Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /customers/9/5/7/niaconsulting.net/httpd.www/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2854 Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /customers/9/5/7/niaconsulting.net/httpd.www/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2858 Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /customers/9/5/7/niaconsulting.net/httpd.www/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3708 Uge 31 – vinklen skip to Main Content
+45 2223 4790 andersen.niels@outlook.dk Danish DA French FR English EN German DE Italian IT Spanish ES Swedish SV Japanese JA

Saint Jean Pied de Port til Roncevaux

Farvel til Saint Jean Pied de Port for denne gang. Det er en hård etape med start i 195 moh op til 1280 og så slutter man nede i 960 moh. Rigtig mange starter caminoen her i byen og når det er første etape så er den udfordrende. Derfor var det interessant og prøve igen efter flere ugers vandring. Den er hård ingen tvivl om det, men det er nemmere når det hele fungerer og man er veltrænet.

Det går hurtigt opad og skyerne kommer tættere på. Efter 8 km er der en café hvor man kan få noget varmt at drikke og noget at spise hvis man vil.

Det gik hurtigt med en lille kaffe med mælk. Det var egentlig en kvinde som skulle have kaffen, men hun ville betale med dit guldkort. Til en pris af én euro så går det selvfølgelig ikke. Normalt fra 10 euro og højere accepterer de kreditkort, men helt generelt skal man have rigtige penge med hele tiden. Jeg nåede at hilse på Sasha, tyskeren fra i går inden jeg gik videre.

Dem på cykel kæmper også en hård kamp. Når de skal stå af og trække er det endnu tungere at komme videre end for os der er til fods.

Det varede ikke længe før jeg mødte Bernard. Han sad på græsset ved vejen og spiste en sandwich. Han er jo fransk og de spiser hele tiden. Det er hans sidste dag og når vi er i Roncevaux tager han bussen tilbage til Saint Jean Pied de Port. Derfra tog, tog, bus, tog, tommel og så finder han sin bil forhåbentlig. Han har været rigtig hyggelig at følges med.

Det er uklart hvornår man krydser grænsen til Spanien. Jeg fandt ikke ud af det sidste gang jeg var forbi. Men et godt bud er 200 meter længere fremme. Dér er der en stor sten hvor navnet på den første spanske region vi kommer til står, Navarra!

Her er utrolig flot med stejle skrænter, hvor man ser skyerne længere nede. Det har været koldt hele vejen – meget koldt. Her tæt på toppen er der dog læ og senere kunne man ane solen skinne igennem skyerne inden den rigtig skinnede.

Kun otte km tilbage og det er ned af bakke
Grænsen?!
Se hestene øverst i billedet

Herfra går det stejlt nedad de næste tre km. Der er mange skarpe klippestykker, så det gælder om at holde balancen. Her er min nye vandrestav perfekt fordi den er lang, så jeg kan komme hurtigere ned end de fleste.

Der var dog en undtagelse. Ham på billedet længere nede nærmest løb ned i sine klipklappere. Lidt længere nede stoppede han for at få noget af det varme tøj af. Da han så mig komme forbi fik han meget travlt med at flå trøjen af og komme foran mig igen. Der er plads til alle her og der er rigtig mange typer på caminoen.

Så kom vi, Bernard og mig selv, til Roncevalles. Selvfølgelig som de første i slænget. Louis var den næste og klokken tre stod vi klar til at tjekke ind.

Med en reservation får man en af de gode senge. Det fungerer fint og det er rent. Hvis man har bestilt middagsmad – det er bedst og billigst at gøre – så spiser man på en af to restauranter udenfor eller i selve klostret. Roncevalles er ikke en by så der er ikke nogen andre valgmuligheder. Til gengæld kan man få en forfriskning inden middagsmaden, som er enten klokken 19 eller 20.30.

Selvfølgelig sidder Vincent og Bernard med hver sin Sangria, uden paraply, og sådan en må jeg jo også smage.

Det er virkelig koldt her i Spanien i dag, så det er godt at komme indenfor og få noget mad.

Mange steder på caminoen i Spanien er der spærretid. Hvis ikke man er hjemme inden klokken 22, så kommer man ikke ind. Det skal man tage helt seriøst. Da jeg ville pakke til næste dag kunne jeg ikke få adgang til mit tøj. Døren til vaskeriet lukkes klokken 18 og åbnes igen klokken seks morgen.

Der er fire senge i disse små kabiner, som ligger på en lang række på to etager. På grund af COViD er der kun halv belægning. Sophia ved siden af mig planlægger at stå op klokken 6, så det gør jeg også. Klokken 21.57 siger jeg til hende at om tre minutter slukker de lyset…og ja det gjorde de!

Saint Jean Pied de Port

Dejlig dag med afslapning og indkøb af proviant til i morgen. Fra morgenstunden rykkede jeg fra det kommunale herberg til et lidt bedre herberg tættere på pisten.

Militær rygsæk med 25 kilo 😯

Her sidder jeg udenfor herberget og slapper af, får en kop kaffe og opdaterer bloggen. Så er der en som efterlader sin Border Collie lige hvor jeg sidder. Kort efter lægger den sig lige op af mig 😊

Den måtte jeg selvfølgelig have et billede af.

Her er hele slænget samlet igen. Fra venstre Bernard, Louis, Anna (Holland på cykel), moi, Bernard og Vincent.

Bernard spiste på herberget, så det endte med at Louis, Chantal og jeg spiste i restauranten, hvor vi overnattede. Chantal er et nyt bekendtskab. Hun fortalte at hun havde “forladt” mand og børn for at bruge en lille uge på caminoen alene.

Mens vi spiste kom Anna, cyklisten fra Holland, og spiste lidt mad også. Derfra gik vi så tilbage til restauranten nedenfor. Der var flere af dem jeg har fulgtes med i flere uger. Mange af dem stopper her for denne gang.

Jeg gik tidligt lige efter klokken 22. Fredag nat sov jeg ikke så meget. Det var koldt og der var meget larm.

Harambeltz til Saint Jean Pied de Port

Kort etape

I morgen fredag er det fridag og når Bernard og Vincent kommer spiser vi – og Louis – en god middag her i byen. Søndag morgen krydser vi grænsen og tager sidste etape af Camino Via Podiensis.

Byen er fyldt med turister, men lige så snart man går videre tror jeg at det kun er for pilgrimme. Vi får se.

Det er spændende at komme her til fods, hvor jeg startede sidst. Jeg har nu tilbagelagt halvdelen af vejen til Santiago. Næste etape er hård men jeg er spændt på hvordan det er, når man er i så god form som jeg er nu.

Kapellet i Harambeltz

Ko på caminoen. Det er bare rigtig hyggeligt, at se dem på vej til deres sted. De kender selv vejen og som jeg har vistnok har skrevet tidligere, så har de et rigtig godt liv her. Det er opdræt til kød og jeg er er sikker på deres opvækst kan smages.

Malkekvæg ser man ikke meget af her og de oste der produceres lokalt er gedeoste. Det bliver altid nævnt eksplicit. Når jeg kan se dyrenes opvækst her kan jeg ikke lade være med at tænke på hvilken opvækst de har i andre lande.

Kirken i Ostabat-Asme

Nu er der også får på vejen. Flere gange har jeg set dyrene blive drevet til deres opholdssted på vejen. Mange er det unge drenge som i dette tilfælde. Der var fuld fart på og forrest ham som sørger for de allesammen kommer helt frem.

Den anden har hjulpet til gennem den lille by, sammen med en hund. Lige efter fårene havde passeret mig kaldte han hunden tilbage.

Hestene her i Baskerlandet er meget kønne og de fleste haver er fyldt med blomster, buske og potter. Da sommeren ikke har været så varm som normalt og der har været meget nedbør passende fordelt over tid, er alt flot grønt, farverigt og frodigt.

Her i Baskerlandet er der også plantet mange frugttræer. Tanken er at det er frugt for pilgrimme. Det er en rigtig god idé. Nedenfor er der også en ting jeg ikke har set før. Et lille refugie for pilgrimme.

Til dig som har gået siden i morges.

Til dig som er våd og træt.

Til dig som har brug for at hvile benene, endelig kan du sidde ned.

Dette fredelige sted er til dig.

Åben døren og gå ind i ro.

Stil din rygsæk og lyt til stilheden.

Saint Jacques er din beskytter der våger over dig og sikrer du har det godt.

Og du går videre nu…eller i morgen tidlig.

Her er der en mulighed for den tidligere populære græske Lambada (?), hvor man skal gå under en stav eller andet med brystet opad.

Jeg kravlede!

Små søde får. Normalt er de bange når man går forbi – så løber de væk fra hegnet. Hvis man taler til dem stille og roligt kan det være anderledes som her. Der var en som var modig og nysgerrig. Og så var de der allesammen. Det er godt med en svedig pilgrim, de kan godt li’ salt.

En iværksætter med en god forretningsplan. Jeg tror han var ny i faget for allerede 11.30 var han løbet tør for appelsiner, så ingen friskpresset juice.

Han var heller færdigudlært til at multitaske, men det kommer nok.

Pyrenæerne lige frem
Et lille familie châteaux
Endnu en mulighed for et hvil, men man bliver nok ikke så længe
Blot 1,8 km tilbage
Le Laurhibar

Der er rigtig mange Camino spor her. I går i Harambeltz er der hvor mange camino’er i Frankrig mødes.

Lige her er der så mulighed for, at komme videre på flere spor. Langs Pyrenæerne i retning mod Arles og videre til Rom. Arles ligger omkring 50 km vest for Marseille og det kunne være næste Camino for mig. Jeg vil så gå mod vest. Flere har fortalt at det også er en meget smuk tur.

Herfra kan man også fortsætte mod Atlanterhavet for at gå den Camino som hedder El Norte. Så krydser man grænsen til Spanien i Hendaye/Irun. Det er 50 km stik vest herfra.

Så er jeg ved byporten til Saint Jean Pied de Port. Hovedgaden, Rue de la Citadelle, starter lige efter byporten. Der er her pilgrimskontoret ligger og de fleste herberger. Der er fyldt med turister og der er mange restauranter og butikker med delikatesser.

Det er også her jeg har købt et par nye sandaler og strømper. I samme butik har jeg nu også købt en rigtig vandrestav af træ. Jeg måtte smide et par strømper ud, de var simpelthen slidt op.

Når man går ned af hovedgaden krydser man en lille flod, Nive de Béhérobie, og så er man på Rue d’Espagne og så er det opad de næste 16 km indtil man krydser grænsen til Spanien.

Til aften mødtes Jean, Louis og mig selv til et par øl. Det var interessant da Jean forsigtigt tog emnet Marie op. Han undrede sig over hvordan hun har kunnet købe huset og istandsætte det så fuldkomment. Jeg havde nøjagtig den samme tanke.

Da vi spiste startede vi med en præsentations runde, på fransk selvfølgelig, og jeg sad bagefter med en fornemmelse af at hun havde behov for at fortælle om sit projekt. Hun talte længe. Bagefter har jeg set nærmere på billederne, hvor hun er med. Hvis man ser godt efter, så ser hun ikke glad ud.

Noget af det første hun fortalte mig da jeg ankom, var at hun havde gået rigtig mange camino’er. Det er der jo mange der har. Men hun har gået dem i ét år. Altså 12 måneder i træk har hun gået til Rom tilbage til Santiago tilbage til Le Puy og igen Spanien, El Norte! Det virker ekstremt og jeg tvivler på hun har fundet den ro hun verbalt giver udtryk for, desværre.

Navarrenx til Harambeltz

En hård dag på jobbet. Op klokken 5 og afsted klokken 6. Det støvregnede og det var fint for det var lunt fra morgenstunden og også lummert.

I går var der nogen som talte om 37 grader og så er det bare om at komme afsted i en fart. Det er turens længste etape på 40 km og selv om formen er god er det alligevel en stor mundfuld.

På så lang en dag skal jeg gå alene og være fokuseret for ikke at få ondt af mig selv. Det er også vigtigt med mange kilometer tidligt – det styrker moralen.

Palombiéres er en rovfugl og det er en advarsel. Ifølge Pierre er det dog mest i oktober, november at den kan være farlig, hvorfor den er farlig ved jeg ikke.

Pierre mødte jeg på vejen og vi fulgtes et stykke. Han har selv gået mange camino’er, både i Frankrig og i Spanien. Ofte både forår og efterår, altså to gange årligt. Når han går sin morgentur tager han tit naboens hund med, fordi den ellers bliver lidt for tyk.

Pierre har lavet figuren sammen med lokale spejdere. Der er også en bænk dér hvor vi står. Da vi kom var Louis her allerede og da de begyndte at tale sammen gik jeg videre. Det gælder om at fortsætte mens det går fint og få endnu flere kilometer under fødderne. Louis skal fire km længere end jeg i dag.

Pierre (lokal) med naboens hund
Floden le Saison
De bader ikke så tit
Jean i overhalingsbanen

Han er et konkurrence menneske, men et tungt vedholdende tråd kunne han alligevel ikke klare sig imod. Nogle kilometer senere begyndte solen at skinne og dér sad Jean så med solcremen. Ham så jeg først igen på herberget efter jeg havde været i bad. Ungdommen, de har ingen stamina 👣

Heroppe på toppen holder jeg mit første hvil. Det bliver kort, fordi kort kommer der en traktor kørende. Det bliver også den eneste pause i dag. Her har jeg gået omkring 25 km, så det begynder at kunne mærkes i benene. Der er meget flot her og det styrker moralen.

Til højre mod kysten og Camino del Norte
Bruges som lager for majs

Husene i Baskerlandet er virkelig flotte. Med alle blomsterne, de gør rigtig meget ud af det, er det smukt med alt det grønne som bagtæppe. Departementet her er Haute Atlantique og der er langt mellem husene, men dem man møder hilser venligt og har altid en lille kommentar. Man føler sig velkommen!

Der var engang en café her, men selvom døren var åben og der var en bardisk kunne man ikke købe noget. Hurtigt videre inden benene syrer til.

Endelig fremme og sikke et sted. Marie er værtinde her og huset er fantastisk flot. Hun købte det for ét år siden og har sat det i stand fra top til bund. Huset er selvfølgelig meget gammelt formentlig fra det 14. århundrede. Fundamentet kan dog godt være fra det 9. århundrede.

Huset er fyldt med gamle antikke møbler, som hun selv har købt. Herberget er først åbnet i år.

Det er som et luksus hotel. Hun fortalte om huset og dets historie. Hun tog os også med over i kapellet, hvor noget af det er helt lukket af. Det er det fordi der er nogle meget gamle ting i træ. Det er ikke en rigtig by, men det man i Frankrig kalder en Hameaux – her er der kun fire huse og kapellet. Det er kotyme her at de fire familier sørger for kapellet. Det blev dog understreger at det ikke lovmæssigt er sådan.

Jeg fik en fornemmelse af at der er lus i skindpelsen i det lille samfund. De andre vil ikke det samme som Marie.

Se billederne nedenfor hvor lækkert der er med en blanding af nyt og gammelt. Det oser af historie.

En lille tampon, hvad den betyder skriver senere
Bemærk hunden udskåret i træet. Den beskytter mod onde ånder

Nogaro til Aire sur l’Adour

Der går fremad og nu med stor fart, ikke som fætteren nedenunder. De næste etaper bliver lange, så på fredag er jeg i Saint Jean Pied de Port. Derfra over Pyrenæerne til Roncevaux (fransk) / Roncevalles (spansk) og dér slutter Camino Via Podiensis. Næste camino er Camino Frances som slutter i Santiago de Compostella.

Det er svært at beskrive de følelser man har en morgen med denne udsigt, ren luft og stilhed. Det gør noget godt for krop og sjæl.

Marie og Guillome

Her i Lelin Lapujolle var der samling efter vi er lidt mere end halvvejs på dagens etape. God kaffe og lækre kager til gode priser. Herfra gik jeg resten af dagen med Louis til Aire l’Adour. Det var fint – han taler engelsk så kunne jeg pjække i mundtligt fransk om eftermiddagen. Det er på lånt tid for det vælter ind med franskmænd på herberget.

Fra v. Jean, Joanne, Coarolie, Bernard, Sandrine og Louis

Nu er vi i et nyt departement Les Landes, men det er kun til i morgen hvor vi kommer tilbage til Haute Pyrenæerne.

Da vi nåede frem til Aire sur l’Adour var klokken kun 13, så vi spiste en god frokost inden vi fandt hvert vores overnatningssted. Navnet på byen betyder området ved Adour floden. Mange byer på den tur jeg er gået har navne efter floder eller områder indenfor et departement. Eksempelvis Le Puy en Velay hvor le Puy er bynavnet og byen ligger i Velay.

Her skal jeg bo i nat. Det er et kapel som ligger overfor en meget gammel kirke. Billederne af kirken er længere nede.

Kirken hedder Sainte Quitterie og den har en lang og spændende historie. Den er naturligvis også på UNESCOs verdensarvsliste.

Quitterie var en ung princesse der havde lovet sin dyd til gud. Hendes far lovede hende til en ung prins, men hun nægtede. Hun var nødt til at flygte og søgte beskyttelse i området Aire sur l’Adour. Den tilkommende prins fandt hende dog og hun fik en hurtig død den 22. maj 477. Hun blev halshugget.

Ðér hvor hendes hovede ramte jorden åbenbarede sig en kilde og to engle sagde til manden, at han skulle tage hovedet og bringe det til en sarkofag. Sarkofagen befandt sig der hvor kirken nu står.

Sainte Quitterie kirken beskytter Gascogne, de mange kilder i området og hellige steder. I kirkens krypte fandtes relikvier fra princesse frem til det 16. århundrede. Netop i det 16. århundrede blev den nuværende kirke og kloster bygget dér hvor der var et gammelt romersk mausoleum. Kirken er bygget i både romersk og gotisk stil og ligner derfor ikke de andre kirker i området.

Hele den øverste del af byen kaldes en tampon og er hugget af ét stykke sten

Lamothe til Nogaro

I går havde vi en fantastisk aften omkring middagsbordet. Bernard havde lavet al maden og det var rigtig godt altsammen.

Vi startede med en aperitif lavet på de druer der er brugt til Armagnac, som laves her i Gascogne, Gers, Occitaine. Det var som en likør meget lækkert. Det var den slags rigtig gode steder, hvor værterne deltager selv og i det hele taget har værts rollen. Det giver en rigtig god stemning og der er plads til alle 😀

Jeg delte værelse med Jean som gerne ville afsted tidligt lige som jeg også gerne vil. Men, men, men det havde regnet rigtig meget i løbet af natten og det regnede stadig om morgenen.

Morgenmaden var klar fra klokken seks, men jeg gik først ved 7.30 tiden efter at have taget tilløb i længere tid.

På med regnslaget, mobil og pung i rygsækken og så bare afsted. Det er fint når man er i gang og efter et par timer holdt det op. Af med regnslaget og den langærmede og så er det hele lige pludselig meget bedre.

Den første by var efter 8 km, Éauze. Her holdt jeg et stop og drak en kop kaffe. På café’en købte jeg en kop kaffe og talte med Laure og Jessica. Jeg lev tilbudt juice, kage og så betalte de oven i købet for min kaffe, flot af dem! De gav mig også en lille gave, en lille medallion med en flot lyseblå sløjfe. Så er jeg benifie (blessed på engelsk) på min Camino rejse. Den skal selvfølgelig med hele vejen til Santiago de Compostella. Caminoen er noget helt særligt.

Næste by var Manciet efter 19 km. Den gik jeg hurtigt igennem, så jeg kunne nå frem til Nogano inden klokken to. Her spiste jeg frokost med kaffe og creme brûlée.

Det hus kræver en større renovering

Nu er vi samlet her otte pilgrimme uden servering. Så vi går alle sammen til den samme restaurant og spiser, det skal nok blive hyggeligt. Hvis ikke har vi et større problem for seks af os skal overnatte det samme sted i morgen.

Condom til Lamothe

Dejlig tur i dag. Startede med morgenmad sammen med de andre klokken syv. Afsted klokken 7.30 i flot vejr. Det har små regnet et par gange i løbet af dagen, men ikke noget man kunne blive våd af.

Første stop efter 6 km. Larresingle er blandt de flotteste i Frankrig og den flotteste i Gascogne. Byen er med sin arkitektur helt unik. Et slot fra det 13. århundrede med abbeder og troende katolikker fra Condom. Kirken er fra det 12. århundrede og husene alle fra middelalderen. Det er den mindste by i Frankrig der de facto er bygget som en fæstning med høje mure. Husene ligger alle sammen i en cirkel langs ringmuren.

Foies gras med Armagnac begge fra Gers
Byen har også et rådhus trods sin størrelse
Bernard og Louie

De fleste hedder tilsyneladende Bernard, så hvis ikke man kender deres navn kan man altid prøve med Bernard. Oddsene er lave.

Santiago 1000 km

Broen er bygget i 1144 som en del af infrastrukturen for pilgrimme på vej til Santiago og den er naturligvis også UNESCO verdensarv.

Montreal og tid til lidt mad, kaffe og en velfortjent pause. Louis betalte for kaffen og selvfølgelig på vej videre…Bernard og Vincent i gang med frokost med en flaske rødvin for at få det til at glide ned.

Bruges til at støtte vinplanterne

Fremme ved målet Mille Borne. Ejet af to vidunderlige belgiere som har købt ejendommen for godt ét år siden. I år er første år de har åbent og faciliteterne er rigtig gode.

Alle inklusiv værterne Florence og Bernard (igen en Bernard) er rigtig gode værter og selskabet ligeså.

Middagsmaden og morgenmaden spiser vi ved dette helt fantastiske rustikke bord. Det flytter sig ikke i kraftig storm.

Marsolan til Condom

Lidt regn til at starte med, men ellers en fin start på dagen. Der mangler dog noget, et bad. Nu har jeg ikke været i bad i to dage og jeg skiftede godt nok tøj i går aftes på sidste del af etapen. Det er nu alligevel ikke helt som det skal være. Rygsækken er fyldt med beskidt tøj, papir affald og andet som normalt bliver ordnet når man er fremme.

Det er den første forhindring jeg møder. Kløerne er hævet højt, den vil ikke spises i dag.

Den første større by jeg kommer til er Romieu. Her får sendt ting til Uglestrup, som jeg ikke skal bruge mere.

Det er også mit første kaffestop og så skal jeg ind i endnu en UNESCO verdensarv kirke. Det er første gang jeg skal bruge mit COVID-19 pas. Det er også et betalingssted, men til gengæld får man sin rygsæk opbevaret imens.

Her får jeg talt med Casper og efter en hurtig tur rundt ender jeg så i kirkerummet lige inden klokken 11.

Casper, her sad jeg
Her sad jeg klokken 11

Byen blev grundlagt i 1062 af to benediktiner munke, på vej hjem fra en pilgrimstur til Rom, gennem Toulouse på caminoen til Santiago.

Byens navn Larromieu (Gascogne dialekt) betyder pilgrim fra Rom. Her er Arnaud d’Aux de l’Escout den ledende skikkelse, da han byggede et stort réfugié til pilgrimme og et slot til sig selv.

Arnaud er ikke en hvem som helst. Født i 1265 ind i en mindre del af familien Counts d’Armagnac. Han var fætter til Bertrand de Goth, som blev den første pave fra Avignon under navnet Clement V.

Arnaud var Canon af Contances, Vicar general af Bordeaux, Prior af Conques og af Moissac, biskop i Poitiers i 1305, biskop af Albano, kardinal i 1312, kammerherre af kirken og Prelate til pave Clément V (fætteren) og til pave Jean XXII, Confessor til Isabelle af Frankrig og diplomat for Edward II af England og for Philippe IV, den retfærdige.

Da pave Clément V døde fungerede Arnaud som overhoved for kirken i en interim periode på to år, indtil Jean XXII blev valgt i 1316. Jean XXII var involveret i fransk politik og han var også involveret i dannelsen af Tempelridder ordenen i perioden 1307 til 1314.

Arnaud købte et større grundstykke tæt ved bymuren til formålet. Bygningen er 36 meter lang, ni meter bred og 15 meter højt. Det blev bygget mellem 1312 og 1318. Senere i 1569 blev byen brændt af, plyndret og ødelagt af Montgomery, som var protestant. I resterne af det oprindelige kan man stadig se følgerne af afbrændingen.

Som beskrevet ovenfor var Arnaud ikke en hvem som helst. Han er det tidligste eksempel, som jeg kender, der forstod begrebet at være en blæksprutte på kontoret. De ting vi stadig kan se med egne øjne viser at det ikke bare var varm luft – man kan sige én af dem der kan noget.

Næste by er Castelnau-sur-l’Auvignon. Her er det anden verdenskrig, som dominerer fortællingen.

Men på vejen dertil mødte jeg denne fyr på vej på tværs af caminoen.

Byen er kendt for sin rolle under anden verdenskrig. Regionen her er Occitané og departementet er Gets. I dette område var modstandsbevægelsen ganske stor og med modstandsfolk fra Frankrig, Spanien, Italien, New Zealand og England. Byen er meget lille og i et tårn er gemt ammunition og våben. Medio juni 1944 nærmer sig en tysk styrke med 500 soldater. På det tidspunkt er der 150-200 modstandsfolk i området.

De første kampe begynder den 20. juni og dagen efter beslutter man at evakuere alle civile. Tyskerne forsøger at omringe byen, så der er hårde kampe i hele området inklusiv i La Romieu. Flere modstandsfolk bliver dræbt og tre civile. En del af planen er at sprænge tårnet i luften og det lykkes man med, med store tab for tyskerne.

Sprængningen ødelægger det meste af byen og resten ødelægger tyskerne. Men her i regionen bygger man af sten og de er ikke altid så nemme at fjerne eller ødelægge.

Så er det tid til at komme videre mod næste by.

Jean er på vej i fuld galop.

Sådan ser Condom ud på afstand
Katedralen og ja selvfølgelig UNESCO
Der var en, to, tre, fire, fem og en halv
Her bor jeg
Back To Top