skip to Main Content
+45 2223 4790 andersen.niels@outlook.dk Danish DA French FR English EN German DE Italian IT Spanish ES Swedish SV Japanese JA

Saint Jean Pied de Port til Roncevaux

Farvel til Saint Jean Pied de Port for denne gang. Det er en hård etape med start i 195 moh op til 1280 og så slutter man nede i 960 moh. Rigtig mange starter caminoen her i byen og når det er første etape så er den udfordrende. Derfor var det interessant og prøve igen efter flere ugers vandring. Den er hård ingen tvivl om det, men det er nemmere når det hele fungerer og man er veltrænet.

Det går hurtigt opad og skyerne kommer tættere på. Efter 8 km er der en café hvor man kan få noget varmt at drikke og noget at spise hvis man vil.

Det gik hurtigt med en lille kaffe med mælk. Det var egentlig en kvinde som skulle have kaffen, men hun ville betale med dit guldkort. Til en pris af én euro så går det selvfølgelig ikke. Normalt fra 10 euro og højere accepterer de kreditkort, men helt generelt skal man have rigtige penge med hele tiden. Jeg nåede at hilse på Sasha, tyskeren fra i går inden jeg gik videre.

Dem på cykel kæmper også en hård kamp. Når de skal stå af og trække er det endnu tungere at komme videre end for os der er til fods.

Det varede ikke længe før jeg mødte Bernard. Han sad på græsset ved vejen og spiste en sandwich. Han er jo fransk og de spiser hele tiden. Det er hans sidste dag og når vi er i Roncevaux tager han bussen tilbage til Saint Jean Pied de Port. Derfra tog, tog, bus, tog, tommel og så finder han sin bil forhåbentlig. Han har været rigtig hyggelig at følges med.

Det er uklart hvornår man krydser grænsen til Spanien. Jeg fandt ikke ud af det sidste gang jeg var forbi. Men et godt bud er 200 meter længere fremme. Dér er der en stor sten hvor navnet på den første spanske region vi kommer til står, Navarra!

Her er utrolig flot med stejle skrænter, hvor man ser skyerne længere nede. Det har været koldt hele vejen – meget koldt. Her tæt på toppen er der dog læ og senere kunne man ane solen skinne igennem skyerne inden den rigtig skinnede.

Kun otte km tilbage og det er ned af bakke
Grænsen?!
Se hestene øverst i billedet

Herfra går det stejlt nedad de næste tre km. Der er mange skarpe klippestykker, så det gælder om at holde balancen. Her er min nye vandrestav perfekt fordi den er lang, så jeg kan komme hurtigere ned end de fleste.

Der var dog en undtagelse. Ham på billedet længere nede nærmest løb ned i sine klipklappere. Lidt længere nede stoppede han for at få noget af det varme tøj af. Da han så mig komme forbi fik han meget travlt med at flå trøjen af og komme foran mig igen. Der er plads til alle her og der er rigtig mange typer på caminoen.

Så kom vi, Bernard og mig selv, til Roncevalles. Selvfølgelig som de første i slænget. Louis var den næste og klokken tre stod vi klar til at tjekke ind.

Med en reservation får man en af de gode senge. Det fungerer fint og det er rent. Hvis man har bestilt middagsmad – det er bedst og billigst at gøre – så spiser man på en af to restauranter udenfor eller i selve klostret. Roncevalles er ikke en by så der er ikke nogen andre valgmuligheder. Til gengæld kan man få en forfriskning inden middagsmaden, som er enten klokken 19 eller 20.30.

Selvfølgelig sidder Vincent og Bernard med hver sin Sangria, uden paraply, og sådan en må jeg jo også smage.

Det er virkelig koldt her i Spanien i dag, så det er godt at komme indenfor og få noget mad.

Mange steder på caminoen i Spanien er der spærretid. Hvis ikke man er hjemme inden klokken 22, så kommer man ikke ind. Det skal man tage helt seriøst. Da jeg ville pakke til næste dag kunne jeg ikke få adgang til mit tøj. Døren til vaskeriet lukkes klokken 18 og åbnes igen klokken seks morgen.

Der er fire senge i disse små kabiner, som ligger på en lang række på to etager. På grund af COViD er der kun halv belægning. Sophia ved siden af mig planlægger at stå op klokken 6, så det gør jeg også. Klokken 21.57 siger jeg til hende at om tre minutter slukker de lyset…og ja det gjorde de!

Saint Jean Pied de Port

Dejlig dag med afslapning og indkøb af proviant til i morgen. Fra morgenstunden rykkede jeg fra det kommunale herberg til et lidt bedre herberg tættere på pisten.

Militær rygsæk med 25 kilo 😯

Her sidder jeg udenfor herberget og slapper af, får en kop kaffe og opdaterer bloggen. Så er der en som efterlader sin Border Collie lige hvor jeg sidder. Kort efter lægger den sig lige op af mig 😊

Den måtte jeg selvfølgelig have et billede af.

Her er hele slænget samlet igen. Fra venstre Bernard, Louis, Anna (Holland på cykel), moi, Bernard og Vincent.

Bernard spiste på herberget, så det endte med at Louis, Chantal og jeg spiste i restauranten, hvor vi overnattede. Chantal er et nyt bekendtskab. Hun fortalte at hun havde “forladt” mand og børn for at bruge en lille uge på caminoen alene.

Mens vi spiste kom Anna, cyklisten fra Holland, og spiste lidt mad også. Derfra gik vi så tilbage til restauranten nedenfor. Der var flere af dem jeg har fulgtes med i flere uger. Mange af dem stopper her for denne gang.

Jeg gik tidligt lige efter klokken 22. Fredag nat sov jeg ikke så meget. Det var koldt og der var meget larm.

Harambeltz til Saint Jean Pied de Port

Kort etape

I morgen fredag er det fridag og når Bernard og Vincent kommer spiser vi – og Louis – en god middag her i byen. Søndag morgen krydser vi grænsen og tager sidste etape af Camino Via Podiensis.

Byen er fyldt med turister, men lige så snart man går videre tror jeg at det kun er for pilgrimme. Vi får se.

Det er spændende at komme her til fods, hvor jeg startede sidst. Jeg har nu tilbagelagt halvdelen af vejen til Santiago. Næste etape er hård men jeg er spændt på hvordan det er, når man er i så god form som jeg er nu.

Kapellet i Harambeltz

Ko på caminoen. Det er bare rigtig hyggeligt, at se dem på vej til deres sted. De kender selv vejen og som jeg har vistnok har skrevet tidligere, så har de et rigtig godt liv her. Det er opdræt til kød og jeg er er sikker på deres opvækst kan smages.

Malkekvæg ser man ikke meget af her og de oste der produceres lokalt er gedeoste. Det bliver altid nævnt eksplicit. Når jeg kan se dyrenes opvækst her kan jeg ikke lade være med at tænke på hvilken opvækst de har i andre lande.

Kirken i Ostabat-Asme

Nu er der også får på vejen. Flere gange har jeg set dyrene blive drevet til deres opholdssted på vejen. Mange er det unge drenge som i dette tilfælde. Der var fuld fart på og forrest ham som sørger for de allesammen kommer helt frem.

Den anden har hjulpet til gennem den lille by, sammen med en hund. Lige efter fårene havde passeret mig kaldte han hunden tilbage.

Hestene her i Baskerlandet er meget kønne og de fleste haver er fyldt med blomster, buske og potter. Da sommeren ikke har været så varm som normalt og der har været meget nedbør passende fordelt over tid, er alt flot grønt, farverigt og frodigt.

Her i Baskerlandet er der også plantet mange frugttræer. Tanken er at det er frugt for pilgrimme. Det er en rigtig god idé. Nedenfor er der også en ting jeg ikke har set før. Et lille refugie for pilgrimme.

Til dig som har gået siden i morges.

Til dig som er våd og træt.

Til dig som har brug for at hvile benene, endelig kan du sidde ned.

Dette fredelige sted er til dig.

Åben døren og gå ind i ro.

Stil din rygsæk og lyt til stilheden.

Saint Jacques er din beskytter der våger over dig og sikrer du har det godt.

Og du går videre nu…eller i morgen tidlig.

Her er der en mulighed for den tidligere populære græske Lambada (?), hvor man skal gå under en stav eller andet med brystet opad.

Jeg kravlede!

Små søde får. Normalt er de bange når man går forbi – så løber de væk fra hegnet. Hvis man taler til dem stille og roligt kan det være anderledes som her. Der var en som var modig og nysgerrig. Og så var de der allesammen. Det er godt med en svedig pilgrim, de kan godt li’ salt.

En iværksætter med en god forretningsplan. Jeg tror han var ny i faget for allerede 11.30 var han løbet tør for appelsiner, så ingen friskpresset juice.

Han var heller færdigudlært til at multitaske, men det kommer nok.

Pyrenæerne lige frem
Et lille familie châteaux
Endnu en mulighed for et hvil, men man bliver nok ikke så længe
Blot 1,8 km tilbage
Le Laurhibar

Der er rigtig mange Camino spor her. I går i Harambeltz er der hvor mange camino’er i Frankrig mødes.

Lige her er der så mulighed for, at komme videre på flere spor. Langs Pyrenæerne i retning mod Arles og videre til Rom. Arles ligger omkring 50 km vest for Marseille og det kunne være næste Camino for mig. Jeg vil så gå mod vest. Flere har fortalt at det også er en meget smuk tur.

Herfra kan man også fortsætte mod Atlanterhavet for at gå den Camino som hedder El Norte. Så krydser man grænsen til Spanien i Hendaye/Irun. Det er 50 km stik vest herfra.

Så er jeg ved byporten til Saint Jean Pied de Port. Hovedgaden, Rue de la Citadelle, starter lige efter byporten. Der er her pilgrimskontoret ligger og de fleste herberger. Der er fyldt med turister og der er mange restauranter og butikker med delikatesser.

Det er også her jeg har købt et par nye sandaler og strømper. I samme butik har jeg nu også købt en rigtig vandrestav af træ. Jeg måtte smide et par strømper ud, de var simpelthen slidt op.

Når man går ned af hovedgaden krydser man en lille flod, Nive de Béhérobie, og så er man på Rue d’Espagne og så er det opad de næste 16 km indtil man krydser grænsen til Spanien.

Til aften mødtes Jean, Louis og mig selv til et par øl. Det var interessant da Jean forsigtigt tog emnet Marie op. Han undrede sig over hvordan hun har kunnet købe huset og istandsætte det så fuldkomment. Jeg havde nøjagtig den samme tanke.

Da vi spiste startede vi med en præsentations runde, på fransk selvfølgelig, og jeg sad bagefter med en fornemmelse af at hun havde behov for at fortælle om sit projekt. Hun talte længe. Bagefter har jeg set nærmere på billederne, hvor hun er med. Hvis man ser godt efter, så ser hun ikke glad ud.

Noget af det første hun fortalte mig da jeg ankom, var at hun havde gået rigtig mange camino’er. Det er der jo mange der har. Men hun har gået dem i ét år. Altså 12 måneder i træk har hun gået til Rom tilbage til Santiago tilbage til Le Puy og igen Spanien, El Norte! Det virker ekstremt og jeg tvivler på hun har fundet den ro hun verbalt giver udtryk for, desværre.

Navarrenx til Harambeltz

En hård dag på jobbet. Op klokken 5 og afsted klokken 6. Det støvregnede og det var fint for det var lunt fra morgenstunden og også lummert.

I går var der nogen som talte om 37 grader og så er det bare om at komme afsted i en fart. Det er turens længste etape på 40 km og selv om formen er god er det alligevel en stor mundfuld.

På så lang en dag skal jeg gå alene og være fokuseret for ikke at få ondt af mig selv. Det er også vigtigt med mange kilometer tidligt – det styrker moralen.

Palombiéres er en rovfugl og det er en advarsel. Ifølge Pierre er det dog mest i oktober, november at den kan være farlig, hvorfor den er farlig ved jeg ikke.

Pierre mødte jeg på vejen og vi fulgtes et stykke. Han har selv gået mange camino’er, både i Frankrig og i Spanien. Ofte både forår og efterår, altså to gange årligt. Når han går sin morgentur tager han tit naboens hund med, fordi den ellers bliver lidt for tyk.

Pierre har lavet figuren sammen med lokale spejdere. Der er også en bænk dér hvor vi står. Da vi kom var Louis her allerede og da de begyndte at tale sammen gik jeg videre. Det gælder om at fortsætte mens det går fint og få endnu flere kilometer under fødderne. Louis skal fire km længere end jeg i dag.

Pierre (lokal) med naboens hund
Floden le Saison
De bader ikke så tit
Jean i overhalingsbanen

Han er et konkurrence menneske, men et tungt vedholdende tråd kunne han alligevel ikke klare sig imod. Nogle kilometer senere begyndte solen at skinne og dér sad Jean så med solcremen. Ham så jeg først igen på herberget efter jeg havde været i bad. Ungdommen, de har ingen stamina 👣

Heroppe på toppen holder jeg mit første hvil. Det bliver kort, fordi kort kommer der en traktor kørende. Det bliver også den eneste pause i dag. Her har jeg gået omkring 25 km, så det begynder at kunne mærkes i benene. Der er meget flot her og det styrker moralen.

Til højre mod kysten og Camino del Norte
Bruges som lager for majs

Husene i Baskerlandet er virkelig flotte. Med alle blomsterne, de gør rigtig meget ud af det, er det smukt med alt det grønne som bagtæppe. Departementet her er Haute Atlantique og der er langt mellem husene, men dem man møder hilser venligt og har altid en lille kommentar. Man føler sig velkommen!

Der var engang en café her, men selvom døren var åben og der var en bardisk kunne man ikke købe noget. Hurtigt videre inden benene syrer til.

Endelig fremme og sikke et sted. Marie er værtinde her og huset er fantastisk flot. Hun købte det for ét år siden og har sat det i stand fra top til bund. Huset er selvfølgelig meget gammelt formentlig fra det 14. århundrede. Fundamentet kan dog godt være fra det 9. århundrede.

Huset er fyldt med gamle antikke møbler, som hun selv har købt. Herberget er først åbnet i år.

Det er som et luksus hotel. Hun fortalte om huset og dets historie. Hun tog os også med over i kapellet, hvor noget af det er helt lukket af. Det er det fordi der er nogle meget gamle ting i træ. Det er ikke en rigtig by, men det man i Frankrig kalder en Hameaux – her er der kun fire huse og kapellet. Det er kotyme her at de fire familier sørger for kapellet. Det blev dog understreger at det ikke lovmæssigt er sådan.

Jeg fik en fornemmelse af at der er lus i skindpelsen i det lille samfund. De andre vil ikke det samme som Marie.

Se billederne nedenfor hvor lækkert der er med en blanding af nyt og gammelt. Det oser af historie.

En lille tampon, hvad den betyder skriver senere
Bemærk hunden udskåret i træet. Den beskytter mod onde ånder

Arthez de Béarn til Navarrenx

Endnu en gang tidligt afsted klokken 6. Den første del var på almindelig vej og derfor var det nemt at finde vej.

Det første billede er taget klokken 6.30 og det andet 7.30. Det bliver tidligere mørkt, men endnu vigtigere så er vi nu 600 km længere vestpå i samme tidszone. Det vil have endnu større betydning i Spanien, men der er afmærkningen bedre end her.

Der er en lang dag foran uden mange kaffe-steder, så det er om at tilbagelægge flest mulige kilometer hurtigst mulig inden det bliver for varmt.

Floden Gave de Pau

Der er god fart og det er overskyet og en behagelig temperatur. Pludselig er der en bil foran, som kører ind til venstre og en dame styrter ud og beder mig om at følge med hende tilbage hvor jeg kom fra – altså ikke særlig langt. Så ser jeg køerne komme imod os. Hun fortæller at den ene skal kælve. Alle kommer ind og faren hjælper til mens sønnen kører bilen frem. De virker stressede og sønnen får et møgfald af sin far. Forældrene kører hurtigt videre formentlig til dyrlægen.

Efter 15 km er det tid til et hurtigt stop. Der er to allerede ved en kilde med drikkevand. De har sovet i bivuak så de skal gennem vaskehallen. Hun, med langt hår, får det vasket og vi andre får koldt vand i hovedet og dejligt vand at drikke. Efter kort tid ankommer Louis. Han har sovet i et kapel og rigtig dårligt, så han er startet 5.30.

Så kan jeg tale engelsk og det er jo ikke så dårligt.

Air condition? Ja.

Endnu en meget gammel by blandt de smukkeste i Frankrig. Den er bygget som en ellipseformet fæstning.

Det første sted jeg kommer til er en restaurant med udendørs servering. Her finder jeg Sophie, Juliette, Jeanne og den sidste pige der fik et lift så hun kunne købe nye vandresko. Hun fortalte at han der gav hende et lift havde kørt hende til en by hvor hun kunne købe sine sko. Bagefter havde han kørt hende til den by hvor de tre andre var gået til. Så de var atter samlet. Den slags er bare gode oplevelser og en stor del af glæden ved at gå hernede.

Nu var det så Jeanne som havde udfordringer med vabler. Hun kunne bedre passe mine badesandaler, så dem fik hun på betingelse af at jeg måtte tage et billede. De skulle alligevel smides ud i Saint Jean Pied de Port, når jeg havde købt nogle nye. De var heller særlig lækre mere og de lugtede fælt.

Næste overnatningssted her i Navarrenx er også et donativo. Det er Véronique som er vært her. Det er vegetarisk og det smagte rigtig godt. Det var hendes fødselsdag dagen efter, så vi fik en kir med kastanje aperitif. Det var meget varmt, så vi sad udenfor med udsigt til Pyrenæerne.

Véronique skulle sammen med sin søster til toppen af Pyrenæerne dagen efter. Hun ville gerne op til et stort kors der er lige før grænsen til Spanien. Jeg tager et billede til bloggen deroppe.

Stenene maler hun selv i hånden. De er meget flotte.

Her er faciliteterne også meget lækre og der er rent over det hele.

Solnedgang

Arzacq-Arraziguet til Arthez de Béarn

I dag var jeg meget tidlig oppe. Uret sat til 5.00, hurtig morgenmad og afsted klokken 5.30.

I går havde jeg undersøgt hvilken vej jeg skulle gå for at komme ud af byen. Det er ikke så heldigt hvis man går forkert og slet ikke i mørket inden man rigtig er kommet på sporet. Lygten i mobilen blev også testet. Halvanden time og kun 7 procent brugt af batteriet, det er fint!

Afhængig af terrænet skal man dog være meget omhyggelig. Det gik fint og jeg tilbagelagde rigtig mange km uden at der var hverken kaffe eller croissanter, desværre. Først efter 17 km holdt jeg en pause. Yoghurt, banan, abrikos og kiks. Medens jeg hvilede benene kom fire piger gående. Den ene i strømpesokker fordi hun havde fået en eller flere vabler. De spurgte mig om jeg vidste hvor de kunne finde en sportsbutik? Desværre er der ikke rigtig nogle butikker i dette område og der er jo også langt mellem café’erne. De gik videre.

Det gjorde jeg også et stykke tid efter og det var så der jeg fik en god idé. Måske jeg kunne slippe af med mine sandaler fra caminoen i 2019 og samtidig gøre en god gerning. Jeg satte mere fart på og indhentede dem ikke…de var gået lidt i den forkerte retning og var nu bagved, så jeg ventede.

Mens jeg ventede kom en bil mod dem, som de stoppede for at høre om den uheldige kunne få et lift tilbage til den by jeg kom fra. Det kunne hun ikke og så måtte jeg vide hvilken størrelse hun bruger. Hun prøvede den og det var et godt alternativ indtil hun kunne nogle nye. Men midt i det hele kommer ham i bilen tilbage. Hun kan godt få et lift.

Det er virkelig essensen af caminoen. Caminoen giver hvad man har brug for, når man har brug for det. Det har jeg jo selv oplevet på denne tur 😀

I Frankrig har de mange mindesten for første- og anden verdenskrig og meget mere. Den her sten falder dog i en anden kategori. Det er en mindesten til minde om et 24-timers cykelløb i 1995.

Her er de tre overlevende piger. Fra venstre Jeanne, Sophie og Juliette. Sophie har også gået fra Le Puy, m’en de tre andre er lige startet i dag og de skal gå i fem dage. Det bliver hårdt uden forberedelse og træning. Og nye sko som ikke er gået til bliver helt sikkert en udfordring. Så er det godt de bor i Bordeaux.

Endelig fremme men klokken er heller ikke mere end 12. Det er stadig overskyet og behageligt. Det er også første mulighed for en kop kaffe efter 30 km. De går videre og jeg finder hurtigt mit overnatningssted, som er åbent når man kommer. Det betyder at man går ind forbi de gøende hunde og lister lidt rundt indtil man er helt sikker. Det er nusset og småbeskidt, men jeg bruger tiden til at får vasket alt. Sandaler, sovepose, begge par shorts og så det sædvanlige. Alt er forlængst tørt i varmen. Solen har skinnet siden jeg kom og det er meget varmt nu, 30+. Det bliver det også i morgen, så jeg skal tidligt afsted.

Jeanne, Sophie og Juliette er i samme by Navarrenx, som jeg er og det bliver spændende at høre hvordan det går hvis jeg ser dem. De fleste af de andre kendinge overnatter også i samme by.

Se hvad jeg fandt i fryseren

Godt med noget næringsrig kost. Det er nogle hårde dage med lange dags etaper.

Aire sur l’Adour til Arzacq Arraziguet

Op klokken 6 og ud af værelset uden at larme for meget. I selve kapellet er det muligt at pakke rygsækken ordentligt inden afgang.

Der var også tid til morgenmad. Juice, te, ristet brød og yoghurt. Og så var der lige en frokostpakke med en banan, en sandwich, franske kartofler. Det er rigtig dejligt fordi der er ikke noget de første 14 km. Det er også mandag og franskmændende har en dårlig vane med at holde lukket om mandagen.

Så ud af døren alt vel og se hvad der mødte mig da jeg trådte ud.

Havenisser?!

Så er jeg halvvejs og det var en nitte. En lille bager var åben med en gammel dame med krum ryg. Hun var glad for at se os og jeg købte en croissant og en flaske vand. Croissant’en var daggammel men hvis ikke der er andet, så går det også. På det her tidspunkt er der meget varmt og solen skinner fra en skyfri himmel.

Endelig et sted med forfriskninger. Nu har jeg så gået 21 km til Pimbo, så det er tid til en længere pause. Jeg får selskab og efter en times tid går jeg videre.

Nu er det kogende varmt og der er absolut ingen skygge. Der er syv km til mål og nu er det bare at bide tænderne sammen og komme videre. Det går fint og endelig kan jeg se byskiltet.

I dag var jeg meget træt så i morgen går jeg meget tidligt for at undgå varmen.

Back To Top