Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /customers/9/5/7/niaconsulting.net/httpd.www/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2854 Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /customers/9/5/7/niaconsulting.net/httpd.www/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2858 Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /customers/9/5/7/niaconsulting.net/httpd.www/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3708 Castilla y León – vinklen skip to Main Content
+45 2223 4790 andersen.niels@outlook.dk Danish DA French FR English EN German DE Italian IT Spanish ES Swedish SV Japanese JA

Ponferrada fredag

  • 3. september 2021
  • León

En fin start på dagen. Op klokken 7 sammen med de andre roomies. De andre er min gode ven spanieren Adrian, en franskmand og en italiener der er på cykel på caminoen.

Cyklisterne er et anderledes folkefærd på camino’en. De kører langt hver dag og derfor kommer de i bedste fald kun til at kende andre, der også cykler.

Ham her var lidt speciel. Da han kom i går, præsenterede han sig selv med et navn jeg har glemt og fortalte at han er italiener. Engelsk talte han ikke og så sagde han ikke mere til nogen af os. På den måde kommer man ikke til at kende mange pilgrimme.

Med indkøbene i går kunne jeg sætte mig ned i kantinen og spise en god morgenmad i fred og ro. Det er ikke så dårligt. Så pakkede jeg mine ting sammen og låste inde i mit skab. Mellem klokken 9 og 11 skal man være ude, så de kan gøre rent.

Det passer rigtig fint med en kop kaffe på min stam café. I dag kunne jeg nøjes med at sige café y croissant.

Som de andre dage er der travlt på café’erne tidligt om formiddagen og stedet er hyggeligt, fordi der ikke er andre pilgrimme. Hyggeligt fordi det er et sted de lokale vælger.

Efter to kopper kaffe skal jeg over og se markedet, der åbner i dag.

På vejen derover tager jeg de sidste billeder af Castillo de Los Templarios. Så er alle vinkler dækket, men det er flot og imponerende.

Tempelridderne beskyttede pilgrimme mod overfald og røveri. De oprettede også de første banker – altså længe inden Schweiz fandt på det – hvor pilgrimme kunne aflevere deres guld og penge i Ponferrada og få dem tilbage, når de kom til Jerusalem.

Bygget i det 11. århundrede

Broen her over río Sil, Puenta García Ojeda, har 50-års jubilæum den 12. september, derfor skal den pyntes og fejres i næste uge.

Markedet var endnu ikke åbnet, så jeg gik en tur rundt og så dem gøre klar.

Eric hilste pænt. Han sælger oste på markeder over det meste af Spanien. Det er en slags nomadeliv en stor del af året. Han har boet i Spanien i 20 år og taler selvfølgelig flydende spansk. I starten taler vi engelsk indtil jeg finder ud af han er fransk.

Så skifter vi til fransk. Han har aldrig selv gået på camino’en, men han besøger mange små byer med sin ostebod. Han fortæller om en sammenslutning , hvor de selv modner de oste de sælger. La Pasion del Sabor, Paladarqueso.

Passion for smagen er deres mål. Altså produkter lavet på den gammeldags måde uden tilsætning af sulfitter og andre kemikalier.Han fortæller at ostene modnes i en by, Noia, der ligger i en lille by helt ude ved Atlanterhavskysten.

I gamle dage ankom mange pilgrimme i både, fordi det til tider har været for risikabelt at rejse over land.Noia ligger omtrent 60 km sydøst for Fisterra. Byen ligger i læ men ved kysten helt ude ved Atlanterhavet går bølgerne højt om efteråret – helt op til 40 meter kan bølgerne blive. Surfer paradis formentlig. Ihvertfald fortæller han, at byen er flot og et besøg værd.

Ostene han forhandler er mestendels franske og italienske. Parmesan, Reblochon, Tomme, og så nogle blåskimmeloste. Han har også den schweiziske ost man bruger til Raclette.

Jeg smager først parmesan osten. Den er helt vildt god. Den er fra december 2017! Når osten modnes skal temperaturen svinge op og ned. Der skal også være fugtigt og det opnår de med den friske Atlanterhavs luft, der også indeholder salt.

Passionen for hans produkter kan man tydeligt både mærke, se og smage.

Parmesan osten på billedet er fra 2017
Sangria’erne er klar til servering

På markedet er der de ting man kan forvente. Mad, krydderier, sæber og duftlys, smykker og håndværksarbejder.

I den lille bod her må jeg have en lille ny pung til plastikkortene. Den jeg har med er lidt træt.

Hernede bruger man både sedler og mønter hele tiden, så den skal kunne tåle en del. Det er også en fin – og let – lille souvenir at tage med hjem. Det er rigtigt håndværksarbejde og til den pris fås det ikke bedre specielt ikke i Danmark. Priserne hernede er generelt meget lave og også lavere end i andre dele af Spanien.

Sådan en rød telefon har jeg også engang haft. Men jeg kan ikke huske hvornår det var. Telefonen her er i brug og tilsluttet telefonstikket. Det var lidt overraskende selv her i Spanien.

Frokost i kantinen. Der er rigeligt af gode ting at spise i køleskabet. Flûtes, tynde skiver okseskinke, ost, yoghurt og en flan.

Spanieren her er hospitaliero. Han er på forskellige herberger og hjælper til. Nu er han så kommet til Ponferrada og her skal han lave dukketeater i weekenden. Han kom for et par timer siden med to store indkøbsposer. Det er i stedet for en rygsæk. Det er ikke første gang jeg har set det.

Indkøbsposer kan bære vigtige ting og i hans var der også en flaske portvin. Det er uhøfligt at sige nej og også lidt kedeligt. Portvinen smagte godt til maden.

I aften har jeg kun brug for en salat. I morgen skal jeg med bussen til Santiago de Compostella klokken 8.25 og forventet ankomst 12.10.

Den første nat skal jeg sove på et albergue lidt ude fra centrum. Søndag flytter jeg så ind helt centralt i byen og bliver der indtil jeg skal hjem.

Det bliver dejligt at være i byen. Den er fyldt med glade mennesker og der kommer hele tiden nye til. Hvis jeg er heldig er der nogen jeg kender, eller også kommer jeg til at kende nye mennesker. Begge dele er fint. Vejret ser også ud til at blive fint de næste dage.

Her er musikken til aftensmaden. Bemærk fætteren til venstre ved skulpturen. Han måtte indstille harmonika musikken og det var meget selvom det kostede. Lyden er meget høj, så er du advaret.

På vej hjem fra middagsmaden kom jeg forbi denne frisør. Forretningen har eksisteret siden 1929 og han er meget flittig. Nu er jeg gået forbi hans forretning både morgen, middag og aften det meste af ugen. Han arbejder hele tiden. Første gang jeg kom forbi ville jeg gerne have studset skægget og trimmet håret, men alt var optaget. Han må have en trofast kunde skare.

De andre har nu passeret 100 km stenen. De er fremme på mandag, der er stadig fuld fart på!

Her er nogle af deres billeder.

Det er Louis som har taget dette billede. Se helikopteren øverst i billedet det er Vuelta Espagna på vej gennem Sarria.

Og det blev lige en tand mere interessant. En af mine room mates har lige fortalt at vueltaen slutter søndag i… Santiago de Compostella! Så kan det da ikke blive meget større.

Så sker der da noget spektakulært i byen mens jeg venter på de andre. Den seneste opdatering er at de er i Melide i morgen lørdag. Derfra er der kun 53 kilometer til Santiago. Søndag går de til O Pedrouzo, så er der kun 19,4 km tilbage…

Ponferrada torsdag

  • 2. september 2021
  • León

Centralt beliggende i udkanten af den gamle by, kun 200 meter fra Tempelridder borgen. Huset ligger i et roligt kvarter i god afstand til caminoen, så der er ikke mange turister. Der må påregnes ekstra udgifter til renovering udover købesummen.

Churreria, Chocolateria Alba

Her er mit gode sted til morgen kaffen. Det er her de lokale kommer og nu har jeg været flere gange, så jeg er blevet et kendt ansigt 😀

Le Patron
Kaffe pequoño con lecce og croissant
kaffe og churros donativo
Kaffe og sandkage donativo

Men nu til noget helt andet. Jeg fandt dette fantastiske sted på min vej mod en boghandler. Det er intet mindre end et Jamoneria.

Stedet har det flotte navn Jamonizate og er ejet af Javier del Río. Det var ham selv der ekspederede og jeg tror han vidste jeg kom. Han var lige præcis blevet færdig med denne fine anretning, som blev vakuumpakket med det samme.

Den skinke smager så himmelsk godt, så englene synger 😇 Brød skulle jeg også have og så pegede han over på den anden side af gaden. Dér er der brød, der er lidt bedre end det sædvanlige.

Brød er ellers ikke deres særlige styrke her i Spanien, men butikken her er undtagelsen. Franskmændende er bedre til brød – og meget andet i køkkenet – og selvfølgelig er belgierne stærke i alt der har med køkken at gøre (hvis nu Vincent og Bernard skulle læse bloggen en dag 😁).

Lige til højre i billedet kan man ane navnet på en restaurant Pizzeria Trastevere. Restauranten har været der siden 1984. Den ligger i Carballo familiens palæ. Carballo familien er evige herskere i Ponferrada og herremænd i San Miguel de Langre.

I palæets gård er de eneste bevarede rester af Ponferrada’s oprindelige bymur.

Bymurene er oprindeligt fra 1249 og de blev rekonstrueret med kongelige privilegier givet af kong Juan II (1454), dronning Juana (1505) og kong Carlos I (1538).

I slutningen af ​​1700-tallet var en stor del af bymurene stadig bevaret, men på grund af byens vækst og manglende vedligeholdelse forsvandt bymurene i Ponferrada.

Denne del af muren var undtagelsen, og den er nu en del af familien Carballo’s palæ. Palæet og muren er forbundet med den eneste bevarede byport kaldet “Arco de las Eras”, i dag kendt som “Urets tårn”.

Flere billeder af Tempelridder borgen.

Det var fire noveller på engelsk i boghandlen og nu er der tre tilbage.

Her er dagens næring til maven og hovedet. Så skal jeg have en salat i aften og så er endnu en dag gået. Foden har det meget bedre og det er det vigtigste lige nu. Der er penicillin til og med søndag og som det ser ud nu håber jeg, jeg kan gå dem i møde.

Det blev ikke til en salat. Jeg ville prøve at finde et andet sted, men det var svært fordi de først åbner 20.30 for middagsgæster. Det synes jeg blev for sent. I stedet var jeg i supermarkedet og tilbage med indkøbene. Nu har jeg hvad jeg skal bruge frem til lørdag morgen. Mere yoghurt, frugt og vand.

Så hentede jeg min bog og fandt et sted lige ved siden af. Det var et pizzeria og der sad såmænd en af de nye fra værelset.

Adrian er fra de Kanariske øer og bor på Tenerife. Han ville gerne øve sit engelsk og jeg ville gerne slappe af rent sprogmæssigt. Så engelsk passede fint. Adrian gik den Camino der hedder Portugues sidste år. Det var han så begejstret for, at han nu er kommet til Ponferrada for at gå til Santiago.

Han spurgte på et tidspunkt om jeg havde nogen børn. Da han hørte svaret kiggede han lidt overrasket…og så sagde han…du ligner en på 40 😁 Først troede jeg at jeg havde glemt at fjerne masken, men vi spiste jo så den havde jeg selvfølgelig ikke på. Sikke en dejlig aften 😀

De andre i gruppen laver en reservation i Santiago til mandag, altså én dag tidligere end ellers planlagt og om alt går vel kan vi gå de sidste kilometer sammen. Det kunne være rigtig sjovt for os alle sammen.

Dagens udvalg af billeder fra caminoen.

Camponaray til Ponferrada

  • 1. september 2021
  • León

Jeg var oppe, ude af døren og med bussen lidt i otte. Det er en kort tur og lidt over otte var jeg igen tilbage i Ponferrada. Ikke mit højeste ønske, men desværre kommer det ikke til at ændre sig inden jeg skal hjem til fædrelandet igen.

I går lavede jeg en reservation for at være på den sikre side og da jeg kom var det alt for tidligt. På vejen fra bussen til albergue’t var jeg i supermarkedet for at handle ind. Det bedste for min fod er at jeg ligger ned så meget som muligt.

Det gjorde jeg så da jeg fik min egen seng i mit eget værelse (samme seng som for to dage siden). Faktisk var jeg sengeliggende helt frem til klokken 18.30. Det var godt.

For at få noget godt at spise var jeg henne på Plaza Virgin de la Encina. Inden jeg nåede helt derhen begyndte det at regne, men slalom mellem forskellige caféer fik mig helt frem uden at blive særlig våd. En god stor salat Niçoise og flûtes var lige hvad jeg havde brug for. Derefter tilbage i småregnen, ikke noget problem 🌧️

I albergue’t er der en spiseafdeling uden betjening. Altså kun medbragt mad. Min pose fra supermarkedet står i køleskabet. På den måde kunne jeg spise frokost uden at forlade albergue’t.

Landskampen kunne høres på La Liga på P3, så det skulle jeg selvfølgelig høre. Der sad også to tyskere og en ungarer. Ben, Christof og Dora, så satte jeg mig derhen. Christof kunne se kampen på sin mobil, så det var jo herligt.

De havde gået sammen næsten siden Saint Jean Pied de Port, det kunne man godt fornemme. De kendte hinanden godt og det er jo herligt. Det ér en meget positiv del af caminoen. Mange venskaber starter her.

De havde spillet kort mange gange så det skulle vi selvfølgelig også. Det var ikke et spil jeg kendte. 13 kort til hver og så lægger man efter tur et kort i en bunke med bagsiden opad. Det skal være es, 2, 3, 4, op til kongen. På ethvert tidspunkt kan man udfordre og hvis der er snydt tager svindleren bunken og man begynder forfra. Hvis man når helt op til kongen tages kortene ud af spillet.

Ben fortalte at han kun havde en gammel mobiltelefon, altså IKKE en smartphone. Han havde kun sin mors nummer. Han havde valgt ikke at få nogen input ude fra den store verden, mens han var på caminoen. En lidt mere ekstrem grad af hvad jeg gjorde i 2019. Christof havde en smartphone kun fordi han efter sin vaccination (Astrazeneca), havde en udfordring med sit hjerte. En app på hans mobil kunne monitorere hans hjerte, så hvis der sker en forværring kan han reagere med det samme.

Det er godt jeg har gået Camino Frances før. Det er den flotteste del af turen mod Santiago der starter ved Cruz de Ferro – Jernkorset. Omkring 40 kilometer fra Ponferrada går man ind i den sidste region, Galicien. Her er klimaet igen anderledes efter man har passeret to bjergkæder. I Galicien er det Atlanterhavs klima og det regner oftere end i resten af Spanien. Til gengæld er der lidt køligere og alt er friskt og frodigt. De store grus boulevarder dominerer ikke mere. Nu er der flere smallere stier og skov. Det er smukt på den aller smukkeste måde.

De billeder de andre lægger op på WhatsApp kan ikke vise det de oplever, men de kan give en idé om hvor flot der er.

Her i byen er der en ridder opvisning i morgen og henover weekenden. Det må jeg undersøge og spørge om i turist informationen. Det vil være godt at opleve noget specielt mens jeg er her i byen.

Fiskeafdelingen i supermarkedet. Det ser virkelig appetitligt ud. Der er selvfølgelig også en frugt-, slagter- og viktualie afdeling. De er ligeså appetitlige. Fisken er frisk og blank på skindet og det er et tegn på friskhed, uhmm.

Her er et udvalg af de andres flotte billeder.

Ponferrada til Camponaray

I mange byer er der skulpturer som denne. Her i byen har jeg talt syv. Den her, tror jeg, er inspireret af Suzuki metoden, som er violin undervisning for børn helt ned til seks syv år gamle. Tanken er at ved at starte så tidligt bliver det som når man lærer at tale. Man skal øve hver dag og gå til undervisning et par gange om ugen. Derudover arrangeres der små private koncerter, hvor selv de små spiller for et publikum. Det er en god metode der også bruges til klaverundervisning og de som har lært at spille på den måde bliver ofte de allerbedste.

Sol over byen og mørke skyer i baggrunden. Vejret er svært at forudsige fordi vi er mellem to bjerg rygge. I går sidst på eftermiddagen tordnede det, men der kom ingen regn i Ponferrada.

Río Sil

Dejligt at se vejviseren her til morgen. Så har jeg også gået på caminoen i dag. Det er vigtigt at se det positive der er.

Billedet nedenunder er i retning af hvor de andre kommer ned. Med de skyer tror jeg det har været koldt her til morgen.

Det var en kort tur med bussen i dag kun 7 km. Vi kom aldrig rigtig ud af byen, det var en række sammenhængende byer, som fra Østerbro gennem Hellerup.

Tjek ind var allerede ved middagstid, så jeg nåede en kop kaffe og nu ligger jeg på langs og venter på de andre skal komme.

Flotte billeder her fra Cruz de Fer. I dag går de 36 km og det er en meget flot tur. De kommer helt op i 1.511 meter og med 441 højdemeter er det også en hård tur i dag. Til gengæld skal de ned med næsten 1.400 højdemeter. Temperaturen er op til 30 grader men med let skydække.

I dag kom de ret sent. Kedelig tur langs vejen det meste af dagen. Tørt og varmt.

Imens var jeg ankommet til vores logi allerede om formiddagen. Det var muligt at tjekke ind klokken 11, så det gjorde jeg selvfølgelig. Så var der god tid til et bad og tøjvask. Der var også tid til at ligge vandret i to til tre timer. Det var rigtig godt for min fod og hævelsen lagde sig.

I god tid satte jeg mig ned i caféen og fik noget at drikke mens jeg ventede på at de skulle komme. Der var tid til at læse avisen og jeg er overrasket over hvor meget jeg kan forstå. Når man kender konteksten for artiklen kan meget udledes med kendskab til fransk. Engelsk, tysk og dansk hjælper også…

Mange er blevet vaccineret i Spanien, så det værste pres på testcenter og hospitaler er overstået i denne omgang. I artiklen var også en appel til at dæmpe frygten. Stadigvæk bruger næsten alle mundbind på gaden, i bilen – når de er alene! og på cykel. Når man som pilgrim møder spanierne på gaden er der mange som går langt uden om os eller nøjes med at presse mundbindet ind mod munden.

Den første der ankom var Mathilde. Hun så frisk ud og fik straks en Radler. Det er en øl med mindre alkohol og lemonade. Det kan jeg også godt lide. Det er forfriskende i varmen.

Den næste var Louis og så Jean-Paul og til sidst Vincent og Bernard. De fik alle en Sangria – vi er jo i Spanien 🏖️

Igen en dejlig aften i godt selskab. Der var ingen pilgrimsmenu, men vi spiste godt alligevel. Bagefter fik vi alle is, Magnum.

Vi havde ét værelse til os alle seks og det var meget lille. Samtidig vendte det ud mig gaden og for ikke at dø af kulilteforgiftning var vinduet åbent. Ilt mængden har dog været meget lav for alle sov hurtigt.

Bernard og Vincent var først oppe, som vanligt ved halv-firetiden. Bagefter Jean-Paul og til sidst de små. Det er jo et fint hensyn til de ældre pilgrimme. Det kan være svært for psyken hvis man allerede inden morgenmaden er blevet overhalet 😊

Hospital de Órbigo til Ponferrada

Her er en række billeder som Mathilde og Louis har taget i løbet af dagen. Det er en meget krævende etape der stiger fra det laveste punkt 820 meter til 1.437 meter. Der er over 900 højdemeter! Samtidig har de valgt at gå 43 km, så de må være meget trætte her til aften.

Something in the air…

Her er billeder fra Astorga, som er en meget flot og gammel by. Det er også her det for alvor begynder at gå op igen efter Meseta’en og det gør det så hele vejen til deres mål i byen Foncebadon. Det er ikke en rigtig by mere. Den har kun sin berettigelse fordi den ligger på camino’en og der er kun herberger og caféer.

I morgen går det igen opad i fem, seks kilometer og derefter er resten ned ad bakke. De første kilometer kommer de forbi Croix de Fer – Jernkorset. Det er meget stort og det er dér man smider sin sten i bunken som alle de andre også gør. Stenen har man med hjemmefra og med stenen smider man alt det dårlige man har samlet op i sit liv. Bunken er meget stor og jeg er sikker på der er et billede i morgen.

Det er også her tre, fire kilometer længere fremme man støder på Manjarin. Ikke en by men blot en hytte. Billederne tager de i morgen på vej forbi. Det er en helt særlig historie.

Her er mine billeder taget fra bussen. Vi kører igennem Astorga men jeg har ikke mulighed for at tage billeder af selve byen fra bussen. Det var en meget stejl nedkørsel efterfulgt af en kraftig stigning.

Ponferrada bus station

Albergue Guiana Hostel er nærmest som et hotel. Det er flot, der er masser af plads, sengene knirker ikke og så er alle faciliteterne tip top i orden.

I kælderen er der gør-det-selv cykelværksted, bordtennis og billard, vaskemaskine/tørretumbler.

Der er elevator og normalt er der også morgenmads buffet, men… COVID-19 👎

Río Sil
Basilica de la Virgin de la Encina
Maria

I dag brugte jeg tiden til at blive klippet og så spiste jeg en god salat til frokost. Der er brug for vitaminer og noget i maven, så medicinen kan virke og betændelsen blive bekæmpet.

Ind til videre skal foden have mest mulig ro. Det er jo drøn ærgeligt fordi benene har det fantastisk godt. Tålmodighed og så krydser jeg fingre for at det er muligt at gå lidt igen. Rygsækken kan jeg sende, det er der mange der gør. Men den højeste prioritet er at kunne gå sammen med de andre ind i Santiago de Compostella. Ind igennem den gamle by hele vejen indtil man går gennem den sidste port til pladsen foran katedralen.

Efter frisøren gik jeg hjem og på vejen tilbage handlede jeg lidt frugt, kiks og vand. Resten af dagen på langs, da var min fod igen hævet så der skal være mere ro.

Siesta i Ponferrada
Min nye frisør

Léon til Hospital de Órbigo

De har en god ven som hedder León

I nat har vi boet på noget lidt bedre end et albergue (herberg), så der er tjek ud senest klokken 12. Perfekt, så kan jeg komme på apoteket, spise morgenmad og finde ud af hvordan jeg kommer hen til næste destination, hvor der er reserveret til fem.

Dejligt at sove lidt længere. Det første er at komme på apoteket for at hente min medicin. Det går fint selv med en øm fod. De åbner klokken 9.30 så det er fint. Jeg køber også klorhexidin til ‘boblerne’ på højre fod. Der er ikke brug for flere infektioner lige nu.

Så morgenmad og de første piller kan komme indenbords. Tilbage på albergue’t og pakke mine ting og så en tur forbi receptionen for at høre hvilke muligheder jeg har for at komme til næste destination. Hun er meget hjælpsom og finder hurtigt en bus der kan køre mig derhen. Så skal jeg have rygsækken på og gå knap to kilometer, men det går også fint.

Billetten koster kun 3,50 euro for en tur der varer 45 minutter på landevejen. Det er godt nok billigt 👍

Lige ud hele vejen

Næsten hele vejen kan jeg følge caminoen og det ser trist ud og solen bager. Det er også den historie de fortæller, da de er fremme sidst på eftermiddagen. En rigtig røvtur kan jeg høre.

Imens har jeg brugt tiden på at vaske det hele inklusiv rygsæk og hat. Så ville jeg gerne have spist frokost, men klokken er lige over 15 så nada comida ingen mad. Der er ikke noget som er åbent og det er rigtig dumt, fordi jeg skal spise mad sammen med at jeg tager pillerne. Der er en lille købmand som åbner klokken 17, så der køber jeg et lille stykke appelsin kage og et brød. Ingen frugt men masser af slik.

Albergue San Miguel

Kagen fungerer og jeg kan endelig tage næste portion piller. Brødet jeg købte er så hårdt at det kan bruges som kasteskyts med fare for liv og lemmer hvis man er så uheldig at blive ramt.

Ved 6-tiden er det tid til apéro igen. Vincent og Bernard har allerede indtaget den første sangria til frokost, men så gik de også med hovedet mod hinanden for ikke at falde. Hver sin egen camino 😊

Byen har trods sin størrelse mange meget gode restauranter. Vores vært fortæller at det er et historisk tilfælde, hvor flere familier har haft restaurant i generationer. De herberger jeg kender i byen er også af høj kvalitet.

Nå, men det var apero’en vi kom fra. Nu er de gået fra glas til kander. Mathilde drikker ikke så meget sangria og det gør jeg heller ikke når jeg tager medicin. Så tjeneren kommer med cola til mig, en panaché til Mathilde og en kande sangria til de sidste fire. Men der var bestilt to kander, så tjeneren må ind efter én mere.

Ved 8-tiden er det muligt at spise og det er meget velkomment. Der bliver opdækket et langt bord til syv fordi jeg har inviteret en tysker, Alexander, med nu. Han bor på samme albergue som os men taler kun tysk og engelsk. Han er lige startet i León og jeg tror han nyder at være sammen med nogen selvom han ikke kan deltage så meget i samtalen.

For første gang er det ikke en pilgrims menu vi spiser. Mathilde spiser næsten ingenting, så hun får en salat. Tre får blæksprutter – det er meget lækkert og en ret der bliver bedre og bedre efterhånden som vi nærmer os Santiago de Compostella. Bernard bestiller af ukendte grunde en pilgrims bøf med fritter. Fritterne har kun været i olie én gang og det er ikke nok.

Det er jo belgierne som har opfundet pomfritten. Når den var været i olien første gang skal den dryppe af og afkøles. Først efter endnu en tur i olien er den spiseklar.

Jean-Paul og jeg har bestilt torsk à’la Bilbao. Den er rygende varm og koger stadig da den rammer bordet foran mig. Den smager helt vidunderligt med flûtes til og efter det meste af torsken er indfanget og fortærret, må jeg bede om en ske. Det er også en fantastisk fiskesuppe, som jeg afslutter med.

Til sidst spiser vi hjemmelavet flan caramel. Den smager også fantastisk. Alt i alt en god aften.

Den slags kontakter har jeg aldrig set før

Belært af erfaring har jeg sat en alarm til 21.45 da dørene lukkes klokken 22.

Vi når frem 21.50 og da står værten i døren og venter. Adgang til haven er lukket og dér er vores vasketøj. Så han må åbne og vi må tumle lidt rundt i mørket. Egentlig lidt mærkeligt fordi klokken jo ikke er 22 endnu.

Vincent kalder det et fængsel 😁

El Burgo Ranero til León

Endnu en tidlig morgen på camino’en. Vi tre var først ude og afsted klokken 5. Det var en lille smule køligt, men senere var det noget man kun kunne drømme om. Altså landskabet bestemt ikke temperaturen.

Det var en meget varm dag med helt op til 32 grader. Fuld sol lige fra solen stod op og resten af dagen. Det var meningen vi skulle spise morgenmad efter 13 km, men som så ofte før var alt lukket selv efter klokken 8, og så på en lørdag.

Næste by – Mansilla de las Mulas – blev der hvor vi kunne få en kop kaffe, brød og kage. Da havde vi allerede gået 19 km. Det var et rigtig dejligt sted, hvor vi kunne side i skygge i en have. Jeg kom sidst men det er meget normalt om morgenen.

Jeg er først på den store klinge, når kroppen er helt varm. Lige nu har jeg dog en lille skavank på min venstre fod. Derfor er jeg nødt til at sætte farten ned, men det er også helt fint. Hvis man ikke holder så mange og lange pauser kommer man alligevel frem i feltet. Den lille skavank bliver dog i løbet af dagen større.

Der er mange der går meget hurtigt og så efter en time så går jeg forbi dem mens de holder pause. Så ja, der er mange måder at gå Camino på. Sloganet hedder frit oversat, hver enkelt går sin egen Camino tur. Nogen sender deres bagage hver dag, nogen går hurtigt andre langsomt. Mange er på cykel, flere end jeg kan huske tilbage i 2019.

Så er der familierne med æsler og små børn, indtil videre har jeg kun set det i Frankrig. Der er ingen bestemt måde man skal gøre det på og vi kommer alle med det bedste vi har. Her er der ingen der skylder nogen noget og det er virkelig dejligt.

Vi går hver dag rundt i beskidte sko og sveder. Næste dag har vi et nyt sæt strømper, underbukser og t-shirt på. Og sådan går den ene dag efter den anden.

Floden Esla

Der er ikke meget vand i floden og heller ikke i de andre floder resten af turen frem til León.

Ved Puente Villarente har vi gået 25 km og klokken er nu 11.30. Næste by er Arcahueja og der spiser de tre musketerer en hurtig frokost. Louis og Mathilde er forsvundet. Ingen har set dem.

Lørdag er den store indkøbsdag for spanierne. Der var kø ved slagteren. Der må kun være tre kunder i butikken af gangen, så de venter pænt udenfor.

Den sidste del af dagens etape fra Arcahueja til León 8,3 km, er hårde synes jeg. Det er virkelig varmt og jeg prøver at bruge mit håndklæde for at beskytte lægmusklerne og benene i det hele taget mod solen. Selv med en faktor 50 kan jeg mærke solen brænde på huden.

Dagens musling kort før man kan se León for første gang

Alle er nu på plads og vi fået eget værelse til fem. Mathilde er stadig med. Vi bor lige ved Katedralen så det kan ikke være mere centralt.

Men først et bad, så tøjvask, et lille hvil på langs og lige nu sidder jeg med fødderne i koldt vand. Nu skal jeg op og ligge på langs indtil vi skal spise. Måske er det i dag vi skal spise en almindelig menu, pilgrimsmenuerne kan godt være lidt ensformige. Vi får se.

Det blev dog også en trist dag. Min fod var nu kraftigt hævet og det var meget ømt nederst på skinnebenet. Jeg havde fået en tube med creme der kan dulme smerterne. Den fik jeg af Jean-Paul. Endnu engang viser caminoen det bedste den har. For to dage siden var det Bernard som havde et støtte bind til min fod og nu en tube creme mod smerterne. The Camino provides !

I dag er det lørdag og Rådhuspladsen her i León er fyldt med spaniere. For mange er ferien ved at være slut. Léon er en meget stor by, jeg tror det er den største by på Camino Frances. Som alle de andre store byer er her også en fantastisk flot katedral. Det er imponerende hver gang man ser den næste katedral. Alle detaljerne og størrelsen. Når man tænker på hvor lang siden det er den blev bygget er det overvældende smukt.

Da de andre kommer har jeg været i bad og er ved at vaske tøj. Herefter ned at ligge vandret. Min fod er kraftigt hævet. Samtidig har jeg erhvervet mig tre ‘bobler‘ på min højre fod øverst. Det er formentlig en kombinations skade. Dobbelt øv 😥

Vincent og Bernard taler med familien derhjemme på WhatsApp. De er begge bedsteforældre – Bernard fire piger og Vincent to drenge, børnebørn.

Mathilde og Louis
Jean-Paul
Tid til apéro før middagen

Alle steder er booket så vi ender på det her hjørne i det vi kalder en turistfælde. Det ødelægger dog ikke stemningen, tværtimod.

Vi bestiller en kombinations menu med salat og en hovedret + vin og vand. Maden kommer hurtigt og vi begynder på salaten.

Vi har kun taget den første mundfuld, da hovedretten ankommer. Som man kan se på billedet er bordet ret lille, så der er ikke ret meget plads men ikke desto mindre bliver det sådan. Det skal gå hurtigt så de næste kunder kan komme til.

Pilgrimsmenuen er næsten altid forret, hovedret og dessert. Hovedretten er et valg mellem stegt kylling, oksekød eller fisk. Kylling og oksekød er et fladt stykke kød med en tykkelse på 5 mm. Det er godt med en bøf der er saignant altså rød i midten. Det er dog svært fordi den er så tynd. Bernard har så fået den rette beskrivelse på spansk. Bøffen på panden og 10 sekunder vend den og 10 sekunder senere er den klar.

Det fungerer godt og sådan bestiller vi også her. Men lige netop i dag er bøffen 15 mm tyk. Det forklarer hvorfor tjeneren spørg flere om vi vil have den stegt 10+10 sekunder!

Den smager dog fint alligevel, så alt er godt og endnu engang har vi noget at grine af.

Billedet ovenfor er nok det sidste, fordi jeg bliver nødt til at tage på skadestuen. Afsted ved ti-tiden i en taxa. Ind i modtagelsen og blive skrevet ind. Selvfølgelig med mundbind på, men ingen interesse for mit EU coronapas, hmmm 😷

Vi tager afsked og laver en aftale om min rygsæk og vasketøjet. Det er så ærgerligt og jeg er virkelig ked af at skulle afslutte turen på denne måde. Alle er kede af det 😥😥

Hurtigt kommer jeg ind og får et armbånd på med navn. Så bliver foden undersøgt og vi taler om hvordan det er sket. Kanyle i armen for at tage en blodprøve. Kanylen bliver siddende og jeg sendes igen ud i venteværelset, mens blodprøven analyseres. Det går ret hurtigt og diagnosen er cellulite en infektion.

Jeg får papirer med testresultatet og recepter på tre medikamenter. Tre piller tre gange om dagen i otte dage og besked om at jeg skal tage det roligt i nogle dage. Efter bare to timer er jeg på vej tilbage i en taxa.

Alle er vågne og venter. Dét er fantastisk. De skal op igen klokken 4.30 for at gå endnu en lang etape på 32 km, og så ligger de bare og venter på at jeg skal komme tilbage eller ringe og give besked. Det er så flot og jeg virkelig taknemmelig for den opbakning.

Vibe er selvfølgelig opdateret løbende. På vej tilbage ringer vi sammen igen. Selvfølgelig har Vibe forstået det jeg ikke selv kunne se. Vi har et fantastisk godt sammenhold og der er ingen grund til at ødelægge det ved at tage hjem, så tæt på målet.

Mere følger i morgen.

Calzadilla de la Cueza til El Burgo Ranero

Dagens etape er lang så endnu engang tidligt op og afsted klokken 5. Det bliver en varm dag igen her på Meseta’en.

Da vi havde gået i bare 20 minutter begyndte det at regne. Heldigvis var Mathilde lige foran mig, så vi kunne hjælpe hinanden. Det er i sådan en situation man nemt kan tabe noget. Det er helt mørkt, en lille sti og så regn. Jeg måtte vende rundt efter 20 meter for at være helt sikker på jeg fik det hele med og ikke havde tabt noget.

Der er åbne lommer i siden af rygsækken, så man nemt og hurtigt kan finde praktiske ting og mad. Der kan være meget i sådan en lomme, men når man tager rygsækken af kan det nemt falde ud i mørket uden man opdager det.

Regnen holdt hurtigt op igen, så af med regnslaget og ned i en af lommerne. Så er det klar hvis det igen begynder at regne og ellers kan man pakke det væk, når det igen er lyst og man kan se skyerne.

Dagens musling, den er da original
Río Cea
Back To Top