Endnu en gang tidligt afsted klokken 6. Den første del var på almindelig vej og derfor var det nemt at finde vej.

Det første billede er taget klokken 6.30 og det andet 7.30. Det bliver tidligere mørkt, men endnu vigtigere så er vi nu 600 km længere vestpå i samme tidszone. Det vil have endnu større betydning i Spanien, men der er afmærkningen bedre end her.

Der er en lang dag foran uden mange kaffe-steder, så det er om at tilbagelægge flest mulige kilometer hurtigst mulig inden det bliver for varmt.

Der er god fart og det er overskyet og en behagelig temperatur. Pludselig er der en bil foran, som kører ind til venstre og en dame styrter ud og beder mig om at følge med hende tilbage hvor jeg kom fra – altså ikke særlig langt. Så ser jeg køerne komme imod os. Hun fortæller at den ene skal kælve. Alle kommer ind og faren hjælper til mens sønnen kører bilen frem. De virker stressede og sønnen får et møgfald af sin far. Forældrene kører hurtigt videre formentlig til dyrlægen.

Efter 15 km er det tid til et hurtigt stop. Der er to allerede ved en kilde med drikkevand. De har sovet i bivuak så de skal gennem vaskehallen. Hun, med langt hår, får det vasket og vi andre får koldt vand i hovedet og dejligt vand at drikke. Efter kort tid ankommer Louis. Han har sovet i et kapel og rigtig dårligt, så han er startet 5.30.

Så kan jeg tale engelsk og det er jo ikke så dårligt.

• 

• 

• 

Endnu en meget gammel by blandt de smukkeste i Frankrig. Den er bygget som en ellipseformet fæstning.

Det første sted jeg kommer til er en restaurant med udendørs servering. Her finder jeg Sophie, Juliette, Jeanne og den sidste pige der fik et lift så hun kunne købe nye vandresko. Hun fortalte at han der gav hende et lift havde kørt hende til en by hvor hun kunne købe sine sko. Bagefter havde han kørt hende til den by hvor de tre andre var gået til. Så de var atter samlet. Den slags er bare gode oplevelser og en stor del af glæden ved at gå hernede.

Nu var det så Jeanne som havde udfordringer med vabler. Hun kunne bedre passe mine badesandaler, så dem fik hun på betingelse af at jeg måtte tage et billede. De skulle alligevel smides ud i Saint Jean Pied de Port, når jeg havde købt nogle nye. De var heller særlig lækre mere og de lugtede fælt.

Næste overnatningssted her i Navarrenx er også et donativo. Det er Véronique som er vært her. Det er vegetarisk og det smagte rigtig godt. Det var hendes fødselsdag dagen efter, så vi fik en kir med kastanje aperitif. Det var meget varmt, så vi sad udenfor med udsigt til Pyrenæerne.

Véronique skulle sammen med sin søster til toppen af Pyrenæerne dagen efter. Hun ville gerne op til et stort kors der er lige før grænsen til Spanien. Jeg tager et billede til bloggen deroppe.

Stenene maler hun selv i hånden. De er meget flotte.

Her er faciliteterne også meget lækre og der er rent over det hele.

I dag var jeg meget tidlig oppe. Uret sat til 5.00, hurtig morgenmad og afsted klokken 5.30.

I går havde jeg undersøgt hvilken vej jeg skulle gå for at komme ud af byen. Det er ikke så heldigt hvis man går forkert og slet ikke i mørket inden man rigtig er kommet på sporet. Lygten i mobilen blev også testet. Halvanden time og kun 7 procent brugt af batteriet, det er fint!

Afhængig af terrænet skal man dog være meget omhyggelig. Det gik fint og jeg tilbagelagde rigtig mange km uden at der var hverken kaffe eller croissanter, desværre. Først efter 17 km holdt jeg en pause. Yoghurt, banan, abrikos og kiks. Medens jeg hvilede benene kom fire piger gående. Den ene i strømpesokker fordi hun havde fået en eller flere vabler. De spurgte mig om jeg vidste hvor de kunne finde en sportsbutik? Desværre er der ikke rigtig nogle butikker i dette område og der er jo også langt mellem café’erne. De gik videre.

Det gjorde jeg også et stykke tid efter og det var så der jeg fik en god idé. Måske jeg kunne slippe af med mine sandaler fra caminoen i 2019 og samtidig gøre en god gerning. Jeg satte mere fart på og indhentede dem ikke…de var gået lidt i den forkerte retning og var nu bagved, så jeg ventede.

Mens jeg ventede kom en bil mod dem, som de stoppede for at høre om den uheldige kunne få et lift tilbage til den by jeg kom fra. Det kunne hun ikke og så måtte jeg vide hvilken størrelse hun bruger. Hun prøvede den og det var et godt alternativ indtil hun kunne nogle nye. Men midt i det hele kommer ham i bilen tilbage. Hun kan godt få et lift.

Det er virkelig essensen af caminoen. Caminoen giver hvad man har brug for, når man har brug for det. Det har jeg jo selv oplevet på denne tur 😀

I Frankrig har de mange mindesten for første- og anden verdenskrig og meget mere. Den her sten falder dog i en anden kategori. Det er en mindesten til minde om et 24-timers cykelløb i 1995.

Her er de tre overlevende piger. Fra venstre Jeanne, Sophie og Juliette. Sophie har også gået fra Le Puy, m’en de tre andre er lige startet i dag og de skal gå i fem dage. Det bliver hårdt uden forberedelse og træning. Og nye sko som ikke er gået til bliver helt sikkert en udfordring. Så er det godt de bor i Bordeaux.

Endelig fremme men klokken er heller ikke mere end 12. Det er stadig overskyet og behageligt. Det er også første mulighed for en kop kaffe efter 30 km. De går videre og jeg finder hurtigt mit overnatningssted, som er åbent når man kommer. Det betyder at man går ind forbi de gøende hunde og lister lidt rundt indtil man er helt sikker. Det er nusset og småbeskidt, men jeg bruger tiden til at får vasket alt. Sandaler, sovepose, begge par shorts og så det sædvanlige. Alt er forlængst tørt i varmen. Solen har skinnet siden jeg kom og det er meget varmt nu, 30+. Det bliver det også i morgen, så jeg skal tidligt afsted.

Jeanne, Sophie og Juliette er i samme by Navarrenx, som jeg er og det bliver spændende at høre hvordan det går hvis jeg ser dem. De fleste af de andre kendinge overnatter også i samme by.

Godt med noget næringsrig kost. Det er nogle hårde dage med lange dags etaper.

Op klokken 6 og ud af værelset uden at larme for meget. I selve kapellet er det muligt at pakke rygsækken ordentligt inden afgang.

Der var også tid til morgenmad. Juice, te, ristet brød og yoghurt. Og så var der lige en frokostpakke med en banan, en sandwich, franske kartofler. Det er rigtig dejligt fordi der er ikke noget de første 14 km. Det er også mandag og franskmændende har en dårlig vane med at holde lukket om mandagen.

Så ud af døren alt vel og se hvad der mødte mig da jeg trådte ud.

Så er jeg halvvejs og det var en nitte. En lille bager var åben med en gammel dame med krum ryg. Hun var glad for at se os og jeg købte en croissant og en flaske vand. Croissant’en var daggammel men hvis ikke der er andet, så går det også. På det her tidspunkt er der meget varmt og solen skinner fra en skyfri himmel.

Endelig et sted med forfriskninger. Nu har jeg så gået 21 km til Pimbo, så det er tid til en længere pause. Jeg får selskab og efter en times tid går jeg videre.

Nu er det kogende varmt og der er absolut ingen skygge. Der er syv km til mål og nu er det bare at bide tænderne sammen og komme videre. Det går fint og endelig kan jeg se byskiltet.

I dag var jeg meget træt så i morgen går jeg meget tidligt for at undgå varmen.

I dag blev en lang dag. Alt var fint planlagt og jeg kom tidligt op. Det regnede så jeg gik lidt rundt og vidste ikke helt hvad jeg skulle. Mens jeg overvejede fik jeg morgenmad, som jeg ellers ikke havde bestilt. Så med fuld mave og regnslag begav jeg mig trodsigt ud i regnen. Når det regner er der ikke så mange billeder. Det er bare om at sætte snudeskaftet i sporet og komme afsted.

Kirken ligger i Flamarens, hvor jeg fik et kort hvil og kom af med regnslaget og den langærmede uldtrøje. Ja, det er uld det hele pånær shortsene. Uld tørrer hurtigt klæber ikke til kroppen og lugter ikke bagefter. Når man er fremme kan man tage tøjet med i bad og så ud og hænge i solen, så det er klar til næste dag.

Kirken er bygget af Georges Dauzières i 1530 efter ordre af Sir Arnaud de Grossoles seigneur de Flamarens. Kirken er ved at blive renoveret fuldstændigt, som det fremgår af billedet herunder.

Før denne kirke blev bygget har der været en anden kirke bygget i 1030 kaldet Saint Saturnin ifølge et skrift af Pave Jean XIX.

To pilgrimme på cykel, de boede samme sted som jeg gjorde. Godt selskab til middagen.

Næste by er Miradoux og her var der mulighed for at tanke op. Croissant, bananer, fersken og yoghurt. Hurtigt videre og mere regn. Af erfaring er min pung altid i rygsækken når det regner og hvis det er slemt også mobilen. Derfor købte jeg ikke noget her, men fortsatte i godt tempo. De to på billedet er på samme gîte (herberg), som jeg er i dag torsdag.

Kort tid efter det her billede er taget var der et fladt stykke med vand og mudder. Så med ½ kilo mudder under hver fod var det svært at komme videre. De næste 500 meter var der mudder over det hele på vejen og der var kun få hundrede gram mudder tilbage under sandalerne. Det er godt for lårmusklerne.

Så er Lectoure inden for rækkevidde og ovenikøbet allerede ved middagstid. Men så begyndte det selvfølgelig at regne, regne kraftigt og de sidste 500 meter op ad bakke. Jeg var drivende våd da jeg kom op til hovedgaden. Så hurtigt ind på en café, af den gamle slags, en kop kaffe og så styr på det hele igen.

Det er en flot by og en slags hovedgade jeg er på. Der er mange turister, det kan man tydeligt se i butiksliv et og så turisternes påklædning.

Der går ikke længe inden David dukker op. Han taler godt engelsk og ikke så meget fransk. Så vi spiser italiensk til frokost. Det er dejligt med god frisk pasta og godt selskab. Da vi er ved at betale bliver der lige pludselig råbt, “David, Niels…!” Det er Elisabeth tv, som har fundet os.

Mens vi har spist er vejret blevet rigtig flot. Masser af sol og varme, så vi finder hurtigt et sted vi kan sidde og drikke rosevin og panache (øl og limonade med meget lidt alkohol). Det er forfriskende i varmen. Og der går selvfølgelig ikke lang tid før les belges indfinder sig.

Klokken er nu 16.30 så jeg beslutter mig for at tjekke ind. Det er lidt længere nede ad gaden og jeg finder det hurtigt. Det ser meget lukket ud og der er ikke noget skilt med navnet på stedet. Hmmm!

Jeg går tilbage og finder turistkontoret for at høre om de kan hjælpe. De ringer til stedet, som jeg selv lige har gjort uden held, og værten fortæller ham at min reservation var i går!! En lang historie kort. De ringer til de steder der findes i byen uden held. Så prøver de næste by og næste stadig uden held. Det er ikke så godt, men jeg kan jo ikke blive der. På med rygsækken, mere proviant og så afsted ud af byen.

Første stop er A Marides efter 4 km. Uden held, jeg tror stedet er helt lukket for i år, konen virkede ihvertfald ikke særlig imødekommende.

Andet stop er Marsolan 9 km. Der finder jeg hele selskabet siddende udenfor ved et langt bord og de er i gang med middagsmaden. Pilgrimme og ovenikøbet nogen jeg kender. Efter de første udvekslinger spørg de mig om hvorfor jeg er dér nu? Efter en forklaring er der nogen ved bordet der at der mindst er tre ledige senge. Fint, så en ringer til ejeren og forklarer situationen. Der er ingen pladser tilbage i dag! Efter endnu et forsøg på at forklare bliver røret lagt på, hmmm!

Derefter er der en anden som forsøger at ringe og det samme sker. Én taler om at ringe til præsten…og så kommer der et ældre ægtepar på vej til deres bil. De får forklaret sagen og manden siger straks, “han kan sove hos os i bageriet!”

Bageriet er en del af huset. Engang i 60’ne lukkede bageriet dog og det har aldrig siden været brugt.

Facaden af huset der ligger 25 meter længere nede af gaden er ganske smal, det meste er faktisk der hvor bagerforretningen lå. Ind kommer vi og så finder han sin svigersøn og beder ham om at finde en folde-ud seng som bliver stillet op i midten af bageriet.

Hele familien er på besøg, børn og børnebørn, og de spiser moules frittes. De fleste taler engelsk og endda ret godt, så det er fint at have et sted at være. Et af børnene spiller bordtennis og ja, så må jeg op og stå igen. Han vandt selvfølgelig ..;O)

Til sidst taler jeg med svigersønnen, Nils. Han er svensk men har ikke boet i Sverige siden han var tre. Næste morgen kommer jeg op til en kop kaffe og lidt ristet brød, sammen med Nils og svigerfaren.

Det bliver en oplevelse jeg altid vil huske. The Camino provides.