Der var ikke en internet eller WiFi forbindelse i Durfort Lacapelette, så derfor opdaterer jeg i dag tirsdag.

Det var er strålende sted at overnatte. David stod klar med ristet brød, te, marmelade og friskpresset appelsinsaft. Tøjet var ikke helt tørt fra regnvejret i går, men det er der råd for. Tre sæt strømper, t-shirts og undere, så er der næsten garanti for tørt tøj hver dag. Ned i rygsækken med det våde og så må det komme op at hænge når jeg er fremme næste sted.

Selvom jeg gik tidligt var der gang i gaden – markedsdag. Lækkert ser det ud og så som en lille bonus er der kun 1152 km tilbage til Santiago de Compostella.

Solsikkerne hænger noget med hovedet her dagen derpå efter regnvejret, men der er dog en som bevarer optimismen. Det var der også god grund til. Senere på dagen havde de allesammen ranket ryggen og stod fint med hovedet vendt opad mod solen.

Vi er forbi de værste stigninger, men der er stadig lidt tilbage. Først ned, så op og efter flere gentagelser så kan man se toppen af den næste by jeg skal igennem. Byen hedder Lauzerte og er fra det 11. århundrede. Turen derop starter i 129 meter og efter 800 meter er man oppe i 270 meter. Det er en stigningsprocent på 10+.

Husene er typiske for området Quercy Blanc og Le Tarn og La Garonne floderne. Bindingsværk og vinduer og i nogle tilfælde endda stadig de gamle helt tilbage fra det 13. århundrede.

Byen var oprindeligt – år 1000 – gælisk og navnet fra latinsk lucerna, der betyder lys. Mod slutningen af det 12. århundrede påbegyndte greven af Toulouse byggeriet af et castenau, som er en by beskyttet af et slot.

Både strategisk og økonomisk var det en stor succes og antallet af indbyggere steg hastigt. Det blev et handelscentrum og samtidig et vigtigt stop for pilgrimme på vej mod Compostelle. Byen er et af de flotteste eksempler på et castenau i Sydfrankrig den dag i dag.

En lille anekdote om det ultimative mål for pilgrimme, Santiago de Compostella. Her i Frankrig taler de om Compostelle, men i Spanien siger de Santiago.

Santiago de Compostella betyder Santiago der ligger i den egn der hedder Compostella. Så det egentlige navn er Santiago. Compostella betyder mark og stjerne, kilde David l’espagnol.

Den første overnatning i Le Puy en Velay her gælder det samme. Byen hedder le Puy i egnen Velay. Derfor er der ingen der siger Le Puy en Velay.

• 

• 

• 

• 

• 

Bygningen ovenfor bliver brugt til opbevaring af majs og andre afgrøder. Bemærk “fødderne” de ligner champignon, det er for at beskytte mod rotter og andre dyr.

Nedenfor er endnu en familie med æsler. To børn der selv går omkring 10 km dagligt. Den her familie går fire til fem dage måske et par gange om året og stille og roligt nærmer de sig Santiago.

Det var samtidig et donativo stop med meloner og abrikoser. Jeg spiste en melon og de smager rigtig godt når de er helt modne og lokale. Så er der energi til at fortsætte de sidste km.

Endelig fremme på en varm og fugtig dag. Som altid var jeg først fremme og derfor den første i bad. Vasketøj og til tørre medens der er sol og så slappe af. Der var ingen middagsmad, men man kunne købe en salat anretning. Det var ikke noget særligt og som skrevet så virkede WiFi slet ikke.

Da jeg skulle hente min salat på den anden side af gaden mødte jeg…les belges selvfølgelig. Så nu var vi Vincent og Bernard; Samuel en franskmand; Elisabeth belgier fra Flandern; Veronique fransk lige startet i Cahors; Christian fransk ham der startede ved Genève og David fra Spanien. Alle os af hankøn går hele vejen, så vi kommer til at mødes tit.

Jubilæums dag i dag. 400 km tilbagelagt og 350 til Saint Jean Pied de Port. Derfra er det sidste etape på Camino Via Podensias til Roncevalles.

Dér starter Camino Frances, som er den mest kendte Camino rute.

God morgenmad og afsted lige før klokken otte.

Vi, Odile som også overnattede samme sted, og jeg gik sammen ud af byen. Men så alligevel ikke. Hun havde sin bil parkeret i byen og kørte derfra. Det er fint da jeg foretrækker at gå alene.

Efter ti km så det sort ud og ganske rigtigt begyndte det at regne og tordne. Heldigvis var jeg lige nået til Lascabanes, som også var planlagt til første stop. Lige inden fandt jeg en sok og selvfølgelig tager man den med. Et kvalificeret gæt er at ejeren er længere fremme.

Den første jeg mødte var ikke ejeren, men hun havde set den. Da jeg lidt efter i let trav nåede frem, sad der en gruppe udenfor en café og ganske rigtigt var sokkens rette ejerkvinde dér.

Nu har jeg også fået en reservation til i aften, det er dejligt nu når det regner. Vi er rykket indenfor og fransk mændene spiller kort, samtidig med at der hele tiden kommer nye til. Det er ganske hyggeligt og det endte også med en compotte – en specialitet fra egnen – med hvide bønner, pølse, and, salami og brød til. Det smagte fint og lagde en god bund til den videre færd.

Da var det holdt op med at regne, så alle skulle afsted igen. Efter bare 10 min begyndte det at dryppe igen og lidt senere regnede det kraftigt. Så føles ni km som en lang tur. Det var koldt og visse steder skulle man nærmest svømme over.

Så da jeg kom frem var det rigtig dejligt. Det er hos David som er fra Irland og selv har gået på Camino Frances. Det er første år han er vært på en gîte.

Lige da jeg ankom til byen tjekkede jeg på G-maps, men det var ikke særlig succesfuldt. Det viser sig at de fleste huse i denne by har to hus numre. Det ene er fra tidligere tider og så det nye som jeg ledte efter. Men det lykkedes fint og sikke et sted.

Rigtige senge med lagner og alt, så det behøver jeg ikke at pakke ud. Rigtige håndklæder, rigtigt badeværelse, det våde tøj centrifugeret, …

Derefter en kold øl i køkkenet sammen med Anne fra Paris, David og mig selv. Meget hyggeligt og nu er den sidste kommet, Christian fra Frankrig. Han har gået i mere end én måned nu.

Lige nu ser vi Rugby 🏉 Sydafrika mod Four Lions. Det er England, Wales, Irland og Skotland. Om lidt skal vi have en aperitif og så middagsmad. Ja, det ligner ikke helt den pilgrimstur jeg husker, men det er stadig hyggeligt.

Morgenmad i morgen klokken 6.30 så jeg kan komme godt afsted til endnu en lang tur. Stadig ingen reservation men det løser sig senere eller i morgen.

I går havde Nicolas skrevet vores navn og dato på hver vores sten. Det er en god ting at få med – den kommer helt sikkert med hjem til Danmark.

Til morgenmaden viste det sig at det var donativo. Så lægger man penge i en sparegris efter hvor meget man kan og vil. Det er flot.

Med fyldt mave og farvel til Vincent og Bernard gik jeg lidt over 7 her til morgen. De store byer er ikke noget for mig, så jeg er gået stik vest og de er gået NV til Cahors. Derfra går de SV, forbi hvor jeg er nu. Det betyder at jeg er en dag foran dem.

Vi kommer til at have en afskedsmiddag på et tidspunkt inden jeg tager hjem. Jeg kan ikke nå at komme helt til Santiago de Compostella, med den tid der er til rådighed. Så derfor vil jeg hellere forsøge at få alle ender til at mødes, på en måde, så når jeg kommer tilbage for at gøre det færdigt, er der stadig en god tur at gå.

Så er det snart tid til en croissant og en kop kaffe. Klokken er 10 og med 13 km tilbagelagt synes jeg det er velfortjent. Byen er ret lukket for en fredag, jeg håbede det var muligt at købe den næste Miam, Miam dodo bog til den sidste del inden Spanien. Det er også her jeg skal finde den rigtige vej videre. Nu skal jeg følge de orange markeringer. Det tog lidt tid at finde vejen ud af byen, men med tålmodighed, bogen og G-maps så lykkedes det fint. Ruten er rigtig godt markeret

Efter en god nats søvn alene i et rum til otte – ingen der snorkede – er det tid til morgenmad. Dagens etape er kortere end de tre foregående, så jeg forventer at gå stille og roligt for ikke at komme for tidligt frem. Vejret er perfekt og det er køligt uden at være koldt.

Ikke tidligt op her til morgen. Mobilen vækkede mig ikke, men hvorfor vides ikke. Der var ikke en lyd, så jeg kom først op klokken 7.30 mod forventet klokken 6. Men jeg havde brug for at sove så det var nok meget godt alligevel.

Endelig var jeg fremme klokken 15.20. Det var klart den hårdeste etape indtil videre. Det var lummert og der var langt. Lange stræk to til tre km hvor det gik opad. Det er hårdt og når benene samtidig er på overarbejde så kan det mærkes.

Jeg har nu gået 323 km siden starten og det er jeg godt tilfreds med. De seneste to dage 62 km jævnt fordelt.

I morgen bliver det en moderat etape. Vi er nu fire gæster på herberget og værten Nicolas. Gode forhold og jeg glæder mig til vi skal spise. Vi er Vincent, Bernard, Fanny og mig selv. Mobilen’s alarm virker igen efter en genstart og tekniske manipulationer.

Belgierne indhentede jeg efter 16 km og vi fulgtes så ad de næste 11. Herefter satte jeg en spurt ind, som knækkede dem fuldstændig. De må være stoppet for at drikke øl, fordi de er først kommet en time senere end jeg.

Nicolas har gået rigtig mange Camino ture, både i Spanien og Frankrig. Der er en forskel når man kommer til et sted, hvor værten selv har prøvet at gå på en Camino. Det første der skete da jeg kom var af med rygsækken og noget at drikke – en øl. Så taler man om hvor man er startet på dagen og på . turen. Og ikke mindst hvor man er på vej hen.

Når man så har hvilet benene lidt får man sin seng og vist hvor badeværelset og toilettet er. Hos Nicolas lagde vi det beskidte tøj i en plastik kasse. Det vaskede han i maskine og næste lå det pænt foldet lige til at smide i rygsækken. Det er da god service.

Da jeg tog herned vidste jeg der ville være dyrere end i Spanien. Men kvaliteten er også meget højere på de fleste punkter. Da klokken var 18.30 lavede Nicolas mad som vi spiste ude på terrassen. Det smagte godt og så havde han lavet en fersken tærte. Dejligt, hyggeligt og gode senge.

Det var et dejligt rum at sove i og sengen var god. Det var morgen maden også, så klokken 7.30 gik jeg derfra og nu klokken 13.30 er jeg fremme i Figeac. I dag bor jeg hos Marie-Blandine, le Coquelicot og Nicolas er lige ankommet.

Måske har jeg skrevet det allerede. Donativo betyder at man betaler hvis man kan og hvad man kan. Alle kan få og man yder efter evne. Der er ingen der skal gå videre uden vand og et eller andet sukkerholdig. Her var det nogle små kager. Det er også det en pilgrimstur handler om. Caminoen giver det du har brug for, når du har brug for det.

• 

• 

• 

Familien går selvfølgelig ikke så langt, men de manglede stadig seks km på dagen. Det er da ganske friskt med to piger på æslet og den lille på ryggen af mor, pakket godt ind i rygsækken. Æslet bærer bagagen i to store saddeltasker.

Landskabet her er meget smukt og der er masser af Medier og andre blomster. Den måde der bygges på her er som andre steder med de materialer der er til rådighed lokalt. Det er rustikt og meget charmerende og så har det en lang holdbarhed.

• 

• 

• 

• 

• 

Qoqielicot betyder valmue på fransk. Det udtales som når hanen galer. Når jeg siger det, altså den danske udtale er det meget morsomt for franskmændende.

Tingene forandrer sig hurtigt. Vi er omkring 2-300 meter oppe og klimaet er lidt varmere her. Byggestilen er også mere sydlandsk, inspireret af Middelhavet og hele sydkysten. Der er en dejlig stemning og vejret er behageligt.

• 

• 

Nu er det mere Camino-agtigt. En kort gåtur ned på torvet i byen og der sidder les belges og to andre som var med da vi så farverne på Le Tampon i Conques.

Bernard og Vincent går til Cajarc, som jeg også har lavet en reservation til. De sætter tempoet lidt op og det er også min plan.

Herfra er der tre veje/ruter man kan vælge. GR65 som er den klassiske Camino, GR651 som følger floden Cété og så en tur længere nordover. Jeg vælger den klassiske, mange vælger GR651 hvor man kan tage én etape i kano og så den sidste til ? som er endnu en fantastisk flot by. Vistnok kun overgået af Conques.

Da de gik mødte jeg Louie, som er gået fra Paris og forventer at gå hele vejen, og kort tid derefter kom Nicolas. Efter vi havde siddet et stykke tid spottede Nicolas Gerard. Han havde stadig rygsæk på og havde ingen reservation og heller ikke et ønske om en seng i byen i nat.

Vi gik allesammen på en restaurant primært for sådan nogen som os. Endnu engang kom der andre forbi, som vi alle sammen kender – det er meget Camino-agtigt og en stor glæde ved at være her.

Da vi havde spist spurgte vi igen Gerald om han ville sove i skoven (uden telt) og det mente godt han kunne, når man kommer fra de Østrigske alper. Det regner kraftigt nu, så det bliver en kold nat.

Stor glæde i går da jeg tog min inderpose ud af rygsækken. Ud falder den manglende sok, juhuu!

De fleste har ikke sovepose med, fordi det er for varmt og der altid er tæpper til rådighed. Det trick har jeg lært fra tidligere og det betyder 500 gram mindre i rygsækken. På fransk hedder en sovepose sac à dormir og selve inderposen har så det poetiske navn sac à viande på dansk og frit oversat en kødpølse. Så er vi i gang igen.

Kom afsted 6.30 så det var fint og til morgenmad havde jeg to bananer og en fersken.

PW fortalte at på vej ud af byen er der et udklip af hans digt. Det er uden hans navn. Symbolikken er at efter vi har været i Conques er vi forandrede og derfor bærer vi selv ordene med videre.

Dagens etape var heftig. Først ud af byen og det er stejlt ned, og så over Lot endnu engang. Øverste billede tv viser kloakken. Bemærk ribberne er de samme sten som husene er bygget af. De holder længe.

• 

• 

• 

Lige efter man er gået over broen går det op. Efter at have regnet lidt på det er jeg nået frem til at stignings procenten er på den gode side af 14 pct. Det er den de næste to km. Det er første jeg er stoppet flere gange undervejs, for at få luft og køle lidt af. Mon dieu

Jeg så ikke æslet men til gengæld hilste jeg på mange andre dyr, hvis de da ikke var gået helt omkuld i varmen. Der var specielt én – blanding af Cocker spaniel og et eller andet lokalt lidt mindre end en Bernasenne – som var ude og blive luftet. Da den så mig ville den ikke med ejeren. I stedet lagde den sig fladt ned og da jeg talte til den viftede halen langsomt frem og tilbage som en vinduesvisker. Til sidst kunne den ikke holde sig tilbage. Så den kom stormende frem 😀 Til sidst måtte jeg gå forrest, fordi vovse kom i snor og hvis jeg gik bagerst foretrak den at vende sig om efter mig hele tiden.

Der er også mange høns og ænder. Her går de fint i deres indhegning, men det er ikke altid tilfældet. Der er en del høns der løber rundt på stierne. Men se lige de halvstore ællinger.

I den her egn er deres franske lidt anderledes end i resten af landet. Deres accent er også ekstra svær at håndtere. Men bondemanden her fik jeg talt lidt med…jeg forstod ikke så meget af hvad han sagde. Til gengæld tror jeg heller ikke han opdagede, at jeg ikke er fransk.

• 

Herfra hvor jeg nu er nået til skal man være ekstra opmærksom. Fra turens start har man for det meste fulgt GR65. Nu er der også en GR62 b som man skal tage højde for. GR betyder Grande Randonné og de er overalt i Frankrig. Ofte så splitter GR65 sig fra caminoen, så det bliver en kortere, længere eller måske hårdere tur. Hvis man har en reservation skal man passe på ikke at gå udenom den by man skal overnatte i. Tre km ekstra er der ikke mange som bliver begejstret for ved slutningen af dagens etape.

Caminoen er mange ting. Nogen gange går man på en landevej, andre gange på lange grusstier og så er der selvfølgelig de gange man går stejlt op eller ned. Men ofte går man også på ganske små stier, hvor brombær grenene river i tøjet eller man er ved at brænde sig på nælderne.

• 

• 

• 

Dagens mål er Livinhac og for at runde historien af om sprog og accent, så fremgår det af skiltet nedenunder. Det kan minde lidt om Irsk og Engelsk.

Endnu blev Lot floden krydset og som altid tæt ved en by. Det var nemt at finde frem til La Coquille Bleue – Chez Claire og som så ofte før var jeg den første fremme. Her fik jeg strenge instrukser om at drikke mindst tre glas vand inden vi skulle tale sammen. Der blev sat et stempel i mit Crèdentiel og efter lidt parlamentering tager jeg også morgenmaden med denne gang.

Det er hyggeligt når alle spiser sammen og i dag var det hos Claire selv. Fin mad og meget snak om bordet, men med fire mod én og en østriger på sidelinjen er det svært at følge samtalen. Østrigeren er Gerald, som jeg reserverede for i går. Det har jeg dog bitterligt fortrudt, fordi han snorker så det er til at blive vanvittig af. Udover Gerald er Leo her også og en pige fra Paris, Marie; og en ældre fransk kvinde. Alle er dog meget søde, så det går, selvfølgelig gør det dét.

Huset vi bor i er ældgammelt som de fleste huse. De er skæve på alle leder og kanter, men de står stadig som de har gjort det i mange hundrede år.

Byen her ligger omkranset af Lot floden, som i en pose.

Vaskeriet var i garagen og tøjsnoren hang i haven 50 meter bag huset.

Efter vi havde spist gik vi allesammen en tur i nabolaget med Claire som guide. Det er første gang jeg har prøvet det på caminoen.

• 

•