Saint Jean Pied de Port til Roncevaux
Farvel til Saint Jean Pied de Port for denne gang. Det er en hård etape med start i 195 moh op til 1280 og så slutter man nede i 960 moh. Rigtig mange starter caminoen her i byen og når det er første etape så er den udfordrende. Derfor var det interessant og prøve igen efter flere ugers vandring. Den er hård ingen tvivl om det, men det er nemmere når det hele fungerer og man er veltrænet.
Det går hurtigt opad og skyerne kommer tættere på. Efter 8 km er der en café hvor man kan få noget varmt at drikke og noget at spise hvis man vil.
Det gik hurtigt med en lille kaffe med mælk. Det var egentlig en kvinde som skulle have kaffen, men hun ville betale med dit guldkort. Til en pris af én euro så går det selvfølgelig ikke. Normalt fra 10 euro og højere accepterer de kreditkort, men helt generelt skal man have rigtige penge med hele tiden. Jeg nåede at hilse på Sasha, tyskeren fra i går inden jeg gik videre.
Dem på cykel kæmper også en hård kamp. Når de skal stå af og trække er det endnu tungere at komme videre end for os der er til fods.
Det varede ikke længe før jeg mødte Bernard. Han sad på græsset ved vejen og spiste en sandwich. Han er jo fransk og de spiser hele tiden. Det er hans sidste dag og når vi er i Roncevaux tager han bussen tilbage til Saint Jean Pied de Port. Derfra tog, tog, bus, tog, tommel og så finder han sin bil forhåbentlig. Han har været rigtig hyggelig at følges med.
Det er uklart hvornår man krydser grænsen til Spanien. Jeg fandt ikke ud af det sidste gang jeg var forbi. Men et godt bud er 200 meter længere fremme. Dér er der en stor sten hvor navnet på den første spanske region vi kommer til står, Navarra!
Her er utrolig flot med stejle skrænter, hvor man ser skyerne længere nede. Det har været koldt hele vejen – meget koldt. Her tæt på toppen er der dog læ og senere kunne man ane solen skinne igennem skyerne inden den rigtig skinnede.
Herfra går det stejlt nedad de næste tre km. Der er mange skarpe klippestykker, så det gælder om at holde balancen. Her er min nye vandrestav perfekt fordi den er lang, så jeg kan komme hurtigere ned end de fleste.
Der var dog en undtagelse. Ham på billedet længere nede nærmest løb ned i sine klipklappere. Lidt længere nede stoppede han for at få noget af det varme tøj af. Da han så mig komme forbi fik han meget travlt med at flå trøjen af og komme foran mig igen. Der er plads til alle her og der er rigtig mange typer på caminoen.
Så kom vi, Bernard og mig selv, til Roncevalles. Selvfølgelig som de første i slænget. Louis var den næste og klokken tre stod vi klar til at tjekke ind.
Med en reservation får man en af de gode senge. Det fungerer fint og det er rent. Hvis man har bestilt middagsmad – det er bedst og billigst at gøre – så spiser man på en af to restauranter udenfor eller i selve klostret. Roncevalles er ikke en by så der er ikke nogen andre valgmuligheder. Til gengæld kan man få en forfriskning inden middagsmaden, som er enten klokken 19 eller 20.30.
Selvfølgelig sidder Vincent og Bernard med hver sin Sangria, uden paraply, og sådan en må jeg jo også smage.
Det er virkelig koldt her i Spanien i dag, så det er godt at komme indenfor og få noget mad.
Mange steder på caminoen i Spanien er der spærretid. Hvis ikke man er hjemme inden klokken 22, så kommer man ikke ind. Det skal man tage helt seriøst. Da jeg ville pakke til næste dag kunne jeg ikke få adgang til mit tøj. Døren til vaskeriet lukkes klokken 18 og åbnes igen klokken seks morgen.
Der er fire senge i disse små kabiner, som ligger på en lang række på to etager. På grund af COViD er der kun halv belægning. Sophia ved siden af mig planlægger at stå op klokken 6, så det gør jeg også. Klokken 21.57 siger jeg til hende at om tre minutter slukker de lyset…og ja det gjorde de!
