Saint Antoine til Lectoure til Marsolan

I dag blev en lang dag. Alt var fint planlagt og jeg kom tidligt op. Det regnede så jeg gik lidt rundt og vidste ikke helt hvad jeg skulle. Mens jeg overvejede fik jeg morgenmad, som jeg ellers ikke havde bestilt. Så med fuld mave og regnslag begav jeg mig trodsigt ud i regnen. Når det regner er der ikke så mange billeder. Det er bare om at sætte snudeskaftet i sporet og komme afsted.

Kirken ligger i Flamarens, hvor jeg fik et kort hvil og kom af med regnslaget og den langærmede uldtrøje. Ja, det er uld det hele pånær shortsene. Uld tørrer hurtigt klæber ikke til kroppen og lugter ikke bagefter. Når man er fremme kan man tage tøjet med i bad og så ud og hænge i solen, så det er klar til næste dag.

Kirken er bygget af Georges Dauzières i 1530 efter ordre af Sir Arnaud de Grossoles seigneur de Flamarens. Kirken er ved at blive renoveret fuldstændigt, som det fremgår af billedet herunder.

Før denne kirke blev bygget har der været en anden kirke bygget i 1030 kaldet Saint Saturnin ifølge et skrift af Pave Jean XIX.

To pilgrimme på cykel, de boede samme sted som jeg gjorde. Godt selskab til middagen.

Næste by er Miradoux og her var der mulighed for at tanke op. Croissant, bananer, fersken og yoghurt. Hurtigt videre og mere regn. Af erfaring er min pung altid i rygsækken når det regner og hvis det er slemt også mobilen. Derfor købte jeg ikke noget her, men fortsatte i godt tempo. De to på billedet er på samme gîte (herberg), som jeg er i dag torsdag.

Kort tid efter det her billede er taget var der et fladt stykke med vand og mudder. Så med ½ kilo mudder under hver fod var det svært at komme videre. De næste 500 meter var der mudder over det hele på vejen og der var kun få hundrede gram mudder tilbage under sandalerne. Det er godt for lårmusklerne.

Så er Lectoure inden for rækkevidde og ovenikøbet allerede ved middagstid. Men så begyndte det selvfølgelig at regne, regne kraftigt og de sidste 500 meter op ad bakke. Jeg var drivende våd da jeg kom op til hovedgaden. Så hurtigt ind på en café, af den gamle slags, en kop kaffe og så styr på det hele igen.

Det er en flot by og en slags hovedgade jeg er på. Der er mange turister, det kan man tydeligt se i butiksliv et og så turisternes påklædning.

Der går ikke længe inden David dukker op. Han taler godt engelsk og ikke så meget fransk. Så vi spiser italiensk til frokost. Det er dejligt med god frisk pasta og godt selskab. Da vi er ved at betale bliver der lige pludselig råbt, “David, Niels…!” Det er Elisabeth tv, som har fundet os.

Mens vi har spist er vejret blevet rigtig flot. Masser af sol og varme, så vi finder hurtigt et sted vi kan sidde og drikke rosevin og panache (øl og limonade med meget lidt alkohol). Det er forfriskende i varmen. Og der går selvfølgelig ikke lang tid før les belges indfinder sig.

Klokken er nu 16.30 så jeg beslutter mig for at tjekke ind. Det er lidt længere nede ad gaden og jeg finder det hurtigt. Det ser meget lukket ud og der er ikke noget skilt med navnet på stedet. Hmmm!

Jeg går tilbage og finder turistkontoret for at høre om de kan hjælpe. De ringer til stedet, som jeg selv lige har gjort uden held, og værten fortæller ham at min reservation var i går!! En lang historie kort. De ringer til de steder der findes i byen uden held. Så prøver de næste by og næste stadig uden held. Det er ikke så godt, men jeg kan jo ikke blive der. På med rygsækken, mere proviant og så afsted ud af byen.

Første stop er A Marides efter 4 km. Uden held, jeg tror stedet er helt lukket for i år, konen virkede ihvertfald ikke særlig imødekommende.

Andet stop er Marsolan 9 km. Der finder jeg hele selskabet siddende udenfor ved et langt bord og de er i gang med middagsmaden. Pilgrimme og ovenikøbet nogen jeg kender. Efter de første udvekslinger spørg de mig om hvorfor jeg er dér nu? Efter en forklaring er der nogen ved bordet der at der mindst er tre ledige senge. Fint, så en ringer til ejeren og forklarer situationen. Der er ingen pladser tilbage i dag! Efter endnu et forsøg på at forklare bliver røret lagt på, hmmm!

Derefter er der en anden som forsøger at ringe og det samme sker. Én taler om at ringe til præsten…og så kommer der et ældre ægtepar på vej til deres bil. De får forklaret sagen og manden siger straks, “han kan sove hos os i bageriet!”

Bageriet er en del af huset. Engang i 60’ne lukkede bageriet dog og det har aldrig siden været brugt.

Facaden af huset der ligger 25 meter længere nede af gaden er ganske smal, det meste er faktisk der hvor bagerforretningen lå. Ind kommer vi og så finder han sin svigersøn og beder ham om at finde en folde-ud seng som bliver stillet op i midten af bageriet.

Hele familien er på besøg, børn og børnebørn, og de spiser moules frittes. De fleste taler engelsk og endda ret godt, så det er fint at have et sted at være. Et af børnene spiller bordtennis og ja, så må jeg op og stå igen. Han vandt selvfølgelig ..;O)

Til sidst taler jeg med svigersønnen, Nils. Han er svensk men har ikke boet i Sverige siden han var tre. Næste morgen kommer jeg op til en kop kaffe og lidt ristet brød, sammen med Nils og svigerfaren.

Det bliver en oplevelse jeg altid vil huske. The Camino provides.