Madrid til København
Tidligt, tidligt, tidligt op…allerede klokken 3.20 ringede mobilen og det var tid til at stå op. Morgenrutine, vand i hovedet og tøj på. Rygsækken på og ud af døren. Det var lidt en overraskelse da jeg kom ud på gaden. Det var som på Strøget lørdag eftermiddag. Der var fulde og knap så fulde og mange caféer, barer og butikker var stadig åbne. Min tur ned til bussen var timet og tilrettelagt, så da klokken blev fire fik jeg plads i bussen der afgik nede på Plaza de Cibeles. Det er offentlig transport der kører i døgndrift og det koster kun 5 euro. Selvom det er tidligt er bussen næsten helt fuld.

Tjek ind i lufthavnen og bagagemanden undrede sig over hvorfor min vandrestav havde fået vokseværk?!? Jamen det er jo fordi den søde dame hos Norwegian, sagde den skulle veje mindst to kilo. Den vejer faktisk tre kilo fordi jeg har klistret ét kilo pasta plus det løse på staven med gaffa tape. Det mente han dog ikke var nødvendigt. Så meget for call centre, men hjem kom den ihvertfald og det var bestemt det vigtigste. Det var også dejligt at flyve direkte og vi landede til tiden i Kastrup.

