billigt 👍

Næsten hele vejen kan jeg følge caminoen og det ser trist ud og solen bager. Det er også den historie de fortæller, da de er fremme sidst på eftermiddagen. En rigtig røvtur kan jeg høre.

Imens har jeg brugt tiden på at vaske det hele inklusiv rygsæk og hat. Så ville jeg gerne have spist frokost, men klokken er lige over 15 så nada comida ingen mad. Der er ikke noget som er åbent og det er rigtig dumt, fordi jeg skal spise mad sammen med at jeg tager pillerne. Der er en lille købmand som åbner klokken 17, så der køber jeg et lille stykke appelsin kage og et brød. Ingen frugt men masser af slik.

Kagen fungerer og jeg kan endelig tage næste portion piller. Brødet jeg købte er så hårdt at det kan bruges som kasteskyts med fare for liv og lemmer hvis man er så uheldig at blive ramt.

Ved 6-tiden er det tid til apéro igen. Vincent og Bernard har allerede indtaget den første sangria til frokost, men så gik de også med hovedet mod hinanden for ikke at falde. Hver sin egen camino 😊

Byen har trods sin størrelse mange meget gode restauranter. Vores vært fortæller at det er et historisk tilfælde, hvor flere familier har haft restaurant i generationer. De herberger jeg kender i byen er også af høj kvalitet.

Nå, men det var apero’en vi kom fra. Nu er de gået fra glas til kander. Mathilde drikker ikke så meget sangria og det gør jeg heller ikke når jeg tager medicin. Så tjeneren kommer med cola til mig, en panaché til Mathilde og en kande sangria til de sidste fire. Men der var bestilt to kander, så tjeneren må ind efter én mere.

Ved 8-tiden er det muligt at spise og det er meget velkomment. Der bliver opdækket et langt bord til syv fordi jeg har inviteret en tysker, Alexander, med nu. Han bor på samme albergue som os men taler kun tysk og engelsk. Han er lige startet i León og jeg tror han nyder at være sammen med nogen selvom han ikke kan deltage så meget i samtalen.

For første gang er det ikke en pilgrims menu vi spiser. Mathilde spiser næsten ingenting, så hun får en salat. Tre får blæksprutter – det er meget lækkert og en ret der bliver bedre og bedre efterhånden som vi nærmer os Santiago de Compostella. Bernard bestiller af ukendte grunde en pilgrims bøf med fritter. Fritterne har kun været i olie én gang og det er ikke nok.

Det er jo belgierne som har opfundet pomfritten. Når den var været i olien første gang skal den dryppe af og afkøles. Først efter endnu en tur i olien er den spiseklar.

Jean-Paul og jeg har bestilt torsk à’la Bilbao. Den er rygende varm og koger stadig da den rammer bordet foran mig. Den smager helt vidunderligt med flûtes til og efter det meste af torsken er indfanget og fortærret, må jeg bede om en ske. Det er også en fantastisk fiskesuppe, som jeg afslutter med.

Til sidst spiser vi hjemmelavet flan caramel. Den smager også fantastisk. Alt i alt en god aften.

Den slags kontakter har jeg aldrig set før

Belært af erfaring har jeg sat en alarm til 21.45 da dørene lukkes klokken 22.

Vi når frem 21.50 og da står værten i døren og venter. Adgang til haven er lukket og dér er vores vasketøj. Så han må åbne og vi må tumle lidt rundt i mørket. Egentlig lidt mærkeligt fordi klokken jo ikke er 22 endnu.

Vincent kalder det et fængsel 😁

El Burgo Ranero til León

28. august 2021
León

Endnu en tidlig morgen på camino’en. Vi tre var først ude og afsted klokken 5. Det var en lille smule køligt, men senere var det noget man kun kunne drømme om. Altså landskabet bestemt ikke temperaturen.

Det var en meget varm dag med helt op til 32 grader. Fuld sol lige fra solen stod op og resten af dagen. Det var meningen vi skulle spise morgenmad efter 13 km, men som så ofte før var alt lukket selv efter klokken 8, og så på en lørdag.

Næste by – Mansilla de las Mulas – blev der hvor vi kunne få en kop kaffe, brød og kage. Da havde vi allerede gået 19 km. Det var et rigtig dejligt sted, hvor vi kunne side i skygge i en have. Jeg kom sidst men det er meget normalt om morgenen.

Jeg er først på den store klinge, når kroppen er helt varm. Lige nu har jeg dog en lille skavank på min venstre fod. Derfor er jeg nødt til at sætte farten ned, men det er også helt fint. Hvis man ikke holder så mange og lange pauser kommer man alligevel frem i feltet. Den lille skavank bliver dog i løbet af dagen større.

Der er mange der går meget hurtigt og så efter en time så går jeg forbi dem mens de holder pause. Så ja, der er mange måder at gå Camino på. Sloganet hedder frit oversat, hver enkelt går sin egen Camino tur. Nogen sender deres bagage hver dag, nogen går hurtigt andre langsomt. Mange er på cykel, flere end jeg kan huske tilbage i 2019.

Så er der familierne med æsler og små børn, indtil videre har jeg kun set det i Frankrig. Der er ingen bestemt måde man skal gøre det på og vi kommer alle med det bedste vi har. Her er der ingen der skylder nogen noget og det er virkelig dejligt.

Vi går hver dag rundt i beskidte sko og sveder. Næste dag har vi et nyt sæt strømper, underbukser og t-shirt på. Og sådan går den ene dag efter den anden.

Der er ikke meget vand i floden og heller ikke i de andre floder resten af turen frem til León.

Ved Puente Villarente har vi gået 25 km og klokken er nu 11.30. Næste by er Arcahueja og der spiser de tre musketerer en hurtig frokost. Louis og Mathilde er forsvundet. Ingen har set dem.

Lørdag er den store indkøbsdag for spanierne. Der var kø ved slagteren. Der må kun være tre kunder i butikken af gangen, så de venter pænt udenfor.

Den sidste del af dagens etape fra Arcahueja til León 8,3 km, er hårde synes jeg. Det er virkelig varmt og jeg prøver at bruge mit håndklæde for at beskytte lægmusklerne og benene i det hele taget mod solen. Selv med en faktor 50 kan jeg mærke solen brænde på huden.

Dagens musling kort før man kan se León for første gang

Alle er nu på plads og vi fået eget værelse til fem. Mathilde er stadig med. Vi bor lige ved Katedralen så det kan ikke være mere centralt.

Men først et bad, så tøjvask, et lille hvil på langs og lige nu sidder jeg med fødderne i koldt vand. Nu skal jeg op og ligge på langs indtil vi skal spise. Måske er det i dag vi skal spise en almindelig menu, pilgrimsmenuerne kan godt være lidt ensformige. Vi får se.

Det blev dog også en trist dag. Min fod var nu kraftigt hævet og det var meget ømt nederst på skinnebenet. Jeg havde fået en tube med creme der kan dulme smerterne. Den fik jeg af Jean-Paul. Endnu engang viser caminoen det bedste den har. For to dage siden var det Bernard som havde et støtte bind til min fod og nu en tube creme mod smerterne. The Camino provides !

I dag er det lørdag og Rådhuspladsen her i León er fyldt med spaniere. For mange er ferien ved at være slut. Léon er en meget stor by, jeg tror det er den største by på Camino Frances. Som alle de andre store byer er her også en fantastisk flot katedral. Det er imponerende hver gang man ser den næste katedral. Alle detaljerne og størrelsen. Når man tænker på hvor lang siden det er den blev bygget er det overvældende smukt.

Da de andre kommer har jeg været i bad og er ved at vaske tøj. Herefter ned at ligge vandret. Min fod er kraftigt hævet. Samtidig har jeg erhvervet mig tre ‘bobler‘ på min højre fod øverst. Det er formentlig en kombinations skade. Dobbelt øv 😥

Vincent og Bernard taler med familien derhjemme på WhatsApp. De er begge bedsteforældre – Bernard fire piger og Vincent to drenge, børnebørn.

Alle steder er booket så vi ender på det her hjørne i det vi kalder en turistfælde. Det ødelægger dog ikke stemningen, tværtimod.

Vi bestiller en kombinations menu med salat og en hovedret + vin og vand. Maden kommer hurtigt og vi begynder på salaten.

Vi har kun taget den første mundfuld, da hovedretten ankommer. Som man kan se på billedet er bordet ret lille, så der er ikke ret meget plads men ikke desto mindre bliver det sådan. Det skal gå hurtigt så de næste kunder kan komme til.

Pilgrimsmenuen er næsten altid forret, hovedret og dessert. Hovedretten er et valg mellem stegt kylling, oksekød eller fisk. Kylling og oksekød er et fladt stykke kød med en tykkelse på 5 mm. Det er godt med en bøf der er saignant altså rød i midten. Det er dog svært fordi den er så tynd. Bernard har så fået den rette beskrivelse på spansk. Bøffen på panden og 10 sekunder vend den og 10 sekunder senere er den klar.

Det fungerer godt og sådan bestiller vi også her. Men lige netop i dag er bøffen 15 mm tyk. Det forklarer hvorfor tjeneren spørg flere om vi vil have den stegt 10+10 sekunder!

Den smager dog fint alligevel, så alt er godt og endnu engang har vi noget at grine af.

Billedet ovenfor er nok det sidste, fordi jeg bliver nødt til at tage på skadestuen. Afsted ved ti-tiden i en taxa. Ind i modtagelsen og blive skrevet ind. Selvfølgelig med mundbind på, men ingen interesse for mit EU coronapas, hmmm 😷

Vi tager afsked og laver en aftale om min rygsæk og vasketøjet. Det er så ærgerligt og jeg er virkelig ked af at skulle afslutte turen på denne måde. Alle er kede af det 😥😥

Hurtigt kommer jeg ind og får et armbånd på med navn. Så bliver foden undersøgt og vi taler om hvordan det er sket. Kanyle i armen for at tage en blodprøve. Kanylen bliver siddende og jeg sendes igen ud i venteværelset, mens blodprøven analyseres. Det går ret hurtigt og diagnosen er cellulite en infektion.

Jeg får papirer med testresultatet og recepter på tre medikamenter. Tre piller tre gange om dagen i otte dage og besked om at jeg skal tage det roligt i nogle dage. Efter bare to timer er jeg på vej tilbage i en taxa.

Alle er vågne og venter. Dét er fantastisk. De skal op igen klokken 4.30 for at gå endnu en lang etape på 32 km, og så ligger de bare og venter på at jeg skal komme tilbage eller ringe og give besked. Det er så flot og jeg virkelig taknemmelig for den opbakning.

Vibe er selvfølgelig opdateret løbende. På vej tilbage ringer vi sammen igen. Selvfølgelig har Vibe forstået det jeg ikke selv kunne se. Vi har et fantastisk godt sammenhold og der er ingen grund til at ødelægge det ved at tage hjem, så tæt på målet.

Mere følger i morgen.

Calzadilla de la Cueza til El Burgo Ranero

27. august 2021
León

Dagens etape er lang så endnu engang tidligt op og afsted klokken 5. Det bliver en varm dag igen her på Meseta’en.

Da vi havde gået i bare 20 minutter begyndte det at regne. Heldigvis var Mathilde lige foran mig, så vi kunne hjælpe hinanden. Det er i sådan en situation man nemt kan tabe noget. Det er helt mørkt, en lille sti og så regn. Jeg måtte vende rundt efter 20 meter for at være helt sikker på jeg fik det hele med og ikke havde tabt noget.

Der er åbne lommer i siden af rygsækken, så man nemt og hurtigt kan finde praktiske ting og mad. Der kan være meget i sådan en lomme, men når man tager rygsækken af kan det nemt falde ud i mørket uden man opdager det.

Regnen holdt hurtigt op igen, så af med regnslaget og ned i en af lommerne. Så er det klar hvis det igen begynder at regne og ellers kan man pakke det væk, når det igen er lyst og man kan se skyerne.

Frómista til Calzadilla de la Cueza

26. august 2021
Palencia

På Meseta’en går man stort lige ud hele vejen. Det er fladt og tørt. Om morgenen er det koldt og når solen står op og klokken er ved at være ni, så brænder den allerede. Der skal virkelig bruges meget solcreme og med min frisure skal man have en hat for ikke at få solstik.

I dag levede Meseta’en op til det hele. Først efter 19 km fik jeg morgenmad. Det var lang tid uden noget ordentligt at spise. Der var ellers, ifølge de informationer man ser i app’en, flere muligheder undervejs. Specielt efter 13 km da klokken var 8 havde jeg regnet med at noget var åbent.

Her i Villalcázar de Sirga klokken otte håbede jeg på morgenmad. Det er ikke en helt lille by og der var både butik og tre caféer. Det er så en spansk soveby.

De er jo allesammen ramt af et lavt antal pilgrimme i år. Det er efter et virkelig dårligt år i 2020. Alligevel mangler her Ikke opbakning til os pilgrimme. Alle hilser pænt med buen camino, hola eller buenas diaz. Caminoen har en enorm betydning for Spanien’s økonomi og især her i Nordspanien. Alt dette tilsammen er med til at gøre en pilgrimstur til noget helt særligt. Man føler sig velkommen.

Endelig tid til morgenmad. Her i Carrión de los Condes er der et stort udvalg af caféer og butikker. Der er nu tilbagelagt 19 km. Herefter er der 17 km hvor der ikke er en eneste by, hvor man kan købe noget eller være i skygge. Det er hårdt når solen skinner som tilfældet er i dag og temperaturen er 30 grader.

I går ved morgenmaden lånte jeg et støtte bind af Bernard til min venstre fod der ikke havde så godt efter de første km på dagens etape. Det hjalp meget men i dag efter 17 km var det noget rigtig øv. Derfor besluttede jeg at tage en taxa de sidste kilometer til vores etape mål.

Der fik jeg mulighed for at hvile benene og slappe af i flere timer end normalt. Det var godt så næste dags etape var indenfor rækkevidde.

Bernard med sin nye flotte hat. Det var lige den rigtige dag han fik den.

Det er første gang vi ser deres t-shirts. Det er fra deres confrérie i Dinant, Belgien. Et confrérie er et broderskab. Dér spiser de godt, drikker øl og vin og synger. Vi hører ofte deres sange og det er meget sjovt.

Tidligere i Frankrig var der et ægtepar, som holdt ferie og benyttede lejligheden til at hilse på Vincent og Bernard. Han er også del af deres confrérie.

Jeg fik en lille pamflet som var information om deres gourmet tur i confrérie’t. Mad har stor betydning for Belgierne. Bernard er uddannet chocolatier og konditor, så vi taler meget om mad.

Hontanas til Frómista

25. august 2021
Palencia

Vi sov i samme værelse og de voksne gik 5.30, Louis har brug for mere søvn, men til gengæld går han hurtigere. Så passer pengene.

Etapen i dag var på 34 km ifølge Miam Miam Dodo guiden. Ifølge Bernard, og hans sportsapp har vi gået 36 km og vi er ikke gået forkert på noget tidspunkt. Det er La Meseta og man kan se hvor man skal hen næsten fra starten af dagen.

Da solen stod op mærkede vi hurtigt varmen og det blev en meget varm dag med 29 grader til sidst og fuld sol. Jeg har købt mere solcreme faktor 50. De har ikke noget lavere end faktor 50 på apoteket, på den måde kommer man jo heller ikke til at købe noget forkert.

Castrojeriz er dagens første by efter ni kilometer. Her spiser vi morgenmad og det både nødvendigt og velfortjent. Som altid god kaffe, chokolade croissant, ristet brød og endnu en kop kaffe. Så er motoren ved at være varm og det er vejret også. Det er sjældent der er brug for solcreme så tidligt på dagen, men i dag var dagen. Bernard har stadig ikke fået en ny hat, så han klæder hurtigt om til El Capitain Seigneur Don Bernard. På vores overnatningssted har han nu købt en fin hat til resten af turen.

Døden og evigheden, meget katolsk og symbolerne her er atypisk katolske synes jeg, men de har det hele her. I byen her – Castrojeriz – er der fire kirker. De er store og byen er lille. Men byen er langstrakt.

Der er én hovedgade og én række huse på hver side af byen.

Som man kan se tre billeder ovenfor, så er der også et slot helt oppe på toppen af bjerget. Det er bygget i det ottende århundrede og ja ok det blev først færdigt tre hundrede år senere. Til gengæld står det stadigvæk rimelig flot. Byen har haft meget stor betydning i den periode slottet blev bygget og formentlig flere hundrede år senere, hvilket også giver mening når man tænker på at der er fire store og flotte kirker.

På vej ud af byen skal vi over bjergtoppen og den er stejl. 12 procent men benene holder stadig så vi klarer det helt fint. På toppen kan vi se Frómista langt ude i horisonten. Først skal vi dog til Itero de la Vega som kommer efter 11 km.

Vi er oppe på toppen og skal ned igen til Meseta niveau omkring 800 MOH. Her er det et fald på 18 procent og det er hårdt for knæene.

Frómista i horisonten lidt til højre for midten

Nu kommer vi til en ny region Palencia og Burgos har vi lagt bag os. Efter Rioja kom vi ind i Castilla & Léon. Hele vejen indtil nu har de fleste skilte haft Léon overmalet med sort maling.

Der er store følelser på spil både her, i Baskerlandet og mange andre regioner i Spanien. I flere regioner har de selvstyre og egen skatteopkrævning.

Så er jeg næsten fremme i Frómista. Der har været lidt skygge de sidste kilometer, men der er jo ikke noget der kommer gratis. Midt i varmen var der pludselig myg og inden jeg rigtig opdagede det havde jeg allerede mistet blod.

Det er Louis som har lavet reservationen og adressen har jeg ikke fået. Byen har flere herberger, så efter et par forsøg må jeg ringe til vores WhatsApp gruppe. Det er Bernard der svarer og han siger Albergue Municipal.

Fint tænker jeg, jeg kan finde stedet i app’en Buen Camino eller i Camino Ninja appen (den danske). Der er ingen Albergue Municipal?! Det viser sig at stedet ikke finder dér, men kun i Miam Miam Dodo biblen.

Pilgrimme har jo aldrig rigtig fri. Tidligt op og en tung rygsæk på ryggen (ja hvor ellers) og en stav i hånden. Ud i mørket og så er det bare fremad. Hvis man er heldig er der mindre end ti kilometer til morgenmaden.

Ingen tid til at fordøje, men bare hurtigt videre. Så bliver det varmt…af med den langærmede og solcreme på arme og ben. Møgbeskidt bliver man og det skal jo vaskes sidst på dagen. Endelig fremme, bad, tøjvask og så pakke rygsækken igen. Vand i kamel puklen. Indkøb til næste dag. Bananer, kiks, chokolade, frugt, solcreme…

Endelig tid til en sangria og så er klokken otte og det er tid til at spise. Når vi har spist er det tid til at hente vasketøjet og gøre klar til næste dag.

Hvornår er der tid til at skrive på bloggen, tjaa Vi skal spise nu.

Vi er nu alle genforenet til fælles glæde og nyder nu en sangria inden aftensmaden.

Der er lavet reservationer til de næste to dage OG den 7. september i Santiago de Compostella. Det bedste sted med udsigt til Katedralen og i den gade hvor man får dit diplom. Det er lige i centrum hvor vi gerne vil være.

Det var lige hvad vi manglede. Mens vi spiste og snakkede gik tiden og inden vi havde betalt var klokken 10 over 10. Lukketid. Det er ikke en god situation for når der er lukket kommer man som ikke ind. Mathilde genkendte dog én som havde noget at gøre med stedet. Efter at have ringet på flere gange, ringede han og så var der en løsning. Men manden med nøglen havde set ved at få åbnet døren…det lykkedes efter et par forsøg 🙏🙏

Hontanas til Frómista

25. august 2021
Danmark

Tekst

Villafría til Hontanas

24. august 2021
Burgos

Her til morgen var vi ude klokken fem. Ni kedelige kilometer ventede forude. Vi var i en forstad til Burgos og herfra er der industriområde næsten hele vejen. Som Roskildevej mellem Glostrup og Taastrup. Det var koldt, 13 grader og så blæste det ret meget.

Vi endte inde i Burgos og efter en kort tur gennem den gamle by åbenbarer katedralen sig. Det er et fantastisk syn. Den er fra det tolvte århundrede og alle detaljerne er virkelig utrolige. Alt er hugget i sten bogstavelig talt og den er enorm. Det tog 300 år at bygge den og det er jo utroligt, at kunne styre så stor en opgave i tre århundreder med sådan et flot resultat.

Det meste er lavet i ét stykke. Eksempelvis relieffet på det fjerde billede nedenfor. Vi kom før åbningstid, men indenfor er den også fyldt med stenudskæringer, sarkofager, billeder og meget andet. Der er alt mellem himmel og ord og helvede – den katolske kirke har det hele.

Når man forlader Burgos så er landskabet forandret. Nu hedder området de næste 170 km La Meseta og det er der mange meninger om blandt pilgrimme. Det ligger i en højde af 780 til 930 meter og så er der grus stier det meste af vejen. Her er meget tørt og i dag var der fuld sol og 26 grader. Der er langt mellem vandhullerne, så man skal sørge for at have rigeligt vand, solcreme og noget på hovedet så man ikke får solstik.

Til gengæld sveder man ikke fordi der er så tørt. Det var endnu en lang etape og vi tre, Bernard og Vincent, fulgtes ad de første 15 km. Så mødte vi en dansker, Jakob, som jeg så fulgtes med i nogle timer. Det er den fjerde dansker jeg har mødt på turen. Vi stoppede er sted hvor der var nogen han kendte. Så fik jeg lidt brunch og imens kom Louis forbi. Han sover altid lidt længere end os andre, men det passer som regel med at vi ankommer samtidig.

Det var en lang etape efter en lang etape i går. I dag har vi gået 40 km. Vi kom sent frem og inden vi havde drukket vores sangria var klokken allerede mange. Der var ekstra vasketøj fra dagen før, så der var travlt. Tøjet nåede at tørre næsten og da jeg var færdig ville jeg gerne hvile benene lidt. Men da var klokken alleredesyv og derfor tid til vores aftensmad.

Maden var til gengæld en glædelig overraskelse. En fantastisk lækker salat med godt flutes til, paella og en hjemmelavet chokolade flan. Vi nåede at hente tøjet, drikke en godnat øl og pakke så vi kunne komme tidligere i seng og være klar til morgendagens etape.

Efter at have gået gennem ørkenlandskabet er vores mål endelig synlig. Mange timer har vi gået gennem et fladt område og så lige pludselig ligger byen hernede. Det er atypisk – de fleste byer ligger højt og hvorfor denne by så ligger nærmest nede i et hul vides ikke. Grusvejen til højre i billedet starter vi med så der kan vi få lidt varme i benene. Det bliver koldt fra morgenstunden.