skip to Main Content
+45 2223 4790 andersen.niels@outlook.dk Danish DA French FR English EN German DE Italian IT Spanish ES Swedish SV Japanese JA

Léon til Hospital de Órbigo

De har en god ven som hedder León

I nat har vi boet på noget lidt bedre end et albergue (herberg), så der er tjek ud senest klokken 12. Perfekt, så kan jeg komme på apoteket, spise morgenmad og finde ud af hvordan jeg kommer hen til næste destination, hvor der er reserveret til fem.

Dejligt at sove lidt længere. Det første er at komme på apoteket for at hente min medicin. Det går fint selv med en øm fod. De åbner klokken 9.30 så det er fint. Jeg køber også klorhexidin til ‘boblerne’ på højre fod. Der er ikke brug for flere infektioner lige nu.

Så morgenmad og de første piller kan komme indenbords. Tilbage på albergue’t og pakke mine ting og så en tur forbi receptionen for at høre hvilke muligheder jeg har for at komme til næste destination. Hun er meget hjælpsom og finder hurtigt en bus der kan køre mig derhen. Så skal jeg have rygsækken på og gå knap to kilometer, men det går også fint.

Billetten koster kun 3,50 euro for en tur der varer 45 minutter på landevejen. Det er godt nok billigt 👍

Lige ud hele vejen

Næsten hele vejen kan jeg følge caminoen og det ser trist ud og solen bager. Det er også den historie de fortæller, da de er fremme sidst på eftermiddagen. En rigtig røvtur kan jeg høre.

Imens har jeg brugt tiden på at vaske det hele inklusiv rygsæk og hat. Så ville jeg gerne have spist frokost, men klokken er lige over 15 så nada comida ingen mad. Der er ikke noget som er åbent og det er rigtig dumt, fordi jeg skal spise mad sammen med at jeg tager pillerne. Der er en lille købmand som åbner klokken 17, så der køber jeg et lille stykke appelsin kage og et brød. Ingen frugt men masser af slik.

Albergue San Miguel

Kagen fungerer og jeg kan endelig tage næste portion piller. Brødet jeg købte er så hårdt at det kan bruges som kasteskyts med fare for liv og lemmer hvis man er så uheldig at blive ramt.

Ved 6-tiden er det tid til apéro igen. Vincent og Bernard har allerede indtaget den første sangria til frokost, men så gik de også med hovedet mod hinanden for ikke at falde. Hver sin egen camino 😊

Byen har trods sin størrelse mange meget gode restauranter. Vores vært fortæller at det er et historisk tilfælde, hvor flere familier har haft restaurant i generationer. De herberger jeg kender i byen er også af høj kvalitet.

Nå, men det var apero’en vi kom fra. Nu er de gået fra glas til kander. Mathilde drikker ikke så meget sangria og det gør jeg heller ikke når jeg tager medicin. Så tjeneren kommer med cola til mig, en panaché til Mathilde og en kande sangria til de sidste fire. Men der var bestilt to kander, så tjeneren må ind efter én mere.

Ved 8-tiden er det muligt at spise og det er meget velkomment. Der bliver opdækket et langt bord til syv fordi jeg har inviteret en tysker, Alexander, med nu. Han bor på samme albergue som os men taler kun tysk og engelsk. Han er lige startet i León og jeg tror han nyder at være sammen med nogen selvom han ikke kan deltage så meget i samtalen.

For første gang er det ikke en pilgrims menu vi spiser. Mathilde spiser næsten ingenting, så hun får en salat. Tre får blæksprutter – det er meget lækkert og en ret der bliver bedre og bedre efterhånden som vi nærmer os Santiago de Compostella. Bernard bestiller af ukendte grunde en pilgrims bøf med fritter. Fritterne har kun været i olie én gang og det er ikke nok.

Det er jo belgierne som har opfundet pomfritten. Når den var været i olien første gang skal den dryppe af og afkøles. Først efter endnu en tur i olien er den spiseklar.

Jean-Paul og jeg har bestilt torsk à’la Bilbao. Den er rygende varm og koger stadig da den rammer bordet foran mig. Den smager helt vidunderligt med flûtes til og efter det meste af torsken er indfanget og fortærret, må jeg bede om en ske. Det er også en fantastisk fiskesuppe, som jeg afslutter med.

Til sidst spiser vi hjemmelavet flan caramel. Den smager også fantastisk. Alt i alt en god aften.

Den slags kontakter har jeg aldrig set før

Belært af erfaring har jeg sat en alarm til 21.45 da dørene lukkes klokken 22.

Vi når frem 21.50 og da står værten i døren og venter. Adgang til haven er lukket og dér er vores vasketøj. Så han må åbne og vi må tumle lidt rundt i mørket. Egentlig lidt mærkeligt fordi klokken jo ikke er 22 endnu.

Vincent kalder det et fængsel 😁

El Burgo Ranero til León

Endnu en tidlig morgen på camino’en. Vi tre var først ude og afsted klokken 5. Det var en lille smule køligt, men senere var det noget man kun kunne drømme om. Altså landskabet bestemt ikke temperaturen.

Det var en meget varm dag med helt op til 32 grader. Fuld sol lige fra solen stod op og resten af dagen. Det var meningen vi skulle spise morgenmad efter 13 km, men som så ofte før var alt lukket selv efter klokken 8, og så på en lørdag.

Næste by – Mansilla de las Mulas – blev der hvor vi kunne få en kop kaffe, brød og kage. Da havde vi allerede gået 19 km. Det var et rigtig dejligt sted, hvor vi kunne side i skygge i en have. Jeg kom sidst men det er meget normalt om morgenen.

Jeg er først på den store klinge, når kroppen er helt varm. Lige nu har jeg dog en lille skavank på min venstre fod. Derfor er jeg nødt til at sætte farten ned, men det er også helt fint. Hvis man ikke holder så mange og lange pauser kommer man alligevel frem i feltet. Den lille skavank bliver dog i løbet af dagen større.

Der er mange der går meget hurtigt og så efter en time så går jeg forbi dem mens de holder pause. Så ja, der er mange måder at gå Camino på. Sloganet hedder frit oversat, hver enkelt går sin egen Camino tur. Nogen sender deres bagage hver dag, nogen går hurtigt andre langsomt. Mange er på cykel, flere end jeg kan huske tilbage i 2019.

Så er der familierne med æsler og små børn, indtil videre har jeg kun set det i Frankrig. Der er ingen bestemt måde man skal gøre det på og vi kommer alle med det bedste vi har. Her er der ingen der skylder nogen noget og det er virkelig dejligt.

Vi går hver dag rundt i beskidte sko og sveder. Næste dag har vi et nyt sæt strømper, underbukser og t-shirt på. Og sådan går den ene dag efter den anden.

Floden Esla

Der er ikke meget vand i floden og heller ikke i de andre floder resten af turen frem til León.

Ved Puente Villarente har vi gået 25 km og klokken er nu 11.30. Næste by er Arcahueja og der spiser de tre musketerer en hurtig frokost. Louis og Mathilde er forsvundet. Ingen har set dem.

Lørdag er den store indkøbsdag for spanierne. Der var kø ved slagteren. Der må kun være tre kunder i butikken af gangen, så de venter pænt udenfor.

Den sidste del af dagens etape fra Arcahueja til León 8,3 km, er hårde synes jeg. Det er virkelig varmt og jeg prøver at bruge mit håndklæde for at beskytte lægmusklerne og benene i det hele taget mod solen. Selv med en faktor 50 kan jeg mærke solen brænde på huden.

Dagens musling kort før man kan se León for første gang

Alle er nu på plads og vi fået eget værelse til fem. Mathilde er stadig med. Vi bor lige ved Katedralen så det kan ikke være mere centralt.

Men først et bad, så tøjvask, et lille hvil på langs og lige nu sidder jeg med fødderne i koldt vand. Nu skal jeg op og ligge på langs indtil vi skal spise. Måske er det i dag vi skal spise en almindelig menu, pilgrimsmenuerne kan godt være lidt ensformige. Vi får se.

Det blev dog også en trist dag. Min fod var nu kraftigt hævet og det var meget ømt nederst på skinnebenet. Jeg havde fået en tube med creme der kan dulme smerterne. Den fik jeg af Jean-Paul. Endnu engang viser caminoen det bedste den har. For to dage siden var det Bernard som havde et støtte bind til min fod og nu en tube creme mod smerterne. The Camino provides !

I dag er det lørdag og Rådhuspladsen her i León er fyldt med spaniere. For mange er ferien ved at være slut. Léon er en meget stor by, jeg tror det er den største by på Camino Frances. Som alle de andre store byer er her også en fantastisk flot katedral. Det er imponerende hver gang man ser den næste katedral. Alle detaljerne og størrelsen. Når man tænker på hvor lang siden det er den blev bygget er det overvældende smukt.

Da de andre kommer har jeg været i bad og er ved at vaske tøj. Herefter ned at ligge vandret. Min fod er kraftigt hævet. Samtidig har jeg erhvervet mig tre ‘bobler‘ på min højre fod øverst. Det er formentlig en kombinations skade. Dobbelt øv 😥

Vincent og Bernard taler med familien derhjemme på WhatsApp. De er begge bedsteforældre – Bernard fire piger og Vincent to drenge, børnebørn.

Mathilde og Louis
Jean-Paul
Tid til apéro før middagen

Alle steder er booket så vi ender på det her hjørne i det vi kalder en turistfælde. Det ødelægger dog ikke stemningen, tværtimod.

Vi bestiller en kombinations menu med salat og en hovedret + vin og vand. Maden kommer hurtigt og vi begynder på salaten.

Vi har kun taget den første mundfuld, da hovedretten ankommer. Som man kan se på billedet er bordet ret lille, så der er ikke ret meget plads men ikke desto mindre bliver det sådan. Det skal gå hurtigt så de næste kunder kan komme til.

Pilgrimsmenuen er næsten altid forret, hovedret og dessert. Hovedretten er et valg mellem stegt kylling, oksekød eller fisk. Kylling og oksekød er et fladt stykke kød med en tykkelse på 5 mm. Det er godt med en bøf der er saignant altså rød i midten. Det er dog svært fordi den er så tynd. Bernard har så fået den rette beskrivelse på spansk. Bøffen på panden og 10 sekunder vend den og 10 sekunder senere er den klar.

Det fungerer godt og sådan bestiller vi også her. Men lige netop i dag er bøffen 15 mm tyk. Det forklarer hvorfor tjeneren spørg flere om vi vil have den stegt 10+10 sekunder!

Den smager dog fint alligevel, så alt er godt og endnu engang har vi noget at grine af.

Billedet ovenfor er nok det sidste, fordi jeg bliver nødt til at tage på skadestuen. Afsted ved ti-tiden i en taxa. Ind i modtagelsen og blive skrevet ind. Selvfølgelig med mundbind på, men ingen interesse for mit EU coronapas, hmmm 😷

Vi tager afsked og laver en aftale om min rygsæk og vasketøjet. Det er så ærgerligt og jeg er virkelig ked af at skulle afslutte turen på denne måde. Alle er kede af det 😥😥

Hurtigt kommer jeg ind og får et armbånd på med navn. Så bliver foden undersøgt og vi taler om hvordan det er sket. Kanyle i armen for at tage en blodprøve. Kanylen bliver siddende og jeg sendes igen ud i venteværelset, mens blodprøven analyseres. Det går ret hurtigt og diagnosen er cellulite en infektion.

Jeg får papirer med testresultatet og recepter på tre medikamenter. Tre piller tre gange om dagen i otte dage og besked om at jeg skal tage det roligt i nogle dage. Efter bare to timer er jeg på vej tilbage i en taxa.

Alle er vågne og venter. Dét er fantastisk. De skal op igen klokken 4.30 for at gå endnu en lang etape på 32 km, og så ligger de bare og venter på at jeg skal komme tilbage eller ringe og give besked. Det er så flot og jeg virkelig taknemmelig for den opbakning.

Vibe er selvfølgelig opdateret løbende. På vej tilbage ringer vi sammen igen. Selvfølgelig har Vibe forstået det jeg ikke selv kunne se. Vi har et fantastisk godt sammenhold og der er ingen grund til at ødelægge det ved at tage hjem, så tæt på målet.

Mere følger i morgen.

Calzadilla de la Cueza til El Burgo Ranero

Dagens etape er lang så endnu engang tidligt op og afsted klokken 5. Det bliver en varm dag igen her på Meseta’en.

Da vi havde gået i bare 20 minutter begyndte det at regne. Heldigvis var Mathilde lige foran mig, så vi kunne hjælpe hinanden. Det er i sådan en situation man nemt kan tabe noget. Det er helt mørkt, en lille sti og så regn. Jeg måtte vende rundt efter 20 meter for at være helt sikker på jeg fik det hele med og ikke havde tabt noget.

Der er åbne lommer i siden af rygsækken, så man nemt og hurtigt kan finde praktiske ting og mad. Der kan være meget i sådan en lomme, men når man tager rygsækken af kan det nemt falde ud i mørket uden man opdager det.

Regnen holdt hurtigt op igen, så af med regnslaget og ned i en af lommerne. Så er det klar hvis det igen begynder at regne og ellers kan man pakke det væk, når det igen er lyst og man kan se skyerne.

Dagens musling, den er da original
Río Cea

Frómista til Calzadilla de la Cueza

På Meseta’en går man stort lige ud hele vejen. Det er fladt og tørt. Om morgenen er det koldt og når solen står op og klokken er ved at være ni, så brænder den allerede. Der skal virkelig bruges meget solcreme og med min frisure skal man have en hat for ikke at få solstik.

I dag levede Meseta’en op til det hele. Først efter 19 km fik jeg morgenmad. Det var lang tid uden noget ordentligt at spise. Der var ellers, ifølge de informationer man ser i app’en, flere muligheder undervejs. Specielt efter 13 km da klokken var 8 havde jeg regnet med at noget var åbent.

Her i Villalcázar de Sirga klokken otte håbede jeg på morgenmad. Det er ikke en helt lille by og der var både butik og tre caféer. Det er så en spansk soveby.

De er jo allesammen ramt af et lavt antal pilgrimme i år. Det er efter et virkelig dårligt år i 2020. Alligevel mangler her Ikke opbakning til os pilgrimme. Alle hilser pænt med buen camino, hola eller buenas diaz. Caminoen har en enorm betydning for Spanien’s økonomi og især her i Nordspanien. Alt dette tilsammen er med til at gøre en pilgrimstur til noget helt særligt. Man føler sig velkommen.

Endelig tid til morgenmad. Her i Carrión de los Condes er der et stort udvalg af caféer og butikker. Der er nu tilbagelagt 19 km. Herefter er der 17 km hvor der ikke er en eneste by, hvor man kan købe noget eller være i skygge. Det er hårdt når solen skinner som tilfældet er i dag og temperaturen er 30 grader.

I går ved morgenmaden lånte jeg et støtte bind af Bernard til min venstre fod der ikke havde så godt efter de første km på dagens etape. Det hjalp meget men i dag efter 17 km var det noget rigtig øv. Derfor besluttede jeg at tage en taxa de sidste kilometer til vores etape mål.

Der fik jeg mulighed for at hvile benene og slappe af i flere timer end normalt. Det var godt så næste dags etape var indenfor rækkevidde.

Dagens musling

Bernard med sin nye flotte hat. Det var lige den rigtige dag han fik den.

Det er første gang vi ser deres t-shirts. Det er fra deres confrérie i Dinant, Belgien. Et confrérie er et broderskab. Dér spiser de godt, drikker øl og vin og synger. Vi hører ofte deres sange og det er meget sjovt.

Tidligere i Frankrig var der et ægtepar, som holdt ferie og benyttede lejligheden til at hilse på Vincent og Bernard. Han er også del af deres confrérie.

Jeg fik en lille pamflet som var information om deres gourmet tur i confrérie’t. Mad har stor betydning for Belgierne. Bernard er uddannet chocolatier og konditor, så vi taler meget om mad.

Hontanas til Frómista

Vi sov i samme værelse og de voksne gik 5.30, Louis har brug for mere søvn, men til gengæld går han hurtigere. Så passer pengene.

Etapen i dag var på 34 km ifølge Miam Miam Dodo guiden. Ifølge Bernard, og hans sportsapp har vi gået 36 km og vi er ikke gået forkert på noget tidspunkt. Det er La Meseta og man kan se hvor man skal hen næsten fra starten af dagen.

Da solen stod op mærkede vi hurtigt varmen og det blev en meget varm dag med 29 grader til sidst og fuld sol. Jeg har købt mere solcreme faktor 50. De har ikke noget lavere end faktor 50 på apoteket, på den måde kommer man jo heller ikke til at købe noget forkert.

Castrojeriz er dagens første by efter ni kilometer. Her spiser vi morgenmad og det både nødvendigt og velfortjent. Som altid god kaffe, chokolade croissant, ristet brød og endnu en kop kaffe. Så er motoren ved at være varm og det er vejret også. Det er sjældent der er brug for solcreme så tidligt på dagen, men i dag var dagen. Bernard har stadig ikke fået en ny hat, så han klæder hurtigt om til El Capitain Seigneur Don Bernard. På vores overnatningssted har han nu købt en fin hat til resten af turen.

Dagens musling
Oh muerte! Oh eternidad!

Døden og evigheden, meget katolsk og symbolerne her er atypisk katolske synes jeg, men de har det hele her. I byen her – Castrojeriz – er der fire kirker. De er store og byen er lille. Men byen er langstrakt.

Der er én hovedgade og én række huse på hver side af byen.

Som man kan se tre billeder ovenfor, så er der også et slot helt oppe på toppen af bjerget. Det er bygget i det ottende århundrede og ja ok det blev først færdigt tre hundrede år senere. Til gengæld står det stadigvæk rimelig flot. Byen har haft meget stor betydning i den periode slottet blev bygget og formentlig flere hundrede år senere, hvilket også giver mening når man tænker på at der er fire store og flotte kirker.

På vej ud af byen skal vi over bjergtoppen og den er stejl. 12 procent men benene holder stadig så vi klarer det helt fint. På toppen kan vi se Frómista langt ude i horisonten. Først skal vi dog til Itero de la Vega som kommer efter 11 km.

Vi er oppe på toppen og skal ned igen til Meseta niveau omkring 800 MOH. Her er det et fald på 18 procent og det er hårdt for knæene.

Frómista i horisonten lidt til højre for midten
Man kan næsten se sporet hele vejen

Nu kommer vi til en ny region Palencia og Burgos har vi lagt bag os. Efter Rioja kom vi ind i Castilla & Léon. Hele vejen indtil nu har de fleste skilte haft Léon overmalet med sort maling.

Der er store følelser på spil både her, i Baskerlandet og mange andre regioner i Spanien. I flere regioner har de selvstyre og egen skatteopkrævning.

Så er jeg næsten fremme i Frómista. Der har været lidt skygge de sidste kilometer, men der er jo ikke noget der kommer gratis. Midt i varmen var der pludselig myg og inden jeg rigtig opdagede det havde jeg allerede mistet blod.

Det er Louis som har lavet reservationen og adressen har jeg ikke fået. Byen har flere herberger, så efter et par forsøg må jeg ringe til vores WhatsApp gruppe. Det er Bernard der svarer og han siger Albergue Municipal.

Fint tænker jeg, jeg kan finde stedet i app’en Buen Camino eller i Camino Ninja appen (den danske). Der er ingen Albergue Municipal?! Det viser sig at stedet ikke finder dér, men kun i Miam Miam Dodo biblen.

Albergue Municipal
Det allerhelligste

Pilgrimme har jo aldrig rigtig fri. Tidligt op og en tung rygsæk på ryggen (ja hvor ellers) og en stav i hånden. Ud i mørket og så er det bare fremad. Hvis man er heldig er der mindre end ti kilometer til morgenmaden.

Ingen tid til at fordøje, men bare hurtigt videre. Så bliver det varmt…af med den langærmede og solcreme på arme og ben. Møgbeskidt bliver man og det skal jo vaskes sidst på dagen. Endelig fremme, bad, tøjvask og så pakke rygsækken igen. Vand i kamel puklen. Indkøb til næste dag. Bananer, kiks, chokolade, frugt, solcreme…

Endelig tid til en sangria og så er klokken otte og det er tid til at spise. Når vi har spist er det tid til at hente vasketøjet og gøre klar til næste dag.

Hvornår er der tid til at skrive på bloggen, tjaa Vi skal spise nu.

Vi er nu alle genforenet til fælles glæde og nyder nu en sangria inden aftensmaden.

Der er lavet reservationer til de næste to dage OG den 7. september i Santiago de Compostella. Det bedste sted med udsigt til Katedralen og i den gade hvor man får dit diplom. Det er lige i centrum hvor vi gerne vil være.

Det var lige hvad vi manglede. Mens vi spiste og snakkede gik tiden og inden vi havde betalt var klokken 10 over 10. Lukketid. Det er ikke en god situation for når der er lukket kommer man som ikke ind. Mathilde genkendte dog én som havde noget at gøre med stedet. Efter at have ringet på flere gange, ringede han og så var der en løsning. Men manden med nøglen havde set ved at få åbnet døren…det lykkedes efter et par forsøg 🙏🙏

Tosantos til Villafría

Vi kommer afsted som planlagt og følges ad hele vejen. Det er en lang etape på 38 km så det er fint at følges og gå lidt langsommere end normalt. Det betyder meget for ben og fødder.

Det er køligt og det blæser meget fra morgenstunden. Men efter få kilometer er det tid til at tage uldtrøjen af igen.

Desværre mister Bernard sin hat her. Den har han haft i mange år og det er selvfølgelig rigtig ærgerligt. I mørket skal man være meget opmærksom. Selv om dagen er det en god idé at vende sig om når man har taget noget fra side-lommerne. Det er så nemt at tabe noget og der er ingen der har lyst til at gå to kiłmeter tilbage, fordi man har glemt noget.

Når det er mørkt bruger jeg altid lommelygten, for at tjekke om noget skulle være faldet ud af lommerne i rygsækken, når man har haft rygsækken af.

Det gør jeg også når jeg står op. Ned på alle fire og lys under sengen for en sikkerheds skyld. Når rygsækken er taget ud af rummet man har sovet i, så tjekker jeg også om der ligger noget tilbage af mit på gulvet. Italieneren der sov ved siden af mig i Ronsevalles grinede lidt af det. Da jeg mødte hende igen efter tre dage gjorde hun selv det samme. Der bliver tabt og glemt mængder af alt muligt hver dag på caminoen.

Selvom det er en flad etape har vi ałligevel haft 654 højdemeter.

Dagens musling

Først efter 19 km er ved ved første kaffebar. Indtil da havde jeg kun fået nogle kiks og nogle rosiner, så der var på tide.

Vi spiser hurtigt og er videre efter 20 min, og Louis har vi endnu ikke set noget til.

Der er langt mellem byerne i starten. Vi møder kun få og ikke mange spaniere, så det er meget fint. I området har man fundet de ældste rester af mennesker man nogensinde har kendt til. Ifølge teksten er han mere end 800.000 år gammel, så på mange måder er det et spændende område vi er i.

I går lavede vi en reservation til en forstad i Burgos på et hotel. Det er ganske kedeligt men der er rigtige håndklæder og en rigtig seng og det er stadig billigt. Der var heller ikke gode alternativer, som passer med vores planer. Belgierne har talt om at de skal være i Santiago de Compostella den 7. september. Efter at have tænkt lidt over det – her har man god tid til at tænke sig grundigt om – nåede jeg frem til den logiske konklusion at jeg så godt kan nå hele vejen i år. Det fortalte jeg Bernard og Vincent og så begyndte vi på en større planlægning om aftenen. Det er jo fantastisk at de er villige til at vi kan følges ad hele vejen – alle fire!

Bernard er planlæggeren og han fik hurtigt regnet ud at vi skal gå i snit 33 ¼ km om dagen de næste 15 dage for at det kan lade sig gøre. Der er ikke langt fra tanke til handling. Nu prøver vi at lave reservationer hver dag til næste dag.

I dag var lang og i morgen prøver vi så med 40 km. Det er svært at finde herberger hvor der er plads og som passer til de etaper vi gerne vil gå. Onsdag går vi 34 km efter planen. Jeg ved det lyder af meget og det er det også, men når man allerede var gået mere end 1.000 km er det ikke så slemt som det ellers kan lyde. Der er nogen der spørger om hvilken dag vi holder pause i løbet af en uge. Vi har ikke lyst til eller brug for en pause.

Vincent har flere gange talt om at gå meget tidligt, eller sent, ved midnat. Nu må vi lige se hvordan det går, men de sidste 100 km bliver nok svære fordi rygterne siger at alt er booket.

Det skal nok gå, vi finder en løsning.

Burgos lige fremme

Helt ude i siden øverst lige tv for træet er der en stor hvid bygning. Vi bor lige ved siden af.

Det er dejligt at bo på hotel med en rigtig seng og et rigtigt håndklæde. Der var ikke mulighed for at vaske tøj, så der er rigeligt vasketøj i morgen.

Vi havde som altid en god aften, men vi er jo i Spanien så middagsmaden serveres først fra klokken 20.30. Derfor blev det igen lidt senere end ønsket. God søvn i færre timer er dog bedre end dårlig søvn hele natten. Vækkeuret er sat til 04.50.

Figeac til Cajarc

Oppe og på vej 6.40. En lang dag med mere end 33 km venter. Vejret er perfekt med spredte skyer og en behagelig temperatur. Som så ofte får man et sidste blik ud over byen man har overnattet i, så kan man lægge dét fra sig og koncentrere sig om hvad der venter forude. Det er ikke en rute med store udfordringer, men her i Frankrig vil Himmelbjerget blegne i sammenligning.

Farvel til Figeac
Velkommen til det nye landskab

Landskabet har forandret sig siden Conques. Stemningen er mere á’la Middelhavet, både naturen og temperamentet. Der er også vinstokke – Figeac er et stort vinområde – og forskellige palmetræer. Lige nu er jeg i 155 moh, til at begynde med var det mellem 800 og 1368 moh. De sidste 4 dage omkring 500 moh.

Herfra og til Cahors bliver det 2-350 moh. Så ingen store stigninger før Pyrenæerne.

Gad vide hvornår den faldt af?

Se lige det her klippestykke, det er jo enormt og så er det gået løs med helt fine kanter. Det er på mange måder overvældende, at se naturen her vild og udresseret.

Nedenfor er det vand fra en kilde der opsamles og to kar og deri har man vasket sit tøj. Meget er lavet af sten hernede og de er jo også overalt.

Den er helt ny fra 1903

Der er også tykt mos på alle stengærder, træer og andre steder. Mos vokser ikke hvis luften er forurenet, så det er et godt tegn.

Mos’en er tyk og fuldt med vand.

Så er de der igen. De går ikke specielt hurtigt, men til gengæld holder de ikke nogen pauser. Omkring de sidste fem km drikker de gerne den første øl – de er jo belgiere. Vi havde alle tre besluttet at gå den lange tur uden at noget var aftalt og mit næste stop i Bach er også deres mål. Derefter splitter vi, de går til Cahors og jeg tager en smutvej som min vært har fortalt om her til aften. Store byer er kedelige når man går Camino. Det er svært at finde dem man kender i en stor by turen handler jo meget om at komme ud af det vante miljø. Her kan man være den man er uden at skulle leve op til andres forventninger. Skiftet fra caminoen til by med larm og os er overvældende.

Vincent og Bernard

Caminoen er mange ting. Nogle steder går man langs motorveje (ikke mange steder) og andre gange på landeveje. Men mest af alt så er det småveje, grusveje, gamle markveje med græs i midten og store og små stier. Nogle gange er stierne meget smalle, som i én person ad gangen. Det er specielt når man tænker på hvor der går hver dag det meste af året.

Dem har jeg set flere af på det seneste…

…og nu ved jeg hvad det er takket være Belgien. Det er huse med en meget gammel dør, som blev (bliver?) brugt af dem som passede dyrene. Det er også et ly for regn, men blev også brugt til overnatning.

Får og ikke så mange køer i denne egn

Hele vejen fra Le Puy til Saint Jean Pied de Port er UNESCO verdensarv. Der bruges der meget energi – og sikkert også penge – på at genopbygge murene med de oprindelige sten og nye hvis der mangler. Det er virkelig mange km mur men flot det er det absolut.

Denne mur er genopbygget
Cajarc

Ja, det er dejligt når målbyen er i sigte. Verdensarv, selvfølgelig! En meget gammel by der er næsten fuldstændig omkranset af Lot floden. Med sin beliggenhed og det naturlige landskab, er fiskeri, kano og kajak og vertikal klatring nogle af de tilbud byen giver til turister.

Byen med lodrette klippet…
…og mulighed for vandsport og lystfiskeri

Vi var kun tre på herberget og jeg havde derfor mulighed for at bruge faciliteterne. Alt blev vasket selv rygsækken. Efter et par uger kan skulder remmene nemt få en ubehagelig lugt.

Tøjet vasket og hængt til tørre

Den gamle by er rund og på vej ind fra Lot går man igennem denne skønne gade, med flotte cykler.

Restaurant

Værten foreslog denne skønne restaurant og reserverede et bord til mig. Hvem sad også dér da jeg kom, selvfølgelig belgierne.

Back To Top